En læser fortæller: Jeg elsker mormormad

Jeg laver mad, når jeg er bekymret, og jeg laver mad, når jeg er glad. Mad er den bedste terapi for mig.

Familie spiser mad

Mig og min skønne mormor

– Elsker du bare at lave mad, moster? spurgte min 5-årige niece forleden, mens hun sad på køkkenbordet og fulgte opmærksomt med i tilblivelsen af en omgang opbagt sovs, som vi ikke er mange, der laver mere.

Det kunne jeg med et smil bekræfte. Jeg elsker at lave mad, og jeg elsker at spise det. Synet af lille, nysgerrige Emily, der sad der på køkkenbordet, fik mig til at tænke omkring 40 år tilbage i tiden, hvor jeg sad på præcis samme måde i min mormors køkken.

Jeg elskede at se min mormor lave mad, og jeg kan i dag næsten ikke komme i tanker om noget mere hyggeligt end at sidde og følge med i, hvordan al den skønne mormormad blev til. 

Da jeg var lille, var jeg ofte på besøg hos mine bedsteforældre, fordi forholdene derhjemme ikke var gode. Min far og mor var skilt, og det havde taget hårdt på min mor. Derfor nød jeg tiden hos morfar og mormor, hvor alting føltes normalt. 

Mormor stod ofte i køkkenet, og jeg var fast tilskuer, når lejligheden bød sig. Hun kaldte mig sin lille køkkenskriver, og det er en titel, som er gået i arv til både min søn og min niece.

Læs også: Mormors medicin

Når mormor rørte flittigt i gryderne, skrålede hun med på sange i radioen, eller også sang hun selv, og så sang jeg med. 

”Langt ud’ i skoven lå et lille bjerg…” sang vi i kor, mens mormor formede de perfekte frikadeller eller stegte løg til hakkebøffer. Jeg kan stadig mindes duften af mormors køkken, og hvor helt igennem glad det gjorde mig, når vi var sammen derude.

Gæster med appetit

Derfor er det måske heller ikke så underligt, at jeg i dag selv elsker at lave mad. Ikke bare mad, men mormormad på den gammeldags facon, som efterhånden er ved at gå helt af mode. 

Jeg laver mad, når jeg er bekymret for noget, og jeg laver mad, når jeg er i godt humør. Mad er den bedste terapi for mig, og det skal naturligvis også indtages, når det er lavet, så derfor er jeg også blevet en lidt rund kvinde med tiden, hvilket jeg har affundet mig med. Jeg hviler i eget fedt, kan man vel sige. Det er muligvis ikke så sundt, men jeg dør nok ikke af lidt sovs på sidebenene. 

Dog kan jeg ikke spise al den mad selv, og min søn er underligt nok ikke den største fan af mormormad. Han elsker at lave mad og være med i køkkenet, så meget har jeg ført videre, men han eksperimenterer mere med det japanske køkken. 

Derfor bliver der ofte inviteret gæster til spisning, som jeg ved vil værdsætte min gammeldags mad. De er godt klar over, at de skal medbringe en solid appetit, for jeg kan ikke begrænse mig, når det kommer til at vælge retter. 

Læs også: Moderne mormormad

Det begynder med, at jeg beslutter mig for en enkelt ret, men pludselig er der bygget på, og når gæsterne har sat sig, og maden bliver båret ind, er der som regel fem-seks retter at kaste sig over. 

Det er ikke småretter og tapas, som er så moderne i dag. Nej, det er solide retter, så gæsterne skal kravle hjem, når aftenen slutter, som regel medbringende rester fra måltidet. Intet skal gå til spilde, og selv om jeg er rund, må der være en grænse. 

Mormormad må ikke uddø

I dag er min mormor gået bort, men jeg er sikker på, at noget af hende lever videre i mig, når jeg står og kokkererer forloren hare, bankekød og tarteletter. Madmæssigt er jeg en gammel sjæl, men jeg er dog med på noderne på andre områder. 

Derfor er min mad nu også endt på nettet, for jeg har både lavet en blog og en Instagramprofil, hvor jeg viser billeder af min dejlige mad. Det er lidt pudsigt, for før i tiden kunne jeg ikke begribe, hvorfor nogen havde behov for at bringe fotos af deres mad på nettet, men nu er jeg vild med det. Man har vel et standpunkt, til man tager et nyt, og nogen er trods alt nødt til at holde begrebet ”mormormad” i live, så det ikke uddør helt.

Send din egen historie til nina.ebbesen@udeoghjemme.dk - vi garanterer anonymitet.