Brev til Anne-Marie Østersø: Min svigerinde blander sig i min datters vægt

Marianne er blevet vred på sin svigerinde, fordi hun blander sig i hendes datters vægt. Svigerinden kommenterer åbenlyst, hvad datteren spiser, og hun kritiserer Marianne for ikke at tage ansvar. Clairvoyante Anne-Marie råder Marianne til at give den emsige svigerinde klar besked.

Hej Anne-Marie

Jeg er blevet uvenner med min svigerinde, der har talt grimt om min 10-årige datter.

Min datter kæmper med overvægt og har gjort det i et års tid. Hun er ikke voldsomt overvægtig, men vejer nok otte kilo for meget i forhold til den ideelle BMI. Men det har ikke gjort det bedre, at min svigerinde gang på gang kommenterer overvægten.

Når vi ses, skal hun altid sige, at min datter skal huske ikke at spise kage! Min datter spiser ikke længere noget, når hun er på besøg hos dem, og hun trækker sig mere og mere ind i sig selv.

Det er ikke, fordi vi ikke hjælper hende herhjemme, og hun dyrker også sport, men vi prøver ikke at gøre det til et kæmpe problem. Vi spiser sundt i hverdagen og hygger lidt i weekenden.

Læs også: Brev til Anne-Marie Østersøe: Min datter har ingen veninder 

Sidst vi var sammen med min svigerinde, sagde hun direkte til min datter, at hun var for tyk, og opfordrede hende til at sige til os, at vi skulle tage hånd om det. Min datter blev så ked af det, at hun ikke ville i skole dagen efter. Hun føler nu sig som den tykkeste pige på jorden.

Jeg ringede til min svigerinde og bade hende holde op med at kritisere min datter. Min svigerinde mener, at overvægten er min skyld, og at det er synd for min datter, hun har sådan en mor.

Nu vil jeg ikke se den kvinde mere, men min mand er uenig. Han mener, at jeg overreager, og at hun blander sig i en god mening.

Vi har nu fået en invitation til min svigermors fødselsdag, og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre. Det skal jo ikke gå ud over hende. Min datter har allerede ondt i maven over at skulle være sammen med sin faster.

Venlig hilsen
Marianne 

Læs også: Uvenner med svigerdatter

Kære Marianne

Sikke en dum svigerinde! Uanset, om hun siger det i en god mening eller ej, er det ikke den rigtige måde at hjælpe på, og det er godt, du har sagt fra. Jeg fornemmer også, at I tager ansvar for problemet. Desuden vokser hun stadig, og jeg er sikker på, at alt går i orden.

Med hensyn til svigermors fødselsdag synes jeg, I tage med. I behøver ikke at tale med svigerinden, og det kan jo være, hun er kommet på andre tanker. Jeg synes dog, I skal lade hende vide, hvor ondt hun har gjort jeres datter.

Det er i orden at blande sig, hvis et barn er meget overvægtig, og forældrene ignorerer det, men det er ikke tilfældet her. Sker det, kan man tale med forældrene, men aldrig med barnet. Giv din datter et knus fra mig. 

Kærlig hilsen
Anne-Marie