Jes blev forelsket i sin sygehjælper: Kærlighed ved første blik

Som 24-årig faldt Jes ned fra et træ og blev lam. Men der gik ikke lang tid, før han så sin situation som en positiv udfordring, og da han en dag fra hospitalssengen så hjemmehjælperen Aneta, slog det gnister. Her 18 år senere er de ikke i tvivl om, at de er skabt for hinanden.

På Viborg Sygehus ligger Jes i hospitalssengen, som han har gjort det så mange gange før. Kort forinden er han blevet opereret i begge håndled, men den aktive mand har ikke kunnet holde dem i ro, så stingene er sprunget op.

Men denne indlæggelse er alligevel anderledes. Inde i vagtstuen har han set noget, der har fået ham til at glemme smerter og de mange dage, hvor han ikke kan være aktiv. En mørkhåret social- og sundhedsassistent har fanget hans blik, og da han hiver i snoren inde på stuen, håber han, at det er hende, der kommer til syne i døren.

Omgivet af hvide vægge og den genkendelige lugt af hospital mødes deres blikke. Følelsen i kroppen bevæger sig op til munden og danner et stort smil hos dem begge, og da Aneta lukker døren til stuen, er hun ikke i tvivl. Patienten, hun lige havde mødt, var noget helt specielt.

– Jeg syntes simpelthen, at han var så lækker, og jeg tænkte slet ikke over, at han sad i kørestol. Faktisk var jeg ikke i tvivl om, at han var manden i mit liv, fortæller 49-årige Aneta Klein, der trods sin fascination af sin patient godt vidste, at det var fyringsgrund at indlede et forhold.

Fuld fart på livet

Jes havde det meste af sit liv levet i overhalingsbanen. Motorcykler og søde piger havde præget hverdagen i 20’erne, og selv om uddannelsen som vvs’er ikke blev ved med at være interessant, fandt den unge fyr uden en boglig uddannelse hurtigt andre muligheder for at tjene penge.

Det nye job som kogleplukker bragte Jes op i træerne, og da han en dag som alle andre kravlede op for at gøre dagens arbejde, kunne han høre noget knække under sig. 

24 år gammel faldt Jes ni meter ned og landede på højre arm og slog nakken.

– Det første, jeg tænkte var: ”Satans. Jeg er lam”, fortæller nu 58-årige Jes Klein fra Silkeborg.

Han blev hastet til sygehuset, hvor det viste sig, at han havde brækket alt i kroppen undtagen venstre arm og begge ben. I begyndelsen svævede han mellem liv og død, og da han vågnede, var dommen klar: Han var lam fra brystet og ned og skulle sidde i kørestol resten af sit liv.

– Jeg har nok altid haft et positivt livssyn, så jeg var egentlig bare taknemmelig for at være i live. Min eneste bekymring gik på, hvad jeg skulle arbejde med, og om jeg stadig kunne det sjove med pigerne, fortæller Jes, der gik i gang med en omfattende genoptræning. Først 11 måneder senere kunne han rulle ud af hospitalet.

Gik aldrig i stå

Selv om hans muligheder var begrænsede, havde Jes ikke tænkt sig at forfalde. I stedet rejste han til USA, hvor han besøgte et firma, der lavede kørestole.

Indtil da havde han kun siddet i en kørestol, som faldt fra hinanden, men i mulighedernes land blev han introduceret for en kørestol lavet af aluminium, der gav ham den idé, der skulle ende med at blive hans fremtidige levebrød.

Han begyndte at producere kørestole af aluminium, der vejede halvt så meget som andre typer, og forretningen blev hurtigt en succes.

Ved siden af virksomheden dyrkede han rugby og håndcykelsport, og da han blev indlagt, fordi nogle sting var sprunget op i hans håndled, vidste han ikke, at hans liv snart ville forandre sig markant.

Mødet med den mørkhårede social- og sundhedsassistent gjorde ham blød i de knæ, han ikke kunne mærke, og der blev flittigt hevet i den snor, der får personalet til at komme ind på stuen.

– Hun havde et fantastisk smil. For mig var det bare det. Jeg vidste godt, at det var hende, jeg ville have, fortæller Jes så selvsikkert, at det får Aneta til at grine.

De klikkede bare

De efterfølgende dage prøvede Aneta og Jes at skjule deres spirende forhold, hvilket gjorde det svært, når Jes konstant hev i snoren.

– Jeg blev ved med at sige til ham, at han ikke skulle ringe efter mig hele tiden, for ellers ville nogen opdage, hvad vi havde gang i, men han kunne slet ikke lade være, husker Aneta, der smilende fortæller, hvordan Jes hev hende op i sengen til trods for, at han netop var blevet opereret i sine hænder.

– Det siger nok ret meget om ham, for hvis der er noget, han gerne vil have, så går han efter det.

Alligevel prøvede Aneta at holde lidt afstand til den charmerende mand i sygesengen, så da han en dag endnu en gang hev i snoren, sendte hun sin kollega i stedet for.

– Nå, min skat. Nu får du et stort kys, råbte Jes mod døren, hvorefter det kække ansigt faldt i andre folder, da det ikke var Aneta, der kom til syne.

Siden den dag kunne de ikke længere skjule deres kærlighed.

En normal mand

Jes blev udskrevet, og kærligheden blomstrede. Men selv om Aneta aldrig havde set hans handicap som et problem, var hun alligevel forbeholden, da de skulle flytte sammen.

– Jeg vidste jo godt, at der var en masse ting, han ikke kunne. Jeg ville jo ikke være hans sygeplejer, men hans kæreste, så vi aftalte, at vi lige måtte prøve det af, fortæller Aneta, der dog aldrig fik øje på de problemer, som hun troede ville komme.

De eneste, der var skeptiske på parrets vegne, var Anetas forældre.

– De kunne slet ikke forstå, hvorfor jeg ville have en mand, der sad i kørestol. De er fra Polen, og der er det meget besværligt, når man sidder i kørestol. Jeg kan huske, at de spurgte, hvorfor jeg ikke bare valgte en ”normal” mand. Men i min verden er han jo ganske normal, siger Aneta, der en enkelt gang har været bange for at miste sin mand, da han for få år siden blev ramt af en autoimmun sygdom.

I flere uger sad Aneta ved Jes’ side uden at vide, hvad udfaldet ville blive. 

– Det var jo frygteligt, for det var, som om jeg var en fremmed, fortæller Aneta, der dog kunne ånde lettet op, da Jes efter et par uger kom til sig selv igen.

Handicap – intet problem

– Jeg tror nogle gange, at jeg har flere liv end gennemsnittet, smiler Jes, der aldrig har ladet sit handicap stå i vejen for sine drømme.  I stedet har han brugt det til at finde en ny vej ind i arbejdslivet med firmaet Kørestolseksperten, som han i dag driver sammen med sin ven. Her møder de brugerne i øjenhøjde og fortæller deres egen historie for at skabe håb om en god fremtid på trods af et handicap. Han tror nemlig ikke, at en kørestol er en hindring for hverken arbejde eller kærlighed.

Jes og Aneta har været sammen i 18 år, og kærligheden er lige så levende som den dag, deres blikke mødtes på Viborg Sygehus.

– Vi har altid været gode til at snakke sammen, og selv om vi kan diskutere, er der ingen af os, der gider at bruge energi på at være uvenner, siger Aneta, mens Jes sidder ved siden af og lytter.

– Altså, hunden får mere opmærksomhed end mig. Det andet lyder bare bedre, griner Jes.