Amalie fik en hjerneblødning som 20-årig

For knap tre år siden faldt Amalie pludselig om i badet ramt af en hjerneblødning. I fem uger vidste ingen, om hun ville overleve, og hendes familie måtte flere gange tage afsked med hende. Men Amalie kæmpede sig tilbage til livet.

Man kan ikke umiddelbart se det på Amalie. Hun er velformuleret, når hun taler, og ligner i det hele taget ”bare” en køn ung kvinde, der lige har taget hul på livet. Men bag det imødekommende smil skjuler der sig en helt anden virkelighed. 

For Amalies liv forandrede sig på et splitsekund for snart tre år siden. 

Da var hun 20 år, nogens kæreste og lige begyndt på socialrådgiveruddannelsen. Men to dage før den planlagte nytårsaften i Malmø faldt Amalie om under bruseren hjemme hos sin mor i Ringe på Fyn. Hun havde følt sig en smule sløv i løbet af dagen, men tog sig til sidst sammen for at gå i bad, fordi hun skulle passe børn inde i Odense. Det føltes som en evighed, og på et tidspunkt bankede Amalies mor utålmodigt på badeværelsesdøren. Hun fik intet svar og åbnede den ulåste dør. 

– Det syn vil jeg aldrig glemme, siger Amalies mor, Dorte Wind stille. 

For farligt at operere

For 18 år siden mistede hun sin mand og sine børns far, da han pludselig faldt om af et hjertestop, og nu lod det til, at filmen atter blev spillet foran hende. 

Dorte råbte på Amalies kæreste, der sad inde i stuen, og fik ham til at slæbe Amalie ud af badeværelset. Selv ringede hun 112. 

Da adskillige ambulanceredderne og lægebilen ankom, kæmpede de i næsten en time for at få Amalie tilbage til livet. 

Flere gange spurgte de Dorte, om Amalie kunne have slugt piller for at tage sit eget liv, men det vidste Dorte med sikkerhed ikke kunne være tilfældet. 

Hjerneblødning

På Odense Universitetshospital stod et traumehold parate til at modtage Amalie, og da hun som noget af det første blev skannet, afsløredes årsagen: Amalie havde fået en kæmpestor hjerneblødning. 

– Lægerne sagde, at vi skulle krydse fingre og tro på, at hun kunne komme sig selv. For de turde overhovedet ikke operere hende, fortæller Dorte, der fik samlet sine tre andre børn 

og Amalies søskende. 

I fem uger lå Amalie i respirator, og hver dag blev hun drøftet på lægekonferencen, men meldingen var klar: Det var for farligt at operere hende. 

En højt specialiseret neuroradiolog var derimod overbevist om, at han kunne gennemføre den operation, der skulle redde Amalies liv. 

Men kollegerne turde ikke tage nogen chancer. Indtil natten, hvor Dorte, der lå på sofaen i sin søns lejlighed bare få minutters biltur fra sygehuset, blev ringet op. Amalie havde fået en ny blødning, og nu ville de lade neuroradiologen operere, for alternativet var værre. 

Komplikationer

Operationen gik godt, men et par timer senere stødte komplikationer til. Hendes dræn stoppede til, og lægerne turde ikke skifte det, fordi hun havde fået så meget blodfortyndende medicin. Samtidig steg trykket i hendes hoved, og til sidst blev Amalies mor og søskende stimlet sammen på stuen. De var nødt til at tage afsked. 

– Det kan ikke beskrives, hvordan det er at skulle sige farvel til sit barn. Vi var fuldstændig ødelagte. Jeg sagde til Amalie, at det var okay, at hun gav slip, siger Dorte. 

På et tidspunkt kom neuroradiologen ind på stuen, kiggede på dem og spurgte, hvorfor de græd. 

– Jeg blev så rasende indvendig, for hvordan kunne han finde på at spørge os om det? Men så bad han os om at gå ud, for han kunne godt fikse det. Sæt jer ud, så klarer jeg det her, sagde han til os. 

Tre kvarter senere kom han igen ud fra stuen, det var gået godt, forklarede han Amalies mor, mens han tog hånden op for ansigtet og drejede rundt. Da han vendte sig om igen, trillede tårerne ned af hans kinder. Han var selv far til en datter på Amalies alder. 

– Jeg er slet ikke i tvivl om, at han reddede Amalies liv.  

I ugerne efter gik meget galt. Nyrerne var ved at stå af, og i løbet af 24 timer tog hun 27 kilo på af det. Hendes hjerte var også på overarbejde, og familien havde mange snakke om, hvad de skulle tænke, og hvordan de skulle forholde sig.

– Vi var enige om, at hvis lægerne på et tidspunkt sagde, at skanningerne viste for mange sorte pletter i hjernen, så ville vi ikke have noget ønske om, at hun skulle overleve. Men hvornår er der for mange sorte pletter? spørger Dorte. 

Amalie sidder ved siden af og nikker. 

– Det er jo ikke en samtale, man har med sin familie, når alt er fint. Jeg kunne sagtens have levet med at sidde i kørestol. Men var jeg vågnet op som en grøntsag og ikke anet, hvem nogen var, så vidste min familie godt, at det ikke ville være noget værdigt liv for mig og ikke noget, jeg ville have ønsket, siger Amalie, der efter flere uger i koma var i stand til at trække vejret. Dog med 70 procent hjælp fra ilt.  

Hård genoptræning

Den dag, hun slog øjnene op, flød der tårer ned ad hendes kinder. Men selv kan Amalie intet huske. Heller ikke da hun kort efter flyttede ind på Hammel Neurocenter i Midtjylland. Hun var lam i hele kroppen og havde intet sprog, men i løbet af fire uger viste den intensive genoptræning så markante resultater, at hun forlod stedet gående. 

Herefter er fulgt forskellige kommunale genoptræningstilbud – nogle bedre end andre, og der er blevet kæmpet benhårdt for at få det bedste tilbud af både Amalie og hendes mor. 

– Jeg vidste, at hvis jeg flyttede hjem til min mor, så ville der ikke være mere at komme efter. Jeg ville gå i stå. Men jeg havde jo stadig fremtidsdrømme, og jeg havde brug for at finde ud af, hvem jeg nu var. Ikke fordi jeg føler, at jeg er blevet en anden person, men der er sket meget, forklarer Amalie, der blandt andet under et højskoleophold indså, at hun ikke er klar til at vende tilbage til socialrådgiveruddannelsen, som hun var i gang med inden hjerneblødningen. 

– Højskoleopholdet var et ønske om at komme ud blandt andre unge mennesker og lære mig selv at kende i den sammenhæng, og undervejs var der utrolig mange kampe og erkendelser. F.eks. havde jeg meget travlt med at få en dato for, hvornår jeg kunne begynde på min uddannelse igen. Men så blev det ikke lige i september, så bliver det bare til februar, sagde jeg, men det blev det så heller ikke. Til sidst har jeg været nødt til at sige til mig selv, at det kommer, når det kommer, og måske gør det det aldrig. Det har været hamrende hårdt at erkende, at den uddannelse måske ikke bliver til noget. For hvad skal det så være? Det handler om igen at finde en ny drøm. Hvad jeg har lyst til, og hvad der kan lade sig gøre – nogle gange er der langt imellem, erkender Amalie ærligt. 

Venskaber er røget

For det, der forstyrrer hende mest i dagligdagen, er trætheden. Hun har brug for at hvile sig mere – små gøremål i hverdagen, som vi andre ikke skænker en tanke, kan vælte hende omkuld. Det daglige bad, at fjerne sin makeup om aftenen eller opvasken bliver små projekter, der kræver, at hun hviler sig bagefter. 

– Nogle dage tænker jeg, at det nok skal gå det hele, og andre dage bliver jeg bekymret for, om jeg er nået til det punkt, hvor jeg er nu, resten af mit liv. Skrækscenariet for mig vil være, at jeg havner på offentlig forsørgelse eller får en førtidspension. Det har jeg ikke lyst til, for der er mange besværligheder forbundet ved det, og jeg vil bare gerne kunne klare mig selv, fastslår hun. 

Stor sejr

Lige nu arbejder hun 11 timer om ugen i en kaffe- og te-handel i Odense midtby samtidig med, at hun træner. Og for nogle måneder siden flyttede hun i sin egen lejlighed og fik generhvervet sit kørekort, hvilket har været en stor sejr for hende. 

– Det er svært ikke at sammenligne med det, jeg kunne før. Men jeg har bare også fået et helt andet syn på livet. Jeg tager ikke noget for givet, og jeg planlægger heller ikke en masse. Det er jo ikke sikkert, at det bliver sådan. Der er røget nogle venskaber siden, og jeg havde også svært ved at blive i mit forhold. Jeg er blevet god til at mærke efter, hvad jeg skal bruge min energi på og på hvem. Alt har været taget op til genovervejelse, og om det var, som jeg gerne ville have det. Jeg vil være sammen med dem, der gør mig glad. For ingen er usårlig. Det kan ske for en på 20 år såvel som en på 54. Det er ikke kun naboen, det går ud over. Og når jeg siger det, så betyder det ikke, at jeg går rundt hele tiden og er bange for, at det sker igen. Jeg er nødt til at tænke, at det var et enkeltstående tilfælde, og at det er overstået nu, siger Amalie og tilføjer: 

– Men man får da et andet syn på livet, som man måske ikke burde have som 20-årig.