Sex- og samlivsbrevkassen: Min mand taler ikke med mig

En kvinde har svært ved at kommunikere med sin mand og føler efterhånden, at det er blevet et stort problem. Her giver sex- og samlivsekspert Helle Hartz sine bedste kommunikationsråd.

Min mand taler ikke med mig

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få talt med min mand. Jeg er en meget åben og snakkesalig person, mens han er den mere stille type og han har aldrig været god til at snakke om hverken følelser eller problemer. Jeg har i mange år forsøgt at få ham til at åbne lidt mere op, og de fleste gange begynder vores snakke også fint, men jeg må indrømme, at jeg også tit lukker dem igen, fordi jeg bliver irriteret over, hvor lidt han alligevel giver undervejs. På det sidste er det næsten blevet endnu værre, synes jeg. Jeg synes, han ser nærmest bedrøvet ud, og jeg er begyndt at tro, at han holder tilbage med noget, som er vigtigt for ham, men som han åbenbart ikke kan få over sine læber. Hvis han har det dårligt på en eller anden måde, hvordan skal jeg så kunne hjælpe ham, hvis han ikke vil tale om det?

Kh. Den bekymrede hustru

Læs også: Sex- og samlivsbrevkassen: Jeg savner hans nærhed

Kære Den bekymrede hustru

Det lyder til, at du og din mand er diametrale modsætninger, når det gælder kommunikation. En af mine kæpheste, hvad angår parforhold, er lige netop kommunikation (eller mangel på samme). Men kommunikation kan være på mange forskellige planer, og det er ikke alle, der er lige gode til at åbne munden over for hinanden. Hvis du tidligere har prøvet at få ham til at åbne op for posen, men så selv har afvist den dialog, der har været, fordi du ikke var tilfreds med den måde, det foregik på, har det nok ikke hjulpet i jeres dialog, og han kan have følt sig afvist og dermed være tilbøjelig til at snakke endnu mindre.

Men der er nogle grundregler inden for kommunikation, som du kan prøve at være bevidst om, næste gang du gerne vil snakke med ham. Vælg et tidspunkt, hvor du fornemmer, at hans humør er godt. Signaler, at han kan føle sig tryg ved dig, og prøv at stille åbne spørgsmål i stedet for at komme til at virke som en forhørsleder. Det kan være godt at snakke, mens man foretager sig noget andet, f.eks. kører bil eller går en tur. Så kan det blive lidt nemmere, fordi man letter fokusset lidt fra selve samtalen. Hvis du har på fornemmelsen, at der er noget bestemt, der nager din mand, så kan du også prøve at åbne for det ved at fortælle ham, hvordan du føler – altså ved at holde den på din egen banehalvdel.

Fortæl ham, at du føler dig usikker og sårbar og bekymret, så han ikke hører det som en kritik, men som at han kan hjælpe dig (og ham) ved at dele sine tanker med dig. Hvis han stadig er lukket som en østers, kan du opfordre ham til at prøve at skrive sine tanker ned i et brev, mail eller sms. For nogle kan det være nemmere at kommunikere på den måde, så de ikke føler, de står skoleret over for den anden, men kan formulere sig mere frit gennem det skrevne ord. Jeg håber, det lykkes, og at I får åbnet op for hinanden.

De bedste hilsener Helle

Se også: Sex- og samlivsbrevkassen: Han snakker om sin eks