15-årig begik selvmord: Christian ville være perfekt

Som dreng var Christian fyldt med selvtillid til trods for, at han havde talebesvær. Men da han blev teenager, havde han svært ved at leve op til sine egne krav. Den 28. november 2018 blev presset for stort.

15-årig har begået selvmord. Glad og smilende dreng

– Er du Marianne? spørger en politibetjent med et alvorligt udtryk i ansigtet.

Marianne har netop parkeret bilen i udkanten af skoven, hvor blå blink og sirener har ledt hende hen. Folk er begyndt at samle sig, men hvad der befinder sig inde i skoven, ved hun stadig ikke. 
Hjertet banker under jakken i den kolde efterårsdag, og hun kan se en politibetjent bevæge sig mod hende. 
Hun svarer ja til hans spørgsmål, og da hun drejer hovedet, får hun øje på Christians skoletaske i vejgrøften. Dér ved hun instinktivt, at Christian aldrig kommer hjem igen.

Sprængfyldt af livsmod

I huset i Bjert lidt uden for Kolding smiler to unge drenge fra de sort/hvide billeder på væggen. Christian står i en kærlig omfavnelse med sin 14 måneder ældre storebror, Nicklas, og med glimt i øjet ligner han enhver anden dreng, der har livet foran sig. 

– Det er slet ikke til at forstå, at han var så sprængfyldt af livsmod, siger 49-årige Marianne fra spisebordet i familiens køkken her fire måneder efter Christians død, Hun kæmper med savnet og de mange spørgsmål, der hver dag hjemsøger hendes tanker. 
Christian var lige så livsglad i virkeligheden, som han udstråler på portrætterne på væggen, da han var barn. 

Siden han kunne tale, havde han svært ved den rigtige ordstilling og udtalen, men til trods for, at hans forældre sendte ham til talepædagog, lykkedes det ikke at få styr på ordene. Alligevel var det ikke noget, Christian så som et problem. Selvtilliden lyste ud af ham. 

Han havde masser af venner og hans hurtighed gjorde ham til en af de bedste spillere på det lokale fodboldhold. Når han var hjemme, var det ofte storebror Nicklas, som han tilbragte tiden med, og deres far måtte ofte kalde dem ind ad flere omgange, fordi de legede i haven. 

Læs også: 12-årige Robin begik selvmord

Døde øjne

Men i foråret 2017 begyndte den ellers så populære dreng at trække sig fra vennerne. Et skuffende resultat i en national test, der viste, at Christian lå under gennemsnittet, var som en mavepuster for den ambitiøse dreng, og da han kort tid efter lavede en fejl i en fodboldkamp, var det, som om livsgnisten slukkede. 

– I starten troede vi, at han havde influenza, men jeg lagde mærke til, at hans øjne var helt døde, fortæller 54-årige Bo, der sammen med Marianne prøvede at få den rette hjælp til deres søn, men det var svært at nå igennem de kommunale barrierer, når Christian afviste at være selvmordstruet. I stedet betalte forældrene for en privat psykolog. 

– Psykologen fortalte ham, at hvis man satte barren for højt, ville man hele tiden fejle, og at det var okay, at man ikke præsterede med alt, fortæller Bo, der sammen med sin hustru så magtesløs til, mens Christian lå i flere uger og stirrede tomt ind i væggen.

– Jeg kan huske, at han sagde til mig; ”Mor, der er ikke noget, der gør mig glad mere.” Jeg ville gøre alt for, at han fik det bedre, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre andet end at være der for ham, fortæller Marianne med tårer i øjnene. 
I samarbejde med skolen begyndte Christian at komme til undervisning nogle få timer ad gangen. Tilbagemeldingen var, at han var social i klassen, og hans psykolog vurderede til sidst, at han havde fået det meget bedre. 

– Det var svært at vide, hvad der var almindelig teenageopførsel, og hvad der var mere alvorligt. Men når vi fik så gode tilbagemeldinger, måtte vi tro på, at han havde det bedre, fortæller Marianne. 
De snakkede løbende med Christian om, hvordan han havde det, og han lovede at sige til, hvis han fik det dårligt.

Livsglæde i USA

Da familien i sommeren 2018 tog på tre ugers ferie i USA, følte de igen, at de kunne genkende deres livsglade dreng. 

– Det var, som om det pres, der var i skolen, var så langt væk, at han kunne trække vejret igen, fortæller Marianne, der blev positivt overrasket, da Christian på eget initiativ fandt et fritidsjob. 
Men da det nye skoleår begyndte efter sommerferien, gik der ikke lang tid, før de kunne se energien forsvinde fra deres 15-årige søn. Han havde ikke længere overskud til vennerne, og selv om han aldrig havde haft den store appetit, lagde Marianne mærke til, at kiloene raslede af ham. Han blev aggressiv i sin fremtoning, og til sidst kunne hun ikke spørge ham om noget, uden at hun fik en skarp kommentar tilbage. 

– Min største frygt var, at han var på vej tilbage i en depression, fortæller Marianne og trækker vejret dybt, inden tankerne vandrer tilbage til den 28. november 2018, der for altid vil stå som den værste dag i familiens liv. 

Læs også: Jeg forstår min søsters selvmord

Den frygteligste dag

Det var en morgen som alle andre, da Marianne satte Christian og Nicklas af 
ved skolen og fortsatte på arbejde. 

Men klokken 10.15 lyste telefonens display. En undrende lærer fortalte, at Christian ikke var mødt op, og da røret igen var lagt på, ringede Marianne til sin søn. Intet svar. Hun sendte en sms, og da hun heller ikke fik svar over messenger, kørte hun mod familiens hus med uro i kroppen. 
Men selv om hoveddøren var låst, var noget anderledes. 
Da de tog afsted den morgen, var familiens hund Blackie lukket inde i entréen, og alle døre var lukkede. Men da Marianne gik ind i huset, lå hunden i sofaen. 
Hun kaldte Christians navn flere gange. Løb op ad trapperne til hans værelse, men han var ikke til at se nogle steder. 
I stedet satte hun sig ind i bilen uden nogen anelse om, hvor hun skulle lede efter ham. 

– Han skulle fremlægge i klassen samme dag, og om morgenen sagde han, at han ikke havde lyst til det. Så jeg tænkte, at han måske var trist og var gået en tur, forklarer Marianne, der kørte rundt, indtil hun fik øje på det blålige lys i skoven. 
Den dårlige mavefornemmelse voksede, da hun parkerede bilen, og da hun så nogle mennesker med chok malet i deres ansigter, blev hun for alvor bange. 

Få sekunder efter kom en politimand imod hende med en telefon i hånden. Det var Christians telefon. 

– Da han sagde, at det var Christian, skreg jeg. Jeg kan ikke beskrive, hvordan jeg havde det, for jeg må være gået i chok. Men jeg kan huske, at min første tanke var, hvordan jeg skulle sige det til Bo, husker Marianne. 

Intet er det samme

Flere hundrede kilometer væk var Bo på kursus i Sydtyskland med militæret, da en officer trak ham til side. Hans øjne glanede ved hans navneskilt, og da han var sikker på, han havde fat i den rigtige, måtte han overbringe den tragiske nyhed, der trak al luft ud af Bo. 

– Jeg sagde bare ”nej, nej, nej”.

Den dag kørte Bo de mange hundrede kilometer hjem til Bjert, hvor han blev mødt af Nicklas og Marianne, der krammede hinanden, mens tårerne fik frit løb. De satte sig ned. Tog hinanden i hånden og lovede, at de ville være stærke sammen. 
Her fire måneder efter, at deres elskede søn valgte at tage sit eget liv, er hverdagen ikke den samme. Der er mindre vasketøj, der skal vaskes, hans yndlingsmad kommer ikke længere i indkøbskurven, og der står kun tre navne på kortet, når de skal til fest. 
Selv om sorgen river i deres hjerter, så trøster de sig med det afskedsbrev, hvor han giver udtryk for, at det ikke var deres skyld, og at han havde haft de bedste forældre. 

Dårlig samvittighed

Alligevel ligger den dårlige samvittighed som en tung dyne over især Marianne. 

– Jeg vidste, at han ikke ville fremlægge i skolen den dag, men alligevel lod jeg ham ikke blive hjemme, fortæller Marianne, der har svært ved at finde glæden i hverdagen. 
Familien har efterfølgende gennemgået Christians søgehistorik på computeren, hvor de kan se, at han allerede et år forinden havde søgt information om selvmord. 

– Jeg tror, at han virkelig har prøvet for vores skyld, men han kunne bare ikke se en fremtid, der var lys. Det er jo så svært at forstå, for vi så en fantastisk dreng, der var god til så mange ting. 
Det vigtigste for familien er nu at holde sammen. De giver hinanden plads til at sørge, og de har på intet tidspunkt bebrejdet hinanden noget. Men de håber, at de med deres historie kan være med til at sætte fokus på det pres, som unge mennesker er udsat for. 

– Christian var perfektionist, og hver gang, han ikke præsterede optimalt, følte han, at det var et nederlag. Børn og unge bliver konstant målt på deres præstationer. Både i skolen og i privatsfæren igennem sociale medier, men måske man skulle spørge sig selv, om livet bliver bedre ved at få de højeste karakterer? Vi skal passe på med at måle os selv hele tiden og i stedet finde ud af, hvad der er vigtigt i livet. Giv hinanden et ordentlig kram. For man er også god nok, selv om man ikke får 12 i skolen. Det ville vi i hvert fald ønske, at Christian havde lært.

Læs også: Signes mand og mor begik selvmord