Jerry Lee Lewis: Den vildeste rock’n’roller

Han har stået på låget, spillet med fødderne og smadret utallige pianoer, når han har givet den maks gas under koncerterne. Men publikum elskede ”The Killer” – og straffede ham, da han giftede sig med en 13-årig kusine. Læs Jørgen de Mylius fortælle om Jerry Lee Lewis

Jerry Lee Lewis er også kendt under navnet ”The Killer”. I de første 10 år af karrieren var han det vildeste, rock’n’roll havde oplevet, da han pludselig drejede countrysangen ”Whole Lotta Shakin’ Going On” til en af de mest uforglemmelige rockindspilninger i 1957. En triumf for både Jerry Lee og de legendariske Sun-studier i Memphis.

Ejeren Sam Phillips havde kort tid forinden solgt kontrakten med Elvis Presley til det verdensomspændende RCA, og nu stod han med endnu en komet i sin stald. Jerry Lee var den hvide rock’n’rolls Little Richard, og sammen med Richard introducerede han sit virtuose piano-boogiewoogie-spil for det voksende rock’n’roll-publikum.

Han blev kaldt ”The Wildest Rock’n’roller On Earth”, når han stod på låget af sit flygel og lod sine hænder flyve op og ned af tangenterne, selv om han ramte dem bagfra.

LÆS OGSÅ: Dionne Warwick - fra korpige til megastjerne

Kaos og forargelse

Men hans turbulente privatliv satte ham mange hindringer i vejen op igennem årene – første gang i 1959, da han kom til London for at give en række koncerter, og det blev offentliggjort, at hans nye kone også var hans 13-årige kusine.

Det skabte kaos og forargelse. Og han nåede kun at spille tre koncerter i England, før resten blev aflyst, og da han kom retur til USA, var skandalen endnu større. Hans tv-kontrakter blev annulleret, radiostationer nægtede at spille hans plader, og hans honorarer faldt fra ca. 7.000 dollar pr. optræden til 250 dollar.

Det var noget af en nedtur.

Men igennem årene er det ikke gået mindre vildt til.

Jerry Lee har været gift syv gange – og to af hans koner er druknet i en swimmingpool. I fuldskab har han truet kolleger og venner på livet, og han er også kendt for problemer med det amerikanske skattevæsen. 

Men hans fornemmelse for rock’n’roll har inspireret utallige af de allerstørste, blandt andet Elton John, John Fogerty, The Beatles og Bruce Springsteen.

LÆS OGSÅ: Bonnie Tyler: Den hæse stemme gav succes

Rock’n’roll og country

Ud over at være en af de suverænt dygtigste rock’n’rollere i verden er hans countrykarriere ikke mindre bemærkelsesværdig.

Netop som pressen havde dømt hans rock’n’roll gammeldags, dukkede han op på de amerikanske hitlister som kongen af countrymusik i 70’erne med en kaskade af nr. 1-hit.

Og sådan er Jerry Lee som en anden korkprop dukket op igen og igen og lagt fordums skandaler bag sig.

I dag er han en af de mest prisbelønnede rocksangere i verden.

Jerry Lee er født i Louisiana og opvokset i en landmandsfamilie i Texas. Selv har han boet i Tennessee næsten hele sit voksne liv… ikke så langt fra Graceland i Memphis, hvor han også lærte Elvis at kende.

Ustyrlig på piano

Sydstaterne har altid været hans domæne og som barn i en religiøs, fattig familie blev han meldt ind i Southwest Bible Institute, så han kunne lære at synge de kristne sange.

Hans far tog lån i gården for at købe et piano til sin musikalske søn, og inden længe viste Jerry Lees vildskab sig, da han under en gudstjeneste satte boogie-woogie-rytmer til sin fortolkning af sangen ”My God Is Real”.

Han blev smidt ud af foreningen, men det gav ham kun endnu mere lyst til at dyrke de toner, han kunne høre i radioen med f.eks. Fats Domino og Little Richard. De blev forbilleder, bl.a. fordi de brugte pianoet som hovedinstrument i stedet for guitaren.

Jerry Lee havde et næsten magisk talent for tangenterne, som han har imponeret med gennem hele karrieren.

Til gengæld bliver han også kaldt rockbranchens mest lunefulde personlighed. Han har skældt ud og gjort sig uvenner med utallige journalister, pladeproducere og managere, hvis han var i det lune. Til andre tider den mest elskværdige mand.

Blæste alle omkuld

De første professionelle job fik han med sine to fætre Mickey Gilley – senere berømt countrysolist, og Jimmy Swaggart – senere tv-prædikant i USA. Men i 1956 vovede han sig ind på det allerede berømte pladeselskab Sun Records i Memphis, da han hørte, at selskabet lige havde solgt Elvis Presleys kontrakt til det store RCA i New York.

Sun kunne godt bruge Jerry Lee, og han fik med det samme et pænt hit i sydstaterne med sin version af countrysangen ”Crazy Arms”. Men Jerry Lee ville ikke lade sig nøje med den etablerede country, og Sun Records havde haft held allerede med at få rock-a-billy ud af Elvis Presley. Så de åbnede for hans vildskab, da han kom i studiet for at lave single nr. 2.

Han havde sangen ”Whole Lotta Shakin’ Going On” i støbeskeen. Den var lanceret i en udgave med jazz/blues-sangerinden Big Maybelle, men Jerry Lee havde i sinde at lave et stykke rock’n roll ud af den og give den al den vildskab, hans boogiewoogie-piano kunne supplere med. Han gjorde også teksten lidt mere vovet og blæste nærmest studievæggene omkuld i februar 1957, da han indspillede sin verdensberømte version.

Skandalen

Jerry Lee blev superstjerne på få måneder.

Sun Records havde endnu et guldæg på kontrakt, og de havde lært så meget i årene med Elvis, at de havde de gode forbindelser til de største tv-shows og endda til Hollywood, hvor han inden for kort tid medvirkede i to rock’n’roll-film ”Jamboree” og ”High School Confidential”.

Han fulgte op med store hits som ”Great Balls Of Fire”og ”Breathless”.

Men allerede i 1958 blev Jerry Lee overrasket ved ankomsten til Heathrow lufthav i London, da han skulle indlede en britisk turné.

En journalist havde opdaget, at Jerry Lees nye kone Myra kun var 13 år – og så var hun også hans kusine.

Det var som at udløse en bombe.

Aflyste shows og koncerter

Både Jerry Lee og hans managere fastholdt, at Myra var 15 år, men artikler og påstande føg rundt som svaler på træk.

Tv-shows og koncerter blev aflyst, og pludselig kunne Jerry Lee nærmest kun rocke og rulle på mindre spillesteder og beværtninger.

Der var virkelig gang i balladen, og faktisk var ægteskabet Jerrys tredje, selv om han kun var 22 år.

Ægteskabet med Myra, som var lovligt i sydstaterne, varede i 13 år.

Hans fjerde kone druknede hos en ven i nabolaget under mystiske omstændigheder, og hans femte i Jerry Lees egen pool. Han var kort under anklage for at være medskyldig i hendes død, men mere kom der ikke ud af det.

Hans længste ægteskab varede i 21 år – med Kerrie McCarver fra 1984 til 2005. Han har fået seks børn – en døde, som ganske lille ved en ulykke i en swimmingpool, og en anden i en trafikulykke.

I de første år i Memphis var Jerry Lee beskæftiget i Sun-studierne – ikke bare, når han indspillede sine plader, for hans pianostil kunne også bruges på kollegers plader, så han spillede på bl.a. en del af Carl Perkins originale udgivelser.

Givtigt miks

Men nedturen efter skandalen med den mindreårige hustru gik ham på. Alligevel lykkedes det ham i 1961 at få et pænt hit ud af Ray Charles-nummeret ”What’d I Say”, men først da hans manager i 1968 kom med et forslag, skete der et fantastisk skred: ”Jerry, du har ikke noget at miste. Lad os tage til Nashville og forsøge med en countryplade”.

Til alles forbløffelse bragede hans countryudgivelse ind på de amerikanske countryhitlister – ”Another Place, Another Time” var der faktisk i 17 uger.

Så lige så hurtigt han var bortstemplet i 1958, lige så hurtigt var han inde i varmen igen. Dog i et andet musikalsk område.

I løbet af 70’erne fik han opbygget et nyt højdepunkt i karrieren og havde stadig rock’n’roll på menuen, når han gav koncerter.

Jerry Lee opnåede at blive den mest velhavende og mest nuancerede countrysanger i USA i 70’erne. Hans tidligere pladeselskaber ledte efter countryrelaterede numre fra hans tidligere indspilninger og genudsendte dem, som om de var nye.

På sine nye plader smuglede han rendyrket rock’n’roll ind, bl.a. en vildt rockende udgave af Kris Kristoffersens ”Me And Bobby McGee”.

Siden 80’erne har han holdt sig til sin gyldne blanding af rock’n’roll og country og trampet et væld af flygler i stykker ved at stille sig på låget og hamre sig igennem koncerterne.

Hans rigdom har gjort det muligt for ham at flyve rundt i USA til sine job i mindre fly. Han insisterer på at flyve, hvis turen er længere end 80 km. Alligevel ejede han på et tidspunkt 20 biler, men så havde han også altid et par chauffører til at køre dem.

Største succes

Ingen troede, at Jerry Lee kunne sælge plader i det her årtusinde. Men da han udsendte albummet ”Last Man Standing” i 2005 tog det igen en ny drejning. Det blev hans bedst sælgende album til dato – skarpt efterfulgt af den lige så godt sælgende efterfølger ”Mean Old Man”. To epokegørende album, hvor Jerry Lee også slår sig løs i duetter med bl.a. John Fogerty, Little Richard og Elton John.

Efter en af hans seneste koncerter fik han en lille seddel stukket i hånden. Der stod: ”Din sjæl er sikker på at flyve til himmels. Gud kan ikke finde nogen anden på denne jord, der kan spille piano som dig”.

Han er 83 år, er rockens enfant terrible, er arresteret adskillige gange for at køre spritkørsel, have stoffer på sig – og på det seneste ramt af hjerteanfald. Men vi har ham stadig.