En læser fortæller: Vores elskede hund

På trods af sine mange gale streger var Peter meget populær på gården.

En pige og hund ligger i græsset

From som et lam

Min morfar havde altid hunde, men selv om han egentlig var imod, at hundene skulle have menneskenavne, var den mest elskede hund på min mors barndomsgård Peter. Den havde nemlig allerede navnet, da den kom til gården. Peter var anskaffet som vagthund, og den var en mastiff, som er en meget stor hunderace. 

Peter havde egentlig tilhørt en manufakturhandler, som mormor og morfar kendte, men de kunne ikke have den længere. Problemet var, at Peter en dag var sluppet løs og nok så frejdigt var spankuleret ind i en slagterforretning, hvor han havde forsynet sig af varerne. Slagteren havde bare måttet se til, for han turde ikke binde an med det store dyr. 

Derfor skulle Peter aflives, men mormor og morfar kunne ikke bære, at en god og sund hund skulle lade livet. De forbarmede sig over Peter og tog ham til sig, og det kom de ikke til at fortryde, for Peter var en trofast hund, som alle på gården kom til at holde af.

Læs også: Sådan forstår du din hund bedre

Peter var godmodig og from som et lam over for alle, der kendte ham. Mors lillebror kunne kravle rundt på ham og ruske ham i ører og nakkeskind, uden at de blev uvenner. 

Snart viste det sig, at Peter også var en ypperlig vagthund, for i kraft af sin størrelse og grove røst virkede han frygtindgydende. Flere gange forhindrede han, at nogle af datidens mange farende svende gik ind og sov i laden. Det ville morfar nemlig af hensyn til brandfaren ikke have.

Peter ville i kirke

Peter var særligt gode venner med én af pigerne på gården. Hun hed Astrid. En søndag var Astrid gået i kirke, men Peter var ikke helt tilfreds med, at hun forlod gården uden ham. Derfor så han sit snit til uset at traske efter hende. 

Da Peter nåede til kirken, var døren faldet i bag Astrid, men han ventede bare, til der kom nogle, der skulle ind efter, og så smuttede han ind med dem. Derefter lagde han sig på gulvet ud for den kirkestol, Astrid sad i. Hverken præst eller degn turde nærme sig den knurrende hund, så Astrid måtte følge Peter ud og formane ham om at gå hjem igen. 

Så var der fred, men det varede dog kun, til der kom en sidste, forsinket kirkegænger. Peter smuttede atter med indenfor, og da var gudstjenesten begyndt. 

Degnen sang for, og som sædvanlig gik han op og ned ad kirkegulvet imens. Til hans rædsel opdagede han, at Peter gik lige i hælene på ham, mens han ledte efter Astrid. 

Da han fandt hende, lagde han sig ned igen, og hverken præst eller degn kunne komme forbi. Der var derfor ikke andet for, end at Astrid måtte gå hjem igen og tage Peter med. Der blev ingen gudstjeneste for Astrid den søndag.

Læs også: Jeg turde ikke få hund

En anden gang skulle morfar af sted for at undervise på landbrugsskolen. Peter viste tydeligt, at han meget gerne ville med, og far lukkede ham derfor inde i stuehuset. Det var sommer, og Peter opdagede et åbentstående vindue. 

Han satte i et stort spring hen over både potteplanter og stuepalmer, hvor af nogle var anbragt på datidens populære søjler. Det hele væltede og smadrede ind imellem hinanden, men ud kom Peter, og han stak fornøjet i hælene på vognen og far.

Bøfferne var væk

En anden dag ventedes der gæster på gården, og kokkepigen havde netop formet 10 store hakkebøffer, som stod på køkkenbordet. På et tidspunkt var hun nødt til at gå ud ned vandspanden for at fylde den ved pumpen, og imens snuppede Peter alle bøfferne. Da gæsterne kom, måtte de derfor have serveret stegt flæsk i stedet for bøf. 

Morfar havde andre hunde, men det var jagthunde, og de var væsentligt bedre opdraget. Dels skulle Peter ikke bruges til jagt, dels var han allerede en voksen hund, da han kom til gården, og det var for sent med opdragelsen. Sine mange gale streger til trods var han meget populær.

Der var sorg på gården, da han døde, og Peter blev begravet i græsplænen, hvor morfar rejste et lille gravmæle i form som en kæmpehøj over graven. Den dag i dag hedder højen Peters Minde. 

Send din egen historie til nina.ebbesen@udeoghjemme.dk - vi garanterer anonymitet.