En læser fortæller: Jeg smed min søn ud

Når Markus kommer hjem på besøg og fylder hele sofaen, nyder jeg det faktisk. Sådan har det ikke altid været...

Illustration: Fernandez

En lidt forkælet søn

Jeg fik Markus, da jeg var 27 år. Da han var 5, blev hans far og jeg skilt, hvorefter Markus og jeg stort set ikke så mere til ham, fordi han flyttede til en anden del af landet. Efter skilsmissen havde Markus og jeg nogle stille og rolige år, hvor vi boede bare os to alene. Måske kom jeg til at forkæle ham lidt for meget i den periode. 

Da jeg senere mødte Nicklas og forelskede mig i ham, blev Markus en af de tilbagevendende diskussioner mellem os, for Nicklas syntes, at han var alt for forkælet. Det var dog ikke det store stridspunkt, for faktisk var Nicklas vild med Markus og behandlede ham som sin egen søn. Efter at vi havde været kærester i et års tid, flyttede Nicklas og jeg sammen, og da Markus var 10, fik vi Alberte. 

Alt i alt fungerede vores familie fint, selv om vi havde travlt som alle andre. Nicklas var blikkenslager og havde altid mange opgaver, og jeg arbejdede på et plejehjem med skiftende arbejdstider og stod også for madlavning og indkøb derhjemme. 

På trods af, at jeg havde masser at se til, og at Markus blev ældre, blev jeg nok ved med at forkæle ham. Selv da han gik i gymnasiet, forlangte jeg stort set intet af ham.

– Når man er fyldt 18 år, burde man altså gøre rent på sit eget værelse, sagde Nicklas til mig, da han en søndag eftermiddag så mig støvsuge på Markus’ værelse. Markus selv var hjemme hos en ven og lave en skoleopgave.

– Ja, ja, men han har jo så meget at se til, sagde jeg og smilede. 

Inderst inde vidste jeg godt, at Nicklas havde ret, men det var vigtigt, at Markus fokuserede på sin skole, og samtidig havde han et fritidsjob på en cafe, han skulle passe. 

Hvis jeg skal være helt ærlig, orkede jeg nok heller ikke alle diskussionerne, der opstod, når jeg endelig bad Markus om noget. Hvis jeg ville have ham til at gå ned efter mælk, skulle jeg bede ham om det fem gange, før der skete noget, og så var det ikke engang sikkert, det blev gjort. Det samme gjaldt rengøringen af hans værelse, og nu var hans værelse så beskidt, at jeg ikke kunne holde det ud mere. Så gjorde jeg det bare selv.

Med andre ord bar jeg over med Markus, selv om han var luddoven derhjemme. Heldigvis lavede han, hvad han skulle i skolen, og det var en stor dag, da han blev student. Da jeg så ham med huen på, kunne jeg ikke lade være med at tænkte, at det også lidt var min skyld, at han havde fået så fint et gennemsnit, fordi jeg havde givet ham tid til at passe skolen. 

Samtidig glædede jeg mig over, at han kunne begynde at hjælpe mere til derhjemme. Nu havde han besluttet sig for at tage et sabbatår og tjene nogle penge, indtil han fandt ud af, hvilken uddannelse han ville søge ind på.

Læs også: En læser fortæller - Jeg fik aldrig søskende

Det var nemmere at gøre det selv

Men Markus begyndte ikke at hjælpe mere til. Han fortsatte med at arbejde på cafeen nogle timer om ugen, men kunne af en eller anden grund ikke tage sig sammen til at søge et fuldtidsjob, fordi han i cafeen lige akkurat tjente nok til, at han kunne få det til at løbe rundt. Hverken husleje eller mad bidrog han til

Fordi han arbejdede så lidt, havde han masser af tid, som han brugte på at ligge på sofaen og se tv, eller også sad han på sit værelse og spillede computer. Om aften var han sammen med sine venner.

Jeg prøvede nogle gange at få ham til at hjælpe til, men det endte altid med, at jeg gjorde det selv. Hvis jeg havde bedt ham om at købe ind, havde han glemt det, og, når vi andre kom sent hjem om eftermiddagen, var han fuld af gode undskyldninger for, hvorfor han ikke havde ryddet op eller var gået i gang med maden. Til sidst bliver man træt af at blive skuffet, og så holder man op med at bede om noget.

Nicklas fik jeg heller ikke meget hjælp af i den periode. Han havde travlt med nogle store byggeprojekter, men i det mindste tjente han penge, så det hele løb rundt. 

Markus bidrog med ingenting. Det var faktisk, som om han troede, at han boede på hotel. Han kom og gik, som det passede ham, og køleskabet betragtede han som et tag selv-bord. Flere gange oplevede jeg, at han og hans venner havde spist den mad, jeg havde regnet med, at vi skulle have til aftensmad. Når jeg skældte ham ud, hjalp det aldrig. Han lukkede sig bare inde på sit værelse, hvor han sad og surmulede.

Jeg blev mere og mere irriteret, men også bekymret for, hvad der skulle blive af ham. Tænk, at han ikke engang kunne tage sig sammen til at søge et ordentligt job. Så vidt jeg kunne fornemme, brugte han heller ikke tid på at undersøge noget som helst omkring uddannelse. Derimod begyndte han at gå mere og mere i byen, og flere gange vågnede jeg om natten ved, at han kom fuld hjem. Det skete også på hverdage, hvor vi andre skulle op og på arbejde.

– Jeg kan ikke holde det ud, hvæsede jeg en nat til Nicklas, da vi begge var blevet vækket af Markus, der væltede beruset rundt ude i gangen.

– Det er jo det, jeg altid har sagt. Du har forkælet ham, og se, hvad du har fået ud af det. 

Jeg kunne nærmest høre Nicklas smile i mørket og kunne ikke lade være med at tænke, at han havde ret. Jeg besluttede mig for at tage en alvorssnak med Markus dagen efter. Nu måtte han altså tage sig sammen. Han var 20 år. Han var voksen!

Igen gik det, som det plejede, når jeg krævede noget af ham. Først var han fuld af gode undskyldninger, og så endte det med, at han blev sur på mig.

– Du siger, jeg skal finde et job, men er du klar over, hvor svært det er? råbte han og gik ind på sit værelse. Bagefter var intet ændret i hans opførsel.

Læs mere: En læser fortæller - Jeg følte mig svigtet af en veninde

Det her var for usselt

Et par uger senere sad Alberte og jeg en fredag morgen og spiste morgenmad, inden jeg skulle på arbejde, og hun skulle i skole. Nicklas var allerede taget på arbejde, og Markus var slet ikke kommet hjem. Jeg tænkte, at han nok havde sovet hos en ven. 

Pludselig kunne jeg høre hoveddøren gå. Jeg forventede, at Markus ville komme ud i køkkenet, men det gjorde han ikke, så jeg gik ud i gangen, hvor han stod hønefuld og forsøgte at tage sin jakke af. 

Han kiggede op på mig, da jeg kom. – Hej mor, sagde han snøvlende. 

Han var ikke til at holde ud at se på, helt hvid i hovedet og med mørke rande under øjnene. Pludselig begyndte han at kaste op ud over det hele.

Nu kunne jeg ikke mere, for det her var simpelthen for usselt. Jeg havde på ingen måde ondt af ham, og selv om jeg helst ikke ville råbe, når Alberte var der, kunne jeg ikke lade være.

– Nu er det slut, Markus! Når du er færdig med at kaste op, kan du gå i seng, og når du vågner, kan du gøre rent efter dig og gå i gang med at lede efter et andet sted at bo. Jeg gider ikke det her mere!

Alberte kiggede måbende på mig, da jeg kom ud i køkkenet, for det var sjældent, at jeg blev så vred. 

Senere på dagen begyndte jeg at få dårlig samvittighed. Havde jeg været for hård? Jeg ringede til Nicklas, der bakkede mig op, og så besluttede jeg mig for at stå fast, også for Markus’ egen skyld. Det var på tide at han kom videre. Som det var nu, var vi med til at give ham rammerne for, at han kunne leve, som han gjorde, hvor han brugte alle sine penge på druk, chips og cola og intet bidrog med herhjemme.

Nu skete der noget

Det viste sig heldigvis at være den rigtige beslutning. Selv om man hører, at det er svært for unge mennesker at finde et sted at bo, var Markus heldig og fandt hurtigt et værelse, han kunne leje. I de første måneder efter at han var flyttet, hørte vi nærmest ikke fra ham, og jeg må indrømme, at jeg var meget bekymret. Jeg frygtede, at han fortsatte med at drikke og spille computer til langt ud på natten. 

Efter et stykke tid var det alligevel, som om der skete et eller andet. Jeg tror, Markus fandt ud af, at han var ansvarlig for sit eget liv. Køleskabet blev ikke fyldt automatisk, og huslejen betalte ikke sig selv. I hvert fald fik han et fuldtidsjob, hvilket betød, at han droslede ned på byturene. 

I dag er Markus gået i gang med en uddannelse. Han bor stadig på sit lejede værelse, og det går ham godt. Jeg nyder, når han er hjemme på besøg – også når han bare ligger på sofaen, ser fjernsyn og glemmer at spørge, om der er noget, han skal hjælpe med.