Brev til Anne-Marie Østersø: Jeg har slået hånden af min søn

Den anonyme har gjort alt, hvad hun kunne for at få sin søn ud af misbrug, og nu ser hun ingen anden mulighed end at slå hånden af ham, hvis resten af familien skal overleve. Det giver fordømmelse fra omverdenen. Clairvoyante Anne-Marie forstår dog godt den ulykkelige mor.

Kvinde græder

Kære Anne-Marie

Min søn er misbruger, og nu har vi slået hånden af ham. Selv om det har været hårdt at nå dertil, føler jeg, at det er det rigtige, hvis jeg skal have noget ud af mit liv. Men jeg kan mærke, at der bliver set skævt til mig, når jeg fortæller andre om vores valg. Det virker, som om de tænker, at vi ikke vil gøre alt for vores søn, og jeg får også bemærkninger om det. Det er fra mennesker, som ikke forstår det helvede, vi har været i de seneste fem år.

Jeg elsker min søn, men jeg vil ikke trækkes med ned i skidtet. Jeg har også en anden søn, som jeg gerne vil kunne være noget for.

Jeg har gået i terapi, og det samme har min mand, og vi er ved at finde dagligdagen igen, selv om det sidder i baghovedet, at vi kan blive ringet op og få at vide, at vores søn er død. Nogle gange ønsker jeg faktisk, at det sker, for det er ikke et værdigt liv, han har nu. Men det tør jeg ikke sige højt, og selvfølgelig ønsker jeg ikke min søn død inderst inde. Allermest ønsker jeg, at han bliver clean, og vi får et helt almindeligt familieliv, for som det ser ud nu, prøver vi bare at få vores familie til at fungere.

Jeg har mødt dig for mange år siden, og du virkede sød og som én, der ikke dømte andre, og det er nok derfor, jeg fik lyst til at skrive til dig. Jeg regner ikke med svar, for jeg ved, at jeg har gjort alt for min søn. Men måske kan du bringe mit brev i Ude og Hjemme, så andre forældre i samme situation kan spejle sig i mig. Måske har andre haft de samme tanker, og jeg vil gerne sige til dem, at det er i orden at give op.

Kærlig hilsen
Den anonyme

LÆS OGSÅ: LINN VAR MISBRUGER I 10 ÅR

Kære Anonyme

Selvfølgelig vil jeg bringe dit brev, og jeg er ikke i tvivl om, at I som familie har gjort alt, hvad I kunne for at gøre det bedste for jeres søn. At andres uvidenhed får dem til at dømme jer, kan du på måde bruge til noget.

Tak, fordi du deler din historie med mig og læserne. Jeg er sikker på, at der er andre forældre, der har det på samme måde som dig. Lad det være de sidste ord. Jeg håber det bedste for din søn og for jeres familie.

Mange kærlige tanker fra
Anne-Marie