Sex- og samlivsbrevkassen: Jeg har mistet lysten til min mand

Selvom denne læser har det godt sammen med sin mand, har hun efter flere års ægteskab mistet lysten til ham. Hvordan får hun gang i deres sexliv igen? Læs Helle Hartz’ råd her.

Jeg har mistet lysten til min mand

Min mand og jeg har været gift i snart 11 år, og vi har to dejlige børn sammen. Vi har aldrig haft et særligt aktivt sexliv. Jeg har altid været den af os, der havde mere lyst end ham, hvilket jeg egentlig altid har syntes var irriterende. At vi har problemer med vores sexliv nu, er egentlig ikke en så stor overraskelse for mig, men det er en overraskelse, at problemet skulle være mig.

Inden jeg helt mistede lysten til ham, var jeg begyndt at skubbe lidt til vores grænser og prøve nogle andre ting, samtidig med at jeg prøvede på at få ham til andet end bare at ligge der, så jeg klarede det hele. Det skal siges, at han er lidt overvægtig og har astmatisk bronkitis, så han bliver hurtigt forpustet og svedig og lægger sig ned. Jeg har altid skullet ligge øverst. Det havde været okay indtil for nylig, hvor jeg ikke gad sidde på ham mere. Så ”skubbede” jeg lidt til ham og opfordrede til, at vi skulle prøve noget andet, og han blev helt mærkelig, og det endte også med, at han lå på ryggen igen og mig på toppen. Bagefter sagde at han, at han syntes, at jeg var gået for vidt. Jeg blev virkelig skuffet og utilpas.

Siden da har jeg ikke haft lyst til at være sammen med ham. Når han prøver på noget, reagerer jeg ikke og lader, som om jeg sover.

Ud over det har vi det fint til daglig med vores børn og forskellige gøremål. Men nogle gange bliver jeg så vred, at jeg har lyst til at råbe ad ham og sige, at han er en fed, doven mand. Men det er jo ikke det, jeg vil. Har du nogle gode råd?

Mvh. Den ulystne

Få gang i sexlivet med dette sexspil

Kære Den ulystne

Jeg kan godt forstå, at du er ked af det. Det er aldrig rart at nå derhen, hvor man har lyst til at råbe ad sin kæreste. Det her er et klassisk eksempel på kommunikation – eller mangel på samme. Hvis den ene part føler sig utilfredsstillet, er det så vigtigt, at man siger det til den anden.

Det lyder nu som om, du har prøvet ved at gøre noget andet under selve akten – desværre blev det med et negativt udfald, da det åbenbart forskrækkede ham. Og hvis man bliver afvist seksuelt, kan det såre virkelig dybt. Det kan være en rigtig svær situation, hvis de to parter har forskellige forventninger og lyster og ikke er åbne over for at høre og måske også gøre det, den anden har lyst til. Det er et meget følsomt område at bevæge sig ind på, så jeg vil råde jer til at opsøge en sexolog eller terapeut, der kan hjælpe jer med at få sat ord på det.

Ud over det så synes jeg, du skal snakke med din mand om hans overvægt og helbred generelt, for det spiller jo også ind på jeres intimitet sammen og hæmmer både ham og dig i at udfolde jer rent fysisk. Jeg forestiller mig, at din mand også må føle sig besværet af sin krop, sådan som du beskriver det, og du kunne på en kærlig måde prøve at fortælle ham, at du synes, han har fået lidt for meget på sidebenene. Hvis det er dig, der står for maden, kunne du lige så diskret ændre på aftensmaden og indføre masser af grøntsager og andre sunde sager og se, om han ikke skulle ”hoppe på den”. Og hvad angår bronkitissen, kunne han måske tage en spray eller lign. for det, hvis ikke han allerede gør det i forvejen, som måske kunne hjælpe lidt på ”konditionen”.

Jeg håber I får løst op for kommunikationen mellem jer, da det lyder til, at I egentlig gerne vil hinanden i det daglige – der skal bare løsnes op for hæmningerne og gang i dialogen. Held og lykke med det.

De bedste hilsener Helle

Læs også: Sex- og samlivsbrevkassen: Jeg væmmes ved min partner