Fra X Factor-Sarah til Noah: Vi skal være mor og far

I 2011 stod Sarah på scenen som vinder af X Factor. Siden er der sket ufatteligt meget: Sarah er blevet til Noah. En ung mand med skægvækst og dyb stemme, som er gift med sit livs kærlighed Sika. Og i fire år har parret kæmpet for at få opfyldt en stor drøm: At blive en helt almindelig familie – med mor, far og barn.

Noah og Sika står sammen med graviditetstests

Det var en Sarah, som Sika forelskede sig i for fem år siden. En Sarah, som dagen efter deres første møde sendte beskeden: ”Åben dit vindue og duft til den våde asfalt.” Og den samme Sarah, som stod dernede på den våde asfalt med et kæmpe smil og en buket blomster i favnen, da Sika stak hovedet ud ad vinduet.

Drømmen om at blive mor og far

De to har været sammen lige siden. Men i dag er Sarah borte. I stedet er den tidligere X-Factor-vinder blevet til Noah. En ung mand med dyb stemme, skægvækst, brede overarme og en kæmpe drøm om at blive far.
Sika har en lige så stor drøm om at blive mor, og nu ser det brændende ønske omsider ud til at gå i opfyldelse efter fire år i fertilitetsbehandling. 
Lige nu har de nemlig mindst 10 positive graviditetstest li ggende derhjemme, og parret har allerede set de første hjerteblink ved en scanning. 
Så er det til at leve med, at Sika starter hver eneste dag med at kaste op. Udsigten til endelig at blive forældre slår ethvert ubehag.

– I virkeligheden ønsker vi kun at være en helt almindelig familie. Vi vil bare være Hr og Fru Danmark, siger Noah, som dog erkender, at deres fem år sammen nok har været alt andet end normale.

Læs også: Gravid som 14-årig 

Selverkendelse

Parret havde ikke været sammen længe, da Sika forsigtigt begyndte at stikke til sin kæreste.

– Er du sikker på, du har det godt i din krop?

Hendes fornemmelse for, at kæresten nok følte sig mere som mand end kvinde, ramte plet. Den ellers så robuste Sarah begyndte i hvert fald at græde voldsomt den dag, og kort efter mødte hun op på sexologisk klinik på Rigshospitalet.
Tårerne kom nok mest af alt af lettelse. For selvfølgelig havde Sarah selv haft en følelse af, at hun boede i den forkerte krop, men som Noah siger i dag: 

– Alt handler om selverkendelse. Og jeg skulle lige samle alle brikkerne til puslespillet.

Nu var den sidste brik på plads, og allerede til den første samtale på Rigshospitalet var Noah sikker i sin sag. Han ville ikke være Sarah mere.
Et kønsskifte kræver selvfølgelig tid, tålmodighed og mange samtaler med læger og psykologer. 
Men mentalt var Noah allerede en mand og slet ikke i tvivl om sin beslutning, og han blev derfor godkendt og indledte hormonbehandling, ligesom der blev planlagt en operation til at få fjernet brysterne.

Voldsomme følelser

Langsomt begyndte hår at spire frem nye steder på kroppen, musklerne blev større og stemmen dybere.

– I begyndelsen holdt jeg øje med hvert enkelt hår, der dukkede op og hver eneste ændring i min krop. Det var en rar følelse med alle de forandringer, for jeg gik jo hen mod noget, jeg gerne ville, siger 23-årige Noah, som også mentalt blev påvirket af testosteronet. Og det var ikke altid uden udfordringer.

– På en og samme tid var jeg jo en teenagedreng og en kvinde i overgangsalderen. Det var ret voldsomt, siger Noah, som i en periode svedte som en gal. 

Andre gange kunne han pludselig begynde at tude midt på en togperron eller hjemme ved spisebordet uden helt at vide hvorfor.
Og Noah var ikke den eneste i husstanden, der havde let til tårer. For samtidig med at Noah var i hormonbehandling for at skifte køn, var Sika i hormonbehandling i håb om at blive gravid.

Læs også: Nu bliver jeg nok gravid

 ”Helt Almindelige Unormale Forældre”

Parret valgte meget hurtigt at kaste sig ud i kampen for at blive forældre. Både fordi de begge var klar til bleskift, godnathistorier og ture på legepladsen. Men også fordi de vidste, at det her ville blive svært. Ikke kun fordi Noah er født som kvinde og derfor af gode grunde ikke kan producere sæd. Men også fordi Sika lider af hormonforstyrrelsen PCO og desuden har en såkaldt hjerteformet livmoder. Og begge dele gør det vanskeligt at blive gravid.
Det har heller ikke været let, og de har gang på gang haft skuffelser og nedture, når endnu et forsøg er gået i vasken. 
Undervejs har de virkelig fået forståelse for, hvor mange andre, der også lever med de præcis samme skuffelser og sorger. Og at det er utrolig befriende, når nogen tør tale åbent om alt det svære, der gemmer sig bag den lyserøde babydrøm.
Derfor har Sika og Noah nu i fire år drevet deres egen YouTube-kanal ”Helt Almindelige Unormale Forældre”, hvor de ærligt taler om deres vej til at blive mor, far og barn med alt, hvad det indebærer af hormoner, tudeture, vægtstigninger og ikke mindst angsten for, at projektet aldrig lykkes.

– Det kan være virkelig ubarmhjertigt at være i fertilitetsbehandling. Bare det der med at være på sommerferie, hvor der løber glade børn rundt om en. Eller se barnevogne alle vegne. Det kan gøre så ondt. Alt det vil vi gerne tale om, og vores åbenhed gør, at mange andre deler deres forløb med os. Tit er det nogle virkelig hårde historier. Der findes jo par, der har forsøgt i mere end 10 år, siger 25-årige Sika, som føler, at det stadig er lidt af et tabu at gå i fertilitetsbehandling.

– Mange holder det hemmeligt. Som om det er flovt.

Sika og Noah: Det er ikke flovt

For Sika og Noah er det ikke flovt. Men de er ikke altid stolte over de følelser, som en gang imellem kommer væltende. Især ikke, når misundelsen viser sit grimme fjæs.

– En gang imellem kan det altså godt være lidt svært at sige tillykke, når andre bliver gravide, og man selv lige har fået et negativt svar og er helt nede i kulkælderen. Vi kunne godt føle os som de værste mennesker på de dårlige dage, men vi har besluttet, at ingen følelser er forkerte, og derfor taler vi også åbent om dem, siger Sika.

Spørg mig om alt

Noah fortæller lige så åbent om sit kønsskifte, som nu er så langt, at han har fået nyt personnummer, så han også på papiret er en mand. 

Men der er selvfølgelig stadig mange undrende spørgsmål fra omgivelserne.

– Folk må spørge om, hvad de vil. Jeg bliver aldrig fornærmet. Da jeg selv skulle finde svar, var jeg så bange for at træde folk over tæerne, og sådan skal det ikke være med mig, siger Noah, som gerne besvarer spørgsmål som ”går du på dame- eller herretoilettet?”. Eller ”hvad gør du i en svømmehal?”

Spørgsmålet om svømmehallen er stadig lidt uafklaret. Sidst fik han tildelt handicapomklædningen, men det brød han sig ikke om, da han kom ud og så, at en kørestolsbruger måtte vente uden for. 
Generelt tager Noah sine valg efter, hvad der er bedst for andre. Om han går ind på dame- eller herretoilettet, betydet intet for ham. 

– Et toilet er jo et toilet, som han siger. 

Men for at undgå at forskrække de ældre damer plejer han at gå på herrer. Dog med den risiko, at nogle mænd vil rynke på panden, hvis han bliver genkendt som X-Factor Sarah.

X-Factor Sarah

Den titel hænger stadig så meget ved, at der næsten dagligt kommer en kommentar til kanalen om X-Factor. Selv er Noah nu mere end klar til at smide den del af fortiden, som udspillede sig, da han var 15.

– Nu har jeg haft det der X-Factor-klistermærke i panden længe nok. Nu handler det om børn. Jeg vil så gerne have et helt almindeligt standardfamilieliv, siger Noah, som gerne vil lave mere musik i fremtiden.

Men lige nu kæmper han lidt med at synge med sin nye dybe stemme.
Meget er forandret, når Noah lytter til sig selv eller kigger sig i spejlet. Og så alligevel ikke. Så stor forskel er der heller ikke på at være kvinde eller mand.

Læs også: Patricia fra X-Factor er diagnosticeret skizofren 

– Jeg føler mig klart bedre tilpas end før. Men jeg er jo stadig den samme person med den samme hverdag og den samme kone. I det store og hele er alting, som det plejer. Og det er præcis, som det skal være.
Dog er der selvfølgelig en kæmpe forandring på vej. Et lille spirende liv inde i Sikas mave, som for altid vil forandre tilværelsen.