Fra kriminalefterforsker til krimiforfatter: Stress ændrede mit liv

Er du okay? Kollegerne på Odense Politigård spurgte forsigtigt til Sandras velbefindende, men der gik flere år, inden hun selv indså, hvor hårdt ramt af stress hun var. Først da hun blev fyret, forstod hun, at hendes liv aldrig ville blive det samme.

Kvinde

I begyndelsen var det ikke Sandra Hedegaard Rasmussen selv, der bemærkede, at noget var helt galt. Faktisk var det nogle af de nærmeste kolleger, som jævnligt begyndte at komme forbi hendes plads med et forsigtigt spørgsmål: ”Er du okay, Sandra?”

Selvfølgelig var hun det. Hvordan kunne hun være andet? Sandra havde jo drømmejobbet på Odense Politigård som efterforsker. Hun var mor til et ønskebarn og var gift med sit livs kærlighed. Ved siden af jobbet havde hun en kæmpe omgangskreds, hun dyrkede hæsblæsende fitness, løb, red og sørgede for aldrig at glemme en fødselsdag eller et sølvbryllup blandt kollegerne.

Godt nok havde hendes far fået konstateret nyrekræft. Og godt nok havde hun en irriterede smerte i brystet, sitrende fingre og en ret kort lunte. En gang imellem havde hun også svært ved at tyde et telefonnummer, fordi tallene dansede nede på papiret, men den slags skulle ikke stoppe Sandra. I hvert fald ikke før, hendes krop sagde endeligt fra en sommerdag for seks år siden på parkeringspladsen foran Politigården.

Min krop sagde fra

Når Sandra ser tilbage på den, hun var, før hun gik ned med stress, er hun ikke sikker på, hun ville bryde sig om sit eget selskab.

– Jeg tror, jeg ville have tænkt: Hun er da meget sød. Men hun er godt nok lidt overfladisk. Dengang levede jeg et ekstremt travlt liv, og jeg kunne jo ikke følge med. Det gik ud over nærværet, siger Sandra, som møder Ude og Hjemme i anledning af, at hun har udgivet den romantiske spændingsroman ”Italienske forbindelser”.

Den 466 siders moppedreng er en af de ting, som Sandras stress har ført med sig. Lidelsen har i det hele taget sat sit tydelige præg på den nu 40-årig fynbos liv, der på mange måder er vendt op og ned.

Læs også: Sådan bekæmper du stress

I dag er hun landet. Men det har taget sin tid og kostet dyrt. Ikke mindst, fordi Sandra i så lang tid havde så svært ved at acceptere, hvor syg hun var.

– Min krop forsøgte at fortælle mig nogle ting, som jeg ikke havde lyst til at lytte til. Jeg holdt krampagtigt fast i mit normale liv, for jeg følte, jeg havde hjemme på Politigården. Jeg kunne jo ikke andet, siger Sandra, som i bogstaveligste forstand blev bremset den sommerdag på politigårdens parkeringsplads. 

Kort forinden havde hun talt med en kollega, som også havde en far, der var ramt af kræft. Det var en god samtale, og bagefter havde de taget afsked og sat sig ind i hver deres bil. Men da Sandra startede motoren, skete der noget mystisk. Hun anede pludseligt ikke, hvordan hun skulle komme hjem. Hun kunne simpelthen ikke finde vejen til Nyborg, som hun havde kørt så mange gange før, og derfor kunne hun ikke gøre andet end at ringe til den kollega, hun lige havde sagt farvel til og bede om hjælp.

Kollegaen kørte foran Sandra hele vejen hjem, og efter hun havde stillet bilen fra sig i indkørslen, gik hun direkte ind i seng. Men selv om Sandra kæmpede med at trække vejret og ikke magtede at komme ud af sengen næste morgen, var hun dog overbevist om, at hun bare lige skulle have 14 dage. Så ville hun igen være på toppen.

Talte ikke om sorgen

Sådan kom det ikke til at gå. Sandra var ekstremt hårdt ramt både fysisk og psykisk. Alligevel havde hun hele tiden den samme stemme i hovedet: ”Du skal bare tilbage til politigården igen.”

Det kom hun omkring tre måneder efter. 

Men Sandra var alt andet end rask. Svimmelhed, smerter i brystet, søvnløshed og alle de andre tegn på stress fulgte med. Der findes nok flere forklaringer på, hvorfor Sandra blev så syg. For det første manglede hun ro i sin hverdag. For det andet tog hendes udadvendte væsen mere ind, end hun kunne holde til. Og så kom hendes fars sygdom og gav det sidste skub.

– Vi vidste alle sammen, at min far skulle dø, men vi tacklede sorgen utrolig dårligt. Det var så svært for os at sætte os ned og tale om følelser og græde, for det lå ikke lige til familien. Min far gjorde alt for at skåne os, og han gjorde det i den bedste mening, men det gjorde kun det hele værre, siger Sandra, som trods alvorlig stress kæmpede sig på arbejde hver dag i efteråret 2012.

Imens fik hendes far det dårligere og dårligere. Til sidst havde kræften bredt sig til knoglerne, og et hospice ville være det næste skridt. Det vidste alle. Ikke mindst hendes far selv. Og det var fremtidsudsigter, som den tidligere store, stærke sømand ikke kunne leve med. Sandras far valgte derfor at tage både livet og døden i egen hånd en dag i december, hvor han var alene hjemme.

Læs også: Pernille brød sammen med stress

”Undskyld,” havde han skrevet til sidst i det brev, som forklarede årsagen til hans beslutning om selvmord.

Da Sandra stod på hospitalsstuen den aften i december og så sin far for sidste gang, var chokket nærmest lammende. Og samtidig kørte skyldfølelsen rundt i hjernen: Hvorfor skulle han være alene om det? Hvorfor havde hun ikke været der?

Heldigvis begyndte Sandra hurtigt at tilgive både sig selv og sin far.

– Den løsning var den eneste rigtige for ham. Han ville ikke ligge og rådne op på et hospice. Det var slet ikke ham, siger Sandra, som gik rundt i en døs i tiden efter sin fars død. Alligevel kunne hendes kolleger se hende igen møde på arbejde mindre end en måned efter.

Kæmpede sig tilbage

På det tidspunkt var Sandra meget syg. Og hun kunne ikke længere spille rollen som rask. Derfor gik hun i flere omgange ned i tid. Men hun valgte altid at skrue op for antallet af arbejdstimer igen. Og hver gang endte det galt.

– Jeg var så ivrig efter at blive mig selv igen. Men jeg kunne ikke klare det, så det var bare nederlag på nederlag. På et tidspunkt havde jeg det så skidt, at jeg så mig selv ende som hjemløs i Odense med en barnevogn fuld af vodkaflasker. Det var virkelig slemt, og jeg var desperat efter at blive normal igen, siger Sandra, som til sidst fik en 20-timers kontorstilling.

– Jeg gik fra at være en aktiv, udadvendt betjent til at sidde som en slags grøntsag, som hun selv siger.

Sandra prøvede at passe ind i sin nye rolle. Men det gik ikke. Og en dag kom opringningen, som gjorde en ende på Sandras udmattende kamp om at blive på sin arbejdsplads. Hun blev fyret efter 14 år ved politiet.

– I begyndelsen var jeg helt knust. Det var et kæmpe nederlag. Men efterhånden gik det op for mig, at politiet faktisk havde gjort mig en tjeneste. Hvis de ikke havde sparket mig ud, havde jeg nok kæmpet endnu. Og til sidst havde jeg knækket halsen.

Sandra var allerede tæt på at knække. Hvor slemt det stod tid, krævede tid at indse. Ikke mindst da hun efter måneders arbejdsprøvning blev indstillet til førtidspension.

– Førtidspensionist. Det ord lå så langt fra mig, og det var virkelig svært for mig at acceptere.

En øjenåbner

Der er sket meget i de sidste par år, efter hun gik på førtidspension. 

 

I dag har Sandra ikke bare accepteret sin skæbne. Hun har også fået det bedste ud af den. Da hun begyndte på livet uden et job, var ensomheden tung, når mand og barn tog afsted om morgenen. Hun savnede sit gamle liv, og hun savnede sine kolleger. Derfor begyndte hun en dag på noget, som på sin vis skulle bringe hende tilbage til politigården. Hun begyndte at skrive en bog om en politikvinde.

– I begyndelsen skrev jeg bare for at være politimand igen. Det var min måde at være sammen med kollegerne. Når jeg skrev, kunne jeg næsten mærke, hvordan det var at gå på trapperne, og jeg kunne fornemme spændingen, når vi kørte udrykning. Det var virkelig god medicin mod ensomheden, siger Sandra, som bestemt ikke havde forestillet sig, at hendes historie skulle udgives.

Læs også: Stress blev starten på et nyt liv

Men en dag skimmede to veninder hendes tekst, og de var helt enige: Det her skulle hun da sende ind til et forlag.
Bogen er netop udkommet, og Sandra er selvfølgelig stolt, når hun ser den i boghandlerne, eller når hun læser rosende anmeldelser. Men mest af alt er hun lykkelig for den hverdag, hun har fået.

– Jeg har lært, at det ikke er så slemt at blive afskediget og at være førtidspensionist. Det gør jo, at jeg er blevet meget mere nærværende, og det har givet mig så meget kvalitet i mit liv. Jeg tror heller ikke, min datter og min mand ville bytte, siger Sandra, som også har indset, at hun lever med en lidelse, som kan bryde frem, hvis hun ikke passer på. Så det gør hun.

Weekenden skal kun indeholde ét socialt arrangement. Shoppeture og besøg i vandland omgivet af højlydte mennesker holder hun sig helt fra. Og de lange løbeture og den hårde fitness er byttet ud med gåture 
og yoga.

– Jeg er blevet meget bedre til at acceptere mig selv, og selv om jeg har været igennem helvede, så ville jeg faktisk ikke undvære det. For det har virkelig været en øjenåbner.