En læser fortæller: Stalket af en fremmmed

Jeg havde solgt en stol til ham, og nu troede han, at vi var kærester. Uanset hvad jeg skrev til ham, blev han ved...

Modelfoto: Panthermedia

En klam type

Jeg var 30 år, da min kæreste, Simon, og jeg besluttede os for at flytte sammen. Vi havde været sammen i et par år, og vi var altid hos ham, så jeg opsagde min lejlighed og solgte samtidig en del af mine møbler på en markedsplads på nettet.

En mand, der hed Stefan, ringede til mig om min kontorstol, og jeg aftalte med ham, at han kunne komme og se den i min lejlighed nogle dage senere. 

Han kom halsende op ad trapperne en smule før tid og virkede i det hele taget meget ivrig.

– Er det den her? Nej, hvor er den pæn, sagde han og løftede øjenbrynene, så hans pande blev fyldt med rynker. 

Jeg havde skudt ham til at være på min alder, men han var nok alligevel 5-10 år ældre. Det bekræftede han selv, da han ganske uopfordret gik i gang med at fortælle om sit liv. Han var sælger, boede lige i nærheden, og faktisk havde han råd til en ny stol, men han godt kunne lide genbrug.

En time senere fik jeg ham endelig ud af lejligheden sammen med stolen. Han havde tilbudt at betale 300 kroner ekstra for den, fordi han mente, at den var i meget fin stand, men jeg afslog. Det virkede mærkeligt, og han virkede mærkelig. 

Da vi stod på trappeafsatsen, rakte jeg ham hånden for at sige farvel og tak for handlen. 

Han kiggede længe på mig, da han tog min hånd. – Du er meget, meget smuk, sagde han så, og jeg blev utilpas. Det her var ikke en date, og jeg forsøgte at trække min hånd til mig, men han holdt den fast et øjeblik længere, inden han gik.

Føj, hvor var han klam, tænkte jeg, inden jeg igen kastede mig over flytningen. Jeg havde mødt min andel af sleske typer, men der var heldigvis aldrig sket mig noget.

20 sms'er om dagen

Nogle dage senere var jeg færdig med at pakke kasser ned, og Simon og jeg brugte weekenden på at køre tingene over til hans lejlighed, som nu skulle være vores fælles hjem. 

Søndag eftermiddag modtog jeg den første sms fra Stefan. Der stod, at han ikke kunne holde op med at tænke på mig, og at han havde haft lyst til at kysse mig den dag, men ikke havde turdet.

Jeg var målløs, og jeg fattede ikke, hvorfor han ville skrive sådan til mig. Det måtte have været tydeligt, at jeg ikke var interesseret, og jeg havde endda skrevet i min annonce, at jeg solgte ud af møblerne, fordi jeg skulle flytte sammen med min kæreste. 

Jeg viste sms’en til Simon, som tilbød at ringe til Stefan og bede ham pille af, men det sagde jeg nej til. Det måtte være godt nok, at jeg selv sagde fra, hvilket jeg gjorde i en sms, som jeg sendte senere den eftermiddag.

”Hej Stefan, jeg er ikke interesseret. Lad venligst være med at kontakte mig igen,” skrev jeg.

Egentlig var jeg i tvivl, om jeg overhovedet skulle svare, men jeg kom frem til, at en fuldstændig utvetydig sms ville få ham til at stoppe. 

En læser fortæller: Jeg delte ham med andre

Der tog jeg fejl. I de næste uger modtog jeg mellem 20 og 30 sms’er om dagen. Stefan ringede til mig på alle tider af døgnet og fra forskellige numre, så når jeg havde blokeret et nummer, ringede han fra et nyt. Det var utroligt stressende, og jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle stille op. 

I begyndelsen kunne jeg lettere overbevise mig selv om, at det var harmløst, og når Simon foreslog, at vi ringede til politiet, slog jeg det hen. Stefan var vel bare en stakkel, og politiet havde sikkert vigtigere sager at bruge deres tid på.

Men når jeg forsøgte at falde i søvn om aftenen, følte jeg mig utryg. I et sidste, desperat forsøg på at få Stefan til at stoppe skrev jeg endnu en sms, hvor jeg mindede ham om, at jeg havde en kæreste. Det burde egentligt ikke være nødvendigt, og han skulle have respekteret min afvisning, uanset om der var en anden mand inde i billedet eller ej.

30 sekunder senere svarede han: ”Hold kæft, din so.”

Indtil da havde han ikke virket aggressiv. Hans opførsel havde været upassende, men ikke truende. Det kom til at ændre sig, for de sms’er, han nu begyndte at sende mig, var oftere og oftere med seksuelt indhold, enten med meget udpenslede beskrivelser eller link til porno.

Han skræmte mig

Det værste var, at han nu også begyndte at opsøge mig og følge efter mig. Jeg havde ikke hemmelig adresse, og derfor kunne han let finde ud af, hvor Simon og jeg boede. Om morgenen kunne han finde på at holde i sin bil nede på vejen foran vores lejlighed. Jeg arbejdede på et kontor og mødte samme tid hver dag, og når jeg kom ud af opgangen, kørte han efter mig. Han var som oftest passiv og sagde ingenting, men gloede bare på mig.

En dag, da jeg havde været ude at købe ind og var på vej hjem på motorvejen, kørte en bil pludselig helt tæt på mig. Det var mørkt, og jeg blev blændet af forlygterne, men da jeg trak ind, og bilen overhalede mig, så jeg, at det var Stefan. Han grinede ondskabsfuldt ad mig, da han kørte forbi, og jeg blev bange. 

En læser fortæller: Han kunne have været perfekt for mig

Da jeg kom hjem den aften, indså jeg, at der ikke var noget harmløst over det her. Stefans opførsel var virkelig underlig, grænseoverskridende og skræmmende, og hvad i alverden bildte han sig egentlig ind? 

Jeg havde aldrig givet ham grund til at tro, at der kunne være noget mellem os, og selv hvis jeg havde, var det her langt over stregen. Han havde gjort livet surt for mig i flere måneder nu, selv om jeg flere gange havde gjort det klart for ham, at jeg ikke ønskede at have noget med ham at gøre.

Dagen efter fulgte han efter mig igen, først fra vores lejlighed til parkeringspladsen foran mit arbejde, og senere, da jeg kørte op til vores lokale købmand for at købe aftensmad. Jeg forstod det ikke. Havde han ikke et job at passe?

Nu blev jeg rasende

I løbet af den dag var jeg blevet mere og mere rasende. Den frygt, jeg havde følt dagen før på motorvejen, blev erstattet af ren vrede, og da jeg kom ud fra købmanden og så Stefan stå på den anden side af torvet og glo på mig, fik jeg nok.

Jeg stillede mine poser fra mig og gik hen imod ham. Der var masser af mennesker omkring os, og jeg var ikke bange for, at han ville gøre mig noget. Jeg overvejede faktisk slet ikke, at det kunne ske, fordi jeg var så rasende.

Da jeg var et par meter fra ham, begyndte jeg at råbe. – Hvad vil du? skreg jeg, og folk stoppede omkring os. 

– Du skal lade mig være! Lad være med at følge efter mig, lad være med at ringe eller skrive. Du er syg i hovedet! Jeg vil ikke have noget med dig at gøre!

Stefan stod helt stille og reagerede slet ikke. Jeg gik meget tæt på ham, og mit ansigt var kun 20-30 centimeter fra hans, mens jeg råbte ham ind i hovedet.

En læser fortæller: Min datters kæreste var voldelig

Han vendte om på hælen uden et ord og skyndte sig væk fra torvet og hen til sin bil. Jeg så ham køre derfra, og jeg gik tilbage og hentede mine poser, mens alles øjne hvilede på mig.

Nu havde jeg et naivt håb om, at Stefan endelig havde forstået budskabet, men allerede et par timer senere kom der en ny sms.

Det var omkring det tidspunkt, at Simon igen foreslog, at vi gik til politiet. Denne gang var jeg mere lydhør, for det virkede ikke til, at Stefan ville lade mig være, uanset hvad jeg gjorde. Jeg besluttede mig for at skrive alt ned, simpelthen notere alle oplevelser punkt for punkt, og derefter ville jeg gå ned på politistationen og anmelde det.

Pludselig var det slut

Men så skete der noget. Jeg vågnede en morgen, kiggede på min telefon og så, at Stefan ikke havde ringet i løbet af natten. Der var heller ingen sms’er. Timerne gik, morgen blev til formiddag og middag, og min telefon lå helt stille på skrivebordet. Der holdt ingen bil på parkeringspladsen, og der var ingen, der holdt øje med mig.

Jeg gik på Facebook og klikkede mig ind på Stefans profil. Hvad var der sket? En lyshåret kvinde smilede til mig fra et foto, der var lagt på et par dage før. 

”Stefan er i et forhold med Kathrine”, stod der under billedet, og jeg har aldrig følt mig så lettet i hele mit liv. Stefan havde fået en kæreste, forstå det, hvem der kan.

Selvfølgelig tænkte jeg på, hvordan han mon ville behandle denne kvinde, hvis hun en dag gik fra ham, men mest af alt tænkte jeg på mig selv. Ville han endelig lade mig være nu? Det så sådan ud, og ugerne gik, uden jeg hørte fra ham.

Jeg turde dog ikke tage nogen chancer, så da Simon og jeg et halvt år senere besluttede at flytte fra vores lejlighed og ind i et lille rækkehus, fik vi begge hemmelig adresse.

Sidste år blev vi gift, og jeg tog Simons efternavn, som er et helt almindeligt navn, og jeg har fået lov til at flytte afdeling i den virksomhed, hvor jeg arbejder.

Jeg bryder mig ikke om, at jeg skal tage alle disse forholdsregler, men jeg føler ikke rigtig, at jeg har et valg. Det er nu mere end tre år siden, jeg sidst hørte fra Stefan, men oplevelsen og utrygheden sidder stadig dybt i mig.

Send din egen historie til nina.ebbesen@udeoghjemme.dk - vi garanterer anonymitet.