En læser fortæller: Jeg spildte tre år på ham

I stedet for at stå ved sit valg om at forlade sin kone gav han mig skyldfølelse over alt det, han havde ofret.

Illustration: Fernandez

Jeg skulle give ham en chance

Jeg mødte Jens Christian i Østrig, da jeg var 32 år og på skiferie med en veninde. Han var fraskilt, 10 år ældre og i selskab med en større gruppe fodboldkammerater. Det var i baren på vores hyggelige hotel, at han kom hen og flirtede med mig. Jens Christian var virkelig dejlig med sine blå øjne og lyse strithår, og vi endte med at være et par under resten af ferien. 

Han boede på Fyn, mens jeg boede i København, så jeg regnede ikke med, at vores ferieflirt ville udvikle sig til noget mere seriøst. Da vi var tilbage i Danmark, ville Jens Christian dog meget gerne komme til København og besøge mig i en weekend. I telefonen lagde jeg ikke skjul på, at jeg kun var interesseret i et fast forhold. På sigt drømte jeg om at få familie og børn, og det var heller ikke noget problem ifølge ham. 

Da Jens Christian kom hjem til mig den fredag, holdt han mit hoved mellem sine hænder, kyssede mig på munden og sagde, at han ikke havde kunnet slå mig ud af hovedet, siden han kom hjem. Han vidste, at det skulle være os to. 

En læser fortæller: Jeg delte ham med andre

Sådan havde jeg det også selv, da han kørte hjem igen. Vi havde haft det fantastisk i den weekend, og jeg kunne næsten ikke vente, til han kom tilbage den efterfølgende weekend. Efter at vi havde set hinanden i et par måneder på den måde, havde han stadig ikke inviteret mig til at besøge ham på Fyn. Hver gang jeg havde sagt, at jeg gerne ville se, hvordan han boede, havde han en ny undskyldning.

Sådan fortsatte det, lige indtil den dag han indrømmede, at han ikke var fraskilt, men stadig gift. Forklaringen på hans forhold til mig var, at hans ægteskab var stendødt. Han og hans kone havde ikke andet end deres to børn til fælles. 

Selvfølgelig fik jeg et chok, men han tryglede mig om at give ham en chance, for han ville snart gå fra hende. Selv om alle mine veninder rullede med øjnene og advarede mig om, at jeg ikke skulle spilde mere tid på ham, var jeg så forelsket, at jeg valgte at tro på ham. 

Min tålmodighed var brugt op

Efter vores første år sammen var han stadig ikke gået fra sin kone. Der blev ved med at komme noget i vejen. Hvis ikke han ældste søn skulle konfirmeres, skulle de lige have overstået konens 40- års fødselsdag, og så blev hans far alvorligt syg, hvorefter han ikke nænnede at kaste endnu en bombe i familien. 

Jeg forstod godt, det var sin sag at bryde med sit gamle liv og ikke mindst at forlade sine børn, som han var meget tæt knyttet til. Men da der var gået halvandet år, var min tålmodighed brugt op. Jeg gav ham et valg – enten gik han fra sin kone, eller også brød jeg med ham. Jeg elskede ham, men kunne ikke spilde mere af mit liv på at vente på ham. 

Modsat hvad mine veninder havde advaret mig om, endte Jens Christian faktisk med at gå til bekendelse over for sin kone og fortælle hende, at han havde mødt mig og ville skilles. Hun brød helt sammen, og han måtte ringe efter hendes forældre, der kom for at være hos hende og børnene, mens han pakkede sine ting.

En læser fortæller: Han kunne have været perfekt for mig

Da han kom hjem til mig, var han dybt rystet over sin kones voldsomme reaktion, og samtidig var han ude af sig selv ved tanken om, hvordan det fremover skulle gå med deres samarbejde om børnene. 

Jeg forsøgte at berolige ham, for hun skulle bare have tid til at komme sig over chokket. Deres ægteskab havde jo længe været dødt, som han selv havde sagt. 

Jens Christian skubbede mig væk, mens han rystede på hovedet og blinkede tårerne væk. Måske var det først nu ved at gå op for ham, hvad han egentligt havde gjort. 

Jeg følte mig skyldig

Selv havde jeg også svært ved at glæde mig over, at Jens Christian endelig var min. Han var helt nede i kulkælderen, og på en eller anden måde fik han det til at virke, som om det var min skyld. Når jeg spurgte, om han havde fortrudt, rystede han på hovedet. 

Det var mig, han elskede og ville være sammen med. Han skulle bare lige have tid til at vænne sig til, at han ikke længere boede sammen med sine børn. Det spørgsmål, der pinte ham allermest, var, om de nogensinde ville tilgive ham. Selv hans egne forældre og alle hans og konens fælles venner havde taget hendes parti og ville ikke have noget med Jens Christian at gøre. 

I mit stille sind var jeg usikker på, om jeg overhovedet var alle Jens Christians afsavn værd. Jeg elskede stadig ham, så det gjorde helt ondt, men det var frygteligt at se, hvor meget han led – ikke mindst under savnet af sine børn. De nægtede at møde mig, og når han tog hjem og besøgte dem hos deres mor, bebrejdede hun ham stadig grædende, at han havde bedraget hende og ødelagt deres familie. 

En læser fortæller: Min datters kæreste var voldelig

Jeg kunne heller ikke selv lade være med at føle mig skyldig, for selv om Jens Christian i begyndelsen havde løjet om, at han var skilt, havde jeg trods alt i endnu længere tid vidst, at han var gift. 

I løbet af det næste år kæmpede Jens Christian for at få sine børn til at acceptere skilsmissen, mens han samtidig ikke ville presse dem til at møde mig. Han holdt også jul sammen med dem og hans ekskone i deres gamle hus, mens jeg gav ham den tid, der skulle til. På et eller andet tidspunkt måtte der jo falde mere ro på situationen, så Jens Christian kunne slappe mere af, og vi kunne begynde at tage hul på et nyt liv sammen. 

Men uanset hvor tålmodig jeg var, mistede Jens Christian indimellem besindelsen og skældte mig ud, hvis jeg så meget som forsøgte at tale om fremtiden. Han mente, at jeg ikke forstod, hvilken svær situation, vores forhold havde sat ham i. Bagefter undskyldte han mange gange og sagde, at vi selvfølgelig skulle tale om fremtiden. Bare ikke lige nu. 

Børn kan ikke vente

Jens Christian inviterede mig på en forlænget weekend til Rom, da jeg fyldte 35 år, Der sad vi så på en romantisk restaurant, mens han fortalte mig, hvor meget han elskede mig. Jeg elskede også ham, men nu blev vi nødt til at tage hul på det spørgsmål, der efterhånden hele tiden rumsterede i mig. Børn. 

Da jeg sagde, at jeg var i kommet i den alder, hvor det med at få børn ikke kunne udsættes meget længere, blev han meget vred. – Hvordan kan du sidde her og presse mig til at tale om at få børn, når jeg ikke engang kan være far for de to, jeg i forvejen har derhjemme? 

– Derhjemme? sagde jeg og stillede vinglasset fra mig. – Hvor er det så egentlig henne for dig? Er det hjemme sammen med mig? Eller hjemme hos dine ekskone? 

Han svarede ikke, men gemte ansigtet i hænderne. Da han endeligt løftede blikket, sagde han forpint, at han elskede mig, og hvis jeg elskede ham lige så højt, ville jeg kunne forstå, at hans børn var det vigtigste i hans liv. Hvis han fik et barn med mig nu, risikerede han, at de aldrig ville se ham igen, og den chance kunne han bare ikke tage. 

Jeg sad og kiggede på ham, mens tårerne løb ned ad mine kinder. Først nu indså jeg for alvor, at Jens Christian i virkeligheden aldrig rigtig var gået fra sin kone. Det kunne godt være, at de var skilt, og han boede sammen med mig, men i tankerne var hans stadig sammen med hende og deres børn. 

Da vi en time senere kom tilbage til hotellet, tryglede han mig om at give ham mere tid. At få børn sammen var jo ikke udelukket, det skulle bare ikke være nu, for han kunne ikke overskue det. 

Den tid havde jeg bare ikke. I det hele taget indså jeg, at jeg havde spildt tre kostbare år af mit liv på at vente på en mand, der måske aldrig ville være i stand til at beslutte sig for noget som helst.

Aldrig mere gifte mænd

Hjemme i Danmark igen bad jeg ham om at pakke sine ting. Selv om det var smertefuldt, kunne jeg ikke længere være sammen med en mand, der stod med et ben i hver lejr. Jeg ville have en mand, der stod ved sit valg om at ville være sammen med mig. Ikke en, som gav mig skyldfølelse over alt det, han havde ofret for at komme til det. 

Måske var han i virkeligheden lettet over, at jeg traf det valg på hans vegne. I hvert fald protesterede han ikke, men pakkede sine ting og kyssede mig på kinden. 

Samme aften skrev han til mig, at han var taget hjem til sin familie, der havde ladet ham flytte tilbage midlertidigt, mens han tænkte over, hvad han nu ville. 

Det er i dag et år siden, og mens jeg er ved at være kommet mig over ham, bor han stadig sammen med sin ekskone og børn. Om det så er der, han virkelig inderst inde helst vil være, eller om han savner mig, ligesom jeg indimellem også stadig savner ham, skal jeg ikke kunne sige. Jeg har ikke siden ønsket at have mere kontakt med ham.

I dag drømmer jeg stadig om at møde en mand og få børn, men jeg ved med sikkerhed, at jeg hellere vil undvære end at have noget med en gift mand at gøre igen.

Send din egen historie til nina.ebbesen@udeoghjemme.dk - vi garanterer anonymitet.