En læser fortæller: Jeg er bekymret for min datter som er single

Hun er 33 år, single og lader til at nyde sit liv. Jeg forstår det ikke, for i min verden bliver man gift og får børn...

Mor taler med sin datter som er single
Illustration: Fernandez

Vores datter er stadigvæk single

Jeg havde altid troet, at min og Jens’ datter, Klara, ville få mand og børn. I min verden er det naturligt, at unge mennesker finder sammen og får børn. Nogle bliver så skilt igen og finder nye partnere. 

Sådan er det ikke gået for Klara. Hun havde et par kærester i ungdomsårene, men siden har hun været single. Hendes lillebror, Bjørn, der ellers var noget af en vildbasse i sin ungdom, er faldet til ro og har fået kæreste og barn, men ikke Klara.

Min mand, Jens, og jeg kan ikke helt forstå det, for vi syntes, at vores datter har meget at byde på. Hun er sød, glad for børn, ser godt ud, har taget en god uddannelse og har et job, hun er glad for. Men kærligheden kan hun ikke finde.

Da Klara var yngre, var vi sikre på, at det bare var et spørgsmål om tid, før hun mødte en fyr. Kort efter gymnasiet flyttede hun til København og begyndte på handelsskolen. Hun ringede ofte og skrev lange breve om sit studie, studiejobbet og de nye venner, men der stod ingenting om fyrene.

– Jonna, hun skal nok lige vænne sig til at bo i storbyen, sagde Jens. – Så kommer det sikkert. København er jo fuld af mænd.

Vi tog ofte turen over Storebælt og besøgte Klara i hendes lille lejlighed i Nordvest-kvarteret, og vi var sjældent kommet ud af overtøjet, før Jens spurgte: – Nå, har min yndlingsdatter så fået sig en kæreste?

I begyndelsen slog Klara det hen med en sjov bemærkning, men som årene gik, mærkede vi, at hun ikke længere brød sig om emnet.

– Nej, jeg har ikke fået en kæreste, svarede hun vrissent. – Gider I godt lade være med at spørge hele tiden? Der er altså andet i livet end mænd.

Der blev stille i lejligheden, og jeg skyndte mig at spørge til hendes eksaminer. Resten af dagen var der ingen, der turde nævne Klaras kærlighedsliv eller mangel på samme.

På vej tilbage til Jylland talt vi om Klaras reaktion.

– Jens, du kan da også godt lade være med at grave i det hele tiden, sagde jeg. – Når det nu gør hende ked af det.

– Men du vil jo også gerne vide, om hun ikke har fundet en fyr, ikke? forsvarede han sig.

Det var sandt, men vi blev dog enige om, at vi hellere måtte undgå emnet.

En ensom stakkel

I årene, der fulgte, spurgte vi ikke længere til Klaras kærlighedsliv. Faktisk blev det nærmest et tabu. Vi var ikke de eneste, der undrede sig. Når jeg løb på Klaras gamle veninder i byen eller deres mødre, spurgte de altid til Klara, og når jeg havde fortalt, at hun boede i København og havde det godt, kom de næste spørgsmål til at handle om mand og børn. 

I begyndelsen kunne jeg slå det hen med, at hun havde travlt med sit studie, men da uddannelsen var i hus, og Klara havde fået et godt job i en kommune, blev det svært at komme med et fornuftigt svar.

– Hun har så travlt med sit arbejde, svarede jeg.

– Ja, de har så travlt, de unge, men de skal skynde sig, før det bliver for sent, sagde Lines mor og fortalte, hvordan Lines kæreste havde friet, da graviditetstesten viste to streger.

Jeg ønskede Lines mor tillykke og skyndte mig væk. Jeg kunne ikke slippe følelsen af, at jeg blev nødt til at undskylde for den manglende mand i Klaras liv. Som om hun var en fiasko, fordi hun var single.

En læser fortæller: Jeg føler mig som en dårlig mor

Jeg huskede, at en af mine veninder, Susanne, havde en storesøster, der aldrig blev gift. Hun var sådan en trist, grå eksistens, der boede i en lille, mørk lejlighed og passede sit job på det lokale apotek. Hun talte så lavt, at man altid måtte bede hende gentage, hvorpå hun rødmede langt ned ad halsen. 

Nu frygtede jeg, at min datter ville ende som en nutidig version af Susannes storesøster. Som en ensom stakkel, alle havde ondt af.

Lillebror med baby

Jeg havde ondt af Klara, når vi var samlet til familiefester, og hun altid kom alene. Det måtte ikke være sjovt at se sig overhalet af sin lillebror, der kom med en baby på armen og kæresten i hånden. Klara lod sig ikke mærke med det, og jeg hørte, hvordan hun elegant parerede uden om de nysgerrige tanters spørgsmål om hendes privatliv.

Jens og jeg havde opgivet at få et svar fra Klara. I stedet ledte vi efter tegn og tolkede ethvert ord fra hende i håb om at få svar på vores spørgsmål.

– Hun skriver, at der er mange unge mennesker i hendes afdeling, læste Jens op fra en mail. – Lad os håbe, at der også er nogle søde fyre.

En læser fortæller: 40 år og nybagt mor

Klara havde været meget seriøs med sine studier og havde gjort det så godt, at hun var blandt de få, der havde fået job med det samme. Nu tog hun sit nye job meget seriøst, og vi var stolte af vores datter, men jeg var alligevel bekymret for, om hendes flid kostede på kærlighedsfronten.

– Husker du nu også at more dig? spurgte jeg en dag i en telefonsamtale. – Hele livet skal jo ikke gå op i karriereræs.

– Mor, stop så, sagde hun vredt. – Er der noget forkert i, at jeg gerne vil bruge min uddannelse til noget? Det kan godt være, du synes, det er herligt at bruge hele livet på at farve hår, men jeg har altså andre ambitioner.

Jeg kunne ikke undgå at blive lidt stødt, for jeg havde altid været glad for min lille salon, som lå i forlængelse af vores hus.

– Det var altså ret perfekt, da I var små, sagde jeg. – Når I kom hjem fra skole, løb I bare ud til mig i salonen. Det er jo svært at have børn, hvis man også vil være karrierekvinde.

Det kom til at lyde mere anklagende, end meningen var. Klara sukkede og sagde, at hun blev nødt til at løbe.

En læser fortæller: Mit liv som bonusmor

Over middagen fortalte jeg Jens om den kiksede telefonsamtale.

– Måske er hun til kvinder, foreslog Jens.

Jeg rystede på hovedet. Jeg kunne ikke forestille mig, at vores datter pludselig skulle være sprunget ud som lesbisk i en alder af 33 år.

– Hvis hun var lesbisk, havde hun sagt det til os, sagde jeg. – Vi er da voksne og rummelige nok til, at hun kunne fortælle det. Det er ingen skam at være homoseksuel i dag.

Jeg formodede, at vores datter ville have fortalt os det, men jeg måtte også indrømme, at jeg ikke kunne være helt sikker, for jeg havde aldrig haft et fortroligt forhold til hende.

Få et barn alene

Klara passerede de 35 år og fejrede dagen med en venindetur til Paris. Hun sendte os fotos af hende og Julie foran Eiffeltårnet. Selv om hun så glad ud, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om hun ikke ville have været gladere, hvis hun havde stået der sammen med en kæreste i stedet for Julie.

Det var bestemt dejligt, at hun havde gode veninder, som hun hyggede sig sammen med, men hvis hun ville have børn, skulle hun ikke vente alt for længe. Jeg var selv 33 år, da jeg fik Bjørn, og det tog noget længere tid, end da jeg blev gravid med Klara fire år tidligere.

Single: Netdating gav min selvtillid et hak

Talte jeg med mine veninder, hørte jeg ofte historier om deres børn, der var i fertilitetsbehandling, og jeg frygtede, at Klara måske ikke ville nå at blive mor. Men der var jo også sæddonorer…

– Hold nu op, sagde Klara irriteret, da jeg nævnte det for hende.

– Jamen, det er da intet galt i at få et barn alene, sagde jeg. – Det er der mange kvinder, der får.

Klara rullede med øjnene: – Mor, jeg har hørt om sæddonorer, men jeg er ikke interesseret, okay?

Ikke en ensom pebermø

Ugen efter kom Bjørn forbi til en hurtig kop kaffe. Han nævnte, at han lige havde talt med Klara og skulle hilse.

– Jeg er altså lidt bekymret for hende, begyndte jeg.

Bjørn så undrende på mig: – Hvorfor det? Hun har da et fedt liv. Hun er hele tiden ude at rejse, går til koncerter og spiser ude. Jeg gad godt bytte en uge eller to. Et godt job, penge nok og gode venner. Det fede liv!

– Men hun har jo ingen kæreste, indvendte jeg. – Det må være hårdt for hende at se dig og din familie, når hun ikke selv har nogen.

Bjørn rystede på hovedet: – Mor, du er altså så frygteligt gammeldags. Klara er glad og tilfreds, så kan du ikke bare slappe af og være glad på hendes vegne? Jeg tror ikke, at hun savner en mand, og hvis hun vil have et barn, så får hun det da bare. Du kender Klara – hun får det, hun vil have.

En læser fortæller: Sølvbrud for anden gang

Bjørn og Klara havde altid haft et fortroligt forhold, så jeg måtte tro på hans udlægning af Klaras liv.

– Hun ser sine veninder som sin familie, sagde han. – Og hun har lavet en aftale med sig selv om, at hun vil forholde sig til det med børn, når hun bliver 37.

– Men savner hun ikke en mand? spurgte jeg.

Bjørn grinede: – Mon ikke der somme tider drysser en mand forbi, uden at hun fortæller jer det?

Da min søn var gået, tænkte jeg længe over vores snak. Det gik op for mig, at Jens og jeg så Klara i et helt forkert og stivsindet lys. Hun var jo ikke en ensom pebermø, men en stærk og selvstændig kvinde, der traf sine egne valg.

Efterfølgende har jeg ikke været så bekymret for Klara. Finder hun en mand, er det fint, og hvis ikke, er jeg sikker på, at hun nok skal få sig et godt liv. 

Hvad Klara angår, tror jeg bare, hun er lettet over, at vi er holdt op med at spørge så meget.