Vi var fængslet til vores hjem

Da Jonas fik angst som 9-årig, ramte det ikke kun ham. Hele familien – og særligt hans mor – oplevede, hvordan angsten vendte op og ned på alt, og der var ikke megen hjælp eller forståelse at hente hos omgivelserne.

I hver eneste skoleklasse i Danmark sidder der i gennemsnit to børn, som lider af angst i en sådan grad, at det påvirker deres hverdag. 

Jonas Kowalewski fra Roskilde var én af dem. Hans angst var så voldsom, at han ikke kom i skole i to år, og han kunne ikke være væk fra sin mor et eneste sekund, uden at panikanfaldene tog over. Til sidst måtte hans mor, Mia Kristina Hansen, sygemelde sig fra sit arbejde og var med egne ord ”stavnsbundet” til sit eget hjem, fordi selv med mor ved sin side turde Jonas næsten ikke at bevæge sig uden for lejligheden.

I dag er Jonas 17 år, angstfri og en helt almindelig teenagedreng, der er glad og grænsesøgende på både godt og ondt. Men vejen dertil har været lang og sej. 

Angsten viste sig første gang, da Jonas var bare 9 år. Han havde indtil da været en meget aktiv og modig dreng, der uden tøven kastede sig ud i den ene vilde udfordring efter den anden.  

Kramper i maven

– Han var jo sådan én, der gjorde akkurat som sin storebror Joachim og hele tiden konkurrerede med ham og ville være den bedste til alt. Han elskede at være på besøg hos sine venner, spille fodbold og alle sådan nogle ting. Men pludselig gik han fra at være en dreng, der virkelig havde mod på livet, til lige så langsomt at begynde at trække sig mere og mere. Og det var jo bekymrende, for hvor blev den dér glade dreng lige af? Han ville ikke i skole længere, havde hele tiden ondt i maven, ringede til mig på arbejdet flere gange om dagen og ville ikke hjem til sine venner mere, husker Mia Kristina Hansen, 53.

Det begyndte en dag, hvor Jonas skulle være alene hjemme en times tid, fordi hans mor skulle løbe et ærinde. Den 9-årige Jonas havde selv insisteret på at blive hjemme, da hans to år ældre storebror tit fik lov til det. Og så kunne Jonas da også, tænkte han.

– Men det kunne jeg ikke. Mens jeg var alene, fik jeg mit første panikanfald. Jeg tænkte alle mulige dårlige tanker om, hvad der kunne ske med min mor, mig selv og folk omkring mig. Jeg hyperventilerede, mit hjerte bankede hårdt, og jeg fik kramper i maven. Siden den dag var jeg bange, hver gang jeg var væk fra min mor, og det gjorde så, at jeg også blev bange for alt andet, da jeg ikke kunne gøre noget, uden min mor var der. Bare jeg var alene på mit værelse, tænkte jeg kun på, hvor min mor var henne, selv om hun sad lige inde i stuen. Når man har angst, tænker man alt for meget og forestiller sig alle mulige dårlige ting, der kan ske. Man kan ikke noget, er kun ”oppe i hovedet” og lukker sig helt inde i sig selv, fortæller Jonas, som oven i det hele også fik dårlig samvittighed over, at han havde det sådan.  

– Jeg følte, det var min egen skyld, at jeg reagerede sådan, og jeg var sur og frustreret på mig selv over, at jeg ikke kunne være som alle andre. Og så fik jeg det bare endnu værre. Jeg blev bange for at få alle de dårlige følelser, så man kan godt sige, at det blev en angst for at få angst.

Ingen hjælp

Mia var også frustreret. Hun anede ikke, hvad hun skulle stille op med Jonas, når han fik sine angstanfald, og det hjalp da slet ikke at presse ham til at gå i skole mod hans vilje, som lærerne ellers sagde, at hun skulle. 

For Jonas måtte jo kun blive hjemme, når han havde feber, og hvis man gav efter for hans ønske om at blive derhjemme, fastholdt man ham i den dårlige stime, lød det. 

– Jeg vidste ikke, hvordan man skulle håndtere et barn med angst, men hvis jeg prøvede at presse Jonas, som jeg fik besked på, begyndte han at græde og kunne slet ikke trække vejret. Jeg kunne slet ikke komme i kontakt med ham, fordi han bare gik fuldstændig i panik og smed sig på jorden. Han fik faktisk også ondt i benet på et tidspunkt, så det satte sig også fysisk, så han nogle gange ikke kunne gå, siger Mia, som ikke følte, at der var hjælp at hente nogen steder. 

– Først spurgte jeg skolen om hjælp, men de mente nok bare, at jeg var en pylremor, for der skete ikke rigtigt noget. Så prøvede jeg at gå til lægen, men lægen syntes, jeg skulle gå til familierådgivning hos kommunen. Kommunen syntes dog ikke lige, det var dem, der skulle hjælpe, og sagde, at jeg skulle gå til Statsforvaltningen i stedet. Så jeg søgte rådgivning hos dem, men de mente, at jeg skulle snakke med lærerne. Og så var jeg tilbage til start! Man blev bare sendt rundt i ring, og jo mere vi blev sendt rundt, jo dårligere fik både jeg og Jonas det. Jeg følte mig helt alene med problemerne.

Hverken Mia eller Jonas kan sige præcist, hvorfor angsten opstod. Det var ikke én traumatiserende hændelse, som udløste angsten, men nok snarere en blanding af flere faktorer, lyder deres bud.

Gik ud af skole

– Jonas gik i en klasse med et ret højt konfliktniveau, og lærerne kunne ikke rigtigt håndtere det. Det har selvfølgelig givet en mistrivsel hos mange af eleverne, og jeg tror, det lige så langsomt har sat sig som angst hos Jonas. Min skilsmisse fra Jonas’ far, som egentlig lå flere år tilbage, har nok også været noget, som Jonas pludselig begyndte at reagere på, selv om vi egentlig havde det fint med hinanden, vurderer Mia.

   Når Jonas reagerede voldsomt i skolen, fik han blot at vide, at han var uopdragen, og når han lukkede sig inde i sig selv og ikke var nærværende i timerne, blev han kaldt doven. 

Det gjorde naturligvis heller ikke tingene bedre, og Mia valgte derfor at tage sin søn ud af skolen. Fra 4. til 6. klasse var Jonas ikke i skole. Mia prøvede efter bedste evne at undervise ham derhjemme og fik tilsendt materiale efter behov. Hun følte, at alt ansvaret blev ”hældt over” på hende, men hun ønskede at give Jonas rum til at komme sig. Det var dog ikke uden personlige omkostninger.  

– Jeg fik faktisk også selv angst i forhold til, hvad der skulle ske med både Jonas og mig selv. Jeg var bekymret på min søns vegne, for man skal jo være social og gå i skole. Der er så mange regler for, hvad vi skal gøre med vores børn for, at de kan blive gode voksne, og det billede passede han ikke ind i mere. 

– Der var også en mistænkeliggørelse af mig fra alle sider. Det skinnede igennem, at folk syntes, jeg var en dårlig mor, og at Jonas bare snød mig, fordi han hellere ville sidde derhjemme og spille computer. Det var egentlig det værste af det hele, siger Mia og uddyber:

– Når man mødte venner eller bekendte i supermarkedet, og de spurgte, hvordan det gik, kunne jeg jo kun fortælle, at Jonas ikke kom i skole for tiden, og så gik de helt i panik på mine vegne. Jeg blev beskyldt for at fastholde mit barn i angsten, når jeg ikke tvang ham af sted. Jeg tog det hele til mig og tænkte, at jeg ikke slog til som forælder, og at det nok også var min skyld, at Jonas havde det sådan. Og den stress, som det gav mig, smittede af på Jonas, som så fik det endnu værre. Det var en ond cirkel.

Mias bekymringer blev blot endnu større, da hun til sidst blev nødt til at sygemelde sig fra sit arbejde i fem måneder, så hun kunne være hos sin søn døgnet rundt.  

– Der tænkte jeg: ”Nu mister jeg mit job og mine penge, og så kan jeg heller ikke bo i min lejlighed mere”. Det var bare negative tanker hele vejen igennem, og jeg havde til sidst svært ved at tro på, at jeg nogensinde kunne blive lykkelig igen, fortæller Mia, som i den periode følte sig stavnsbundet til hjemmet.

– Jeg måtte jo være hos Jonas hele tiden, og selv om jeg var der, ville han ikke udenfor. Han turde kun være hjemme, så vi var jo i bund og grund fængslet til vores eget hjem. Bortset fra de møder, vi havde med kommunen og en psykolog, så lavede vi ikke andet end at være derhjemme. Vi fik selvfølgelig også besøg fra familie og venner fra tid til anden, men ellers var vi afskåret fra alt. Fra Jonas var 10 år, og til han fik bugt med angsten godt tre år senere, så han ikke sin far. Anfaldene var svære at forstå og håndtere for Jonas’ far, og det førte til mange konflikter mellem de to, som ikke gjorde noget godt for nogen af dem. Også den øvrige familie mærkede konsekvenserne af Jonas’ angst.

Afskåret fra alt

– Det har været meget svært for Joachim at være storebror i den periode. Han har set på, mens Jonas og jeg har skændtes, når der var noget, jeg gerne ville have Jonas til at gøre. Og det har ikke været rart at se sin lillebror græde og få angstanfald, når man bare er to år ældre og ikke helt ved, hvad det vil sige. Han forstod jo ikke, hvorfor Jonas pludselig opførte sig som en helt anden. Så det har været nogle hårde år for Joachim. Det har også været svært for bedsteforældrene at forstå, hvorfor Jonas ikke bare kunne komme hjem til dem, og hvorfor han følte sig utryg hos dem. Men angst er bare så ulogisk. Hvis man selv er bange for edderkopper, er det jo heller ikke helt logisk, siger Mia.  

I samme båd

Frustrationen over at blive mødt med fordomme og manglende forståelse fik Mia til at oprette en facebookgruppe for forældre, der befinder sig i samme situation. 

Og det er der rigtig mange, der gør, opdagede Mia. Hendes facebookgruppe, ”Børn med angst – forum for forældre”, fik med det samme adskillige medlemmer, som søgte råd hos hinanden, og som delte deres frustrationer over at føle sig svigtede og misforståede af samfundet. Det motiverede Mia til også at stifte ”Foreningen for børn med angst”, hvor hun i dag sammen med et større hold af professionelle arbejder for at udbrede viden om angst.

Et af de bedste råd, Mia selv har fået, og som hun gerne viderebringer på de foredrag, hun nu tager ud og holder landet rundt, stammer fra en far til en af Jonas’ klassekammerater.    

– Han er psykolog og gjorde mig opmærksom på angsthåndteringsprogrammet Cool Kids. Dét blev vendepunktet for Jonas. Her lærer barnet at arbejde sig ud af angsten ved at tage mindre skridt i sit eget tempo, så der hele tiden er succesoplevelser, hvilket gør, at barnet får en større tro på sig selv. Barnet lærer simpelthen at placere graden af sin angst på en skala fra 1 til 10, og derfra kan det stille sig selv små udfordringer, hvor det afprøver sig selv uden at overskride sine grænser. Udfordringerne skal ikke være for lette, for så rykker man sig ikke, men omvendt skal de heller aldrig være sværere, end at man kommer op på 5-6 på skalaen. På den måde kan man lære noget og få en god oplevelse, uden at angsten tager over, forklarer Mia.

I Jonas’ tilfælde betød det, at han langsomt, men sikkert kunne arbejde sig hen mod at begynde i skolen igen. 

– Det begyndte med, at jeg jævnligt fik besøg af en pædagog, som jeg kendte godt fra skolens SFO. Så tog vi på en kort tur til vandet sammen uden min mor, for det var noget, jeg godt kunne lide, og lige så langsomt lavede vi flere og flere ting sammen uden hende. Jeg vidste, hvor min mor var imens, og var tryg ved, at hun kunne komme med det samme, hvis jeg havde brug for det, men det var ikke nødvendigt, for jeg kunne jo se, at jeg godt kunne klare det, siger Jonas. 

En vovehals

I dag klarer han det meste, og han er ikke bange længere. Faktisk er han lidt af en vovehals, der elsker at kaste sig ud i vilde ting       

– præcis ligesom han gjorde, før angsten ramte. Blandt fritidsinteresserne tæller nu svæveflyvning, motocross og kampsporten MMA. 

– Jo farligere, jo bedre. Og helst uden mor, for man er vel teenager, griner Jonas. 

Det er nok også de færreste, der ville have modet til at stå frem og fortælle om så sårbar en tid i sit liv. Men det gør Jonas gerne.

– Jeg vil gerne hjælpe andre i samme situation, og så bliver man nødt til at bryde de tabuer, der er forbundet med at have angst. Det er selvfølgelig ikke det mest fantastiske at tale om sin egen sårbarhed, men det er vigtigt, at nogen siger ”pyt med det”. Nogen skal jo gå forrest, smiler han.  

Børn med angst

På hjemmesiden boernmedangst.dk kan du læse mere om ”Foreningen for børn med angst”, som Mia har stiftet. Her finder du også gode råd til, hvad du selv kan gøre, og hvor du kan søge hjælp, hvis du har et barn med angst.

Foreningen har desuden en hjemmeside for børn, hvor angstramte børn kan finde øvelser og se videoer med andre børn, der har haft angst. Se mere på tilbagetiltrygheden.dk.