En læser fortæller: Vægttabet gjorde mig ensom

Nogle af mine gamle veninder ser jeg ikke mere, og andre mener, at jeg føler mig bedre end dem.

Modelfoto: Panthermedia/All Over Press

Jeg vejede 109 kilo

Jeg er en kvinde på 25, som indtil for to år siden kæmpede en evig kamp med vægten. Jeg var et for tidligt født barn, og for min mor var det derfor nærmest en sejr, når jeg som lille tog et kilo på. Min appetit var altid god, og desuden havde jeg en sød tand, så jeg var godt i stand allerede ved skolestarten. Jeg var dog ikke den eneste buttede pige i klassen, og desuden var min storesøster og min mor ret kraftige, så det fyldte egentlig ikke så meget for mig.

Selv om jeg ikke bevidst gik efter at finde veninder på samme størrelse som mig selv, blev det alligevel sådan. Nogle hang på efter skolen, andre lærte jeg at kende på min uddannelse. Da jeg tog min eksamen for tre år siden, vejede jeg 109 kilo og var med i to forskellige venindegrupper, hvoraf alle havde et forholdsvist højt bmi. 

I forbindelse med et helbredstjek på mit job fik jeg i 2016 konstateret begyndende diabetes-2, der også kaldes gammelmandssukkersyge, og det var en brat opvågnen for mig. Min farmor led nemlig af denne sygdom, og hun havde slemme følgevirkninger af den i årene op til hendes alt for tidlige død.

Læs også: Det er da pinligt at være følsom

Medaljen har en bagside

Jeg lagde min kost fuldstændig om og begyndte målrettet at motionere med løb og fitness, og i begyndelsen støttede både veninderne og min familie mig. Jeg var stolt af mig selv, når jeg kunne gå på vægten og konstatere, at jeg igen havde tabt et kilo. 

I dag, hvor jeg dels har opnået min idealvægt på 68 kilo, dels ikke længere har tendens til sukkersyge, har jeg måttet erkende, at der i den grad er en bagside af medaljen. Nogle af mine gamle veninder ser jeg slet ikke mere, og blandt de tilbageværende føler jeg mig ofte holdt uden for fællesskabet. De stikker til mig og kommer med hentydninger til, at jeg skulle føle mig bedre end dem. 

Det er helt forkert opfattet, og jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke har blæret mig med min succes med vægttab under samværet med dem. Jeg fornemmer også, at de taler dårligt om mig, når jeg ikke er til stede, og deres opførsel sårer og skuffer mig. Det kan jo ikke undgås, at ens udseende ændrer sig, når man taber sig så meget, så hvad havde de forventet? 

Nu kan jeg ikke lade være med at tænke på, om de havde regnet med, jeg ville fejle i forsøget på at blive normalvægtig, og at det var grunden til deres opbakning i starten. 

Jeg føler mig mødt af misundelse, og der er ikke længere nogen, der roser mig for mit udseende eller liker mine nye fotos på Facebook og Instagram. Ingen deler min glæde over den udvikling, jeg har været igennem. I stedet bliver jeg valgt fra, og efterhånden er jeg aldrig inviteret med, når de andre skal i byen, i biografen eller på café. Ingen spørger, om jeg vil med, og kun på de sociale medier opdager jeg, at de har været sammen. 

Jeg er stadig den samme

Et par stykker af dem har lige ud sagt til mig, at de bedre kunne lide mig, da jeg var en tyk pige, for da vidste de, hvor de havde mig. Men indeni er jeg da stadig den samme, som jeg hele tiden har været, også selv om jeg har fået meget mere selvtillid. Måske er det det, de ikke kan lide? 

Desværre er det ikke kun fra dem, jeg oplever at blive mødt med misundelse, men også fra mine egne familiemedlemmer – især nogle af kvinderne. Min familie vil altid være vigtig for mig, men efterhånden er jeg ved at nå til den opfattelse, at hvis mine venner ikke var rigtige venner, er det nok slet ikke så slemt, at de forsvinder. 

Det er aldrig sjovt at være den, der bliver valgt fra, men jeg vil sikkert være bedre stillet ved at gøre en målrettet indsats for at finde mig nye veninder, der kan lide mig, som jeg er i dag. For jeg er indstillet på at holde den vægt, jeg har nu.