Lise-Lotte har haft 39 selvmordsforsøg: Mine børn holder mig i live

Lige siden Lise-Lotte var barn, har en stemme i hendes hoved fortalt hende, at det var bedst, hvis hun døde. Men selv om hun adskillige gange har forsøgt at tage sit liv, er hun stadig i live. Takket være sine børn.

Lise-Lotte har haft 39 selvmordsforsøg

Svendborgsundbroen bliver større og større, jo mere Lise-Lotte tramper i pedalerne. Pulsen dunker under tøjet, men det er ikke på grund af bakken, der leder op til broen. Om lidt hører hun stemmerne, der fortæller hende, at hun kan få fred, hvis hun hopper i vandet. Tanken er fristende, for på et øjeblik vil hun ikke længere skulle kæmpe mod angsten eller den altoverskyggende tristhed. 

Hun forestiller sig, hvordan en ro vil brede sig indeni, når vandet fylder hendes lunger. Alligevel cykler hun videre. Hun kan stadig nå at hoppe i morgen.

– Jeg anede ikke, at jeg var den eneste, der kunne høre stemmerne. Så hver dag blev jeg nødt til at tage mit liv op til revision og beslutte mig for at leve. For min tanke var, at det ville være nemmere at dø, fortæller den nu 49-årige Lise-Lotte Efryd Vejen-Jensen fra Skjern. 

Hendes første barndomsminde stammer fra tremmesengen i hjemmet i Svendborg, hvor hun stadig kan huske den altoverskyggende angst for mørke. 

Som hun voksede op, tog angsten til, og når mørket faldt på, var hun overbevist om, at der var nogen, der var efter hende. 

Alligevel delte hun ikke sine tanker med nogen.

Som den yngste pige i klassen blev hun et oplagt mobbeoffer, der hver dag var genstand for ydmygelser og knytnæveslag. Men selv om tårerne havde gjort hendes ansigt vådt, og slagene kunne ses som blå mærker, var der ingen, der rakte hende en hjælpende hånd. I stedet trak hun sig mere og mere ind i selv, og følelsen af, at hun ikke kunne elskes, blev en sandhed for hende. 

– Jeg følte ikke, at jeg havde værdi som menneske, og jeg snakkede nærmest ikke med nogen. Derfor virkelighedstjekkede jeg heller ikke, så jeg troede jo, at alle hørte og så de samme ting som mig, fortæller Lise-Lotte, der i stedet prøvede at opføre sig så perfekt som muligt i håbet om, at der var nogen, der ville holde af hende. 

Hun lavede sine lektier, var høflig og turde ikke engang pille næse, når hun var alene, selv om stemmerne ofte fortalte hende, at hun var uduelig, og det var bedst, hvis hun døde. 

Læs også: Peter Brixtoftes datter Marie: Jeg kunne ikke redde min far 

Ønskebørn

Udadtil var det ikke til at se, at Lise-Lotte havde en alvorlig psykisk sygdom. Hun klarede sig igennem gymnasiet, hvor hun mødte sin mand, Jesper, og da de blev gift, kunne hun endelig få opfyldt en af de få drømme, hun havde. Nemlig børn.  

– Det var meget vigtigt for mig, at der ikke var nogen, der kunne kritisere min rolle som mor. Det kunne godt være, at jeg følte, at jeg ikke duede til så meget, men jeg vidste, at jeg var god til børn, siger Lise-Lotte, der overøste sine to børn, Caroline og Frederikke, med kærlighed. 

Hvis der var optræk til gråd, blev de straks trøstet. Hun prøvede at vise overskud ved at blive formand for bestyrelsen i børnehaven, og da pigerne begyndte i skole, troppede de altid op med spændende madpakker og mærketøj. 

Men stemmerne kunne Lise-Lotte ikke flygte fra, og da hun oplevede en spontan abort, begyndte de for alvor at dominere hendes hverdag. 

 Når børnene skulle have aftensmad, sad hun og læste historier for dem i stedet for at spise, og når de var lagt i seng, gjorde Lise-Lotte rent, da stemmerne var slemme om natten. Til sidst vejede hun kun 45 kilo.

– Stemmerne fortalte mig konstant, at mine kolleger snakkede negativt om mig, og den manglende søvn og ingen mad fik mig til at ligne en kz-fange, så til sidst kunne jeg ikke skjule, at jeg havde det dårligt, fortæller Lise-Lotte, der blev opfordret til at gå til lægen. 

Læs også: Signes mand og mor begik selvmord 

Ville forsvinde

Kort tid efter blev hun ringet op. Hun skulle indlægges med det samme, hvis hun ville overleve. 

Mens lægerne prøvede at finde en diagnose til Lise-Lotte, holdt hun stemmerne og hallucinationerne skjult. Hun frygtede, at hun ville ende som en zombie på et psykiatrisk hospital, hvis hun indtog medicin, og i første omgang blev hun diagnosticeret med anoreksi og senere borderline. 

Kort tid efter indlæggelsen forsøgte den dengang kun 31-årige Lise-Lotte at tage sit eget liv. 

På udgang fra afdelingen valgte hun at sluge en masse piller. 

 Hun satte sig ind i sin bil og kørte hen til et krat med følelsen af at være forfulgt. Hun gemte sig i bilen, men endte til sidst med at køre tilbage til afdelingen, hvor hun blev indlagt på intensiv.

–  Jeg tænkte altid, at mine børn enten havde muligheden for at leve med en ond mor, der skadede dem ved sit nærvær, eller at jeg kunne redde deres udvikling ved at forsvinde ud af deres liv. Så min konklusion var, at det var bedst, hvis jeg døde. 

I løbet af de næste to år prøvede Lise-Lotte at tage sit liv 38 gange. 

Som tiden gik, blev selvmordsforsøgene voldsommere, men alligevel bevarede hun kontakten til sine børn, som hun talte med dagligt. 

Og da Lise-Lotte blev rykket til en afdeling, hvor der var bedre fagpersonale, fandt man endelig ud af, hvad hun fejlede.

 – Jeg havde flere gange beklaget mig over, at de snakkede så grimt om mig, men det vidste de jo godt, at de ikke gjorde. Så da en af de ansatte kom med en bog, hvor der var slået op på et afsnit om psykoser, kunne jeg jo genkende mig selv. 

– I første omgang forstod jeg ikke, hvordan bogen kunne vide, hvordan jeg havde det, men langsomt gik det op for mig, at alle ikke oplevede det samme som mig. Så lavede vi en aftale. Hvis jeg indvilligede i at tage medicin, kunne jeg få lov til at komme hjem til mine børn, fortæller Liselotte, der til sidst blev diagnosticeret med paranoid skizofreni. 

Med medicin, der dæmpede sygdommen, kunne Lise-Lotte endelig være den mor, som hun gerne ville være. 

Men selv om Lise-Lotte og hendes mand havde skærmet børnene så meget som muligt, havde fraværet påvirket især deres yngste datter, Frederikke. 

– Da jeg var indlagt, græd hun meget i børnehaven, fordi hun savnede sin mor, og hun har siddet på mit skød, indtil hun var næsten 12 år, hvor hun bare har puttet sig ind til mig. Hun havde et stort behov for at vide, hvad der foregik, og hvordan jeg havde det, fortæller Liselotte, der sørgede for at skabe en tryg og varm base for familien. 

Selv om sygdommen altid havde været en del af familien, var den ikke i fokus i hverdagene. Ofte sad Frederikke og Lise-Lotte og havde lange samtaler eller så film.

Men selv om hun gjorde meget for at skærme sine børn fra sygdommen, gik det galt i 2016. 

Læs også: Zenias datter var død ved fødslen: Jeg holdt op med at fungere

Dårlig samvittighed

Lise-Lotte havde haft det skidt i en længere periode, og stemmerne var kommet tilbage. Endnu en gang fortalte de hende, at det var bedst, hvis hun døde, og med Stesolid i huset var det tæt på at gå galt. 

– Stemmerne sagde, at jeg skulle tage dem, og jeg kan huske, at jeg lå på sofaen og sagde højt ”nej”! Men før jeg vidste af det, havde jeg slugt en masse piller, selv om det ikke var meningen, at jeg ville tage mit eget liv.

Så jeg skyndte mig at ringe til min læge. Min næste tanke var, at Frederikke var på sit værelse, fortæller Lise-Lotte, der måtte kalde på sin datter, der prøvede at holde sin mor vågen, indtil ambulancen kom. 

–  Jeg havde frygteligt dårlig samvittighed over, at hun skulle have det ansvar. Hun har altid passet på mig og haft brug for at vide, at jeg var okay. Så det her har jeg svært ved at tilgive mig selv, fortæller Lise-Lotte, der i dag er 49 år. 

Hende symptomer kommer i bølger, og i øjeblikket har hun det godt. 

Gennem mange, lange snakke ved hendes familie godt, at hvis hun en dag ikke er her mere, er det ikke et fravalg af dem, men af sygdommen. 

– Jeg har lovet at holde mig i live til vores sølvbryllup i april, og vi vil også rigtig gerne til Australien. Min mand har sagt, at uanset hvad, så kommer jeg af sted. Selv hvis det er i en urne, smiler Lise-Lotte, der råder andre med psykiske sygdomme til at snakke om det.  

– Jeg gik i så mange år og skjulte det, fordi jeg ikke ville fremstå som en syg person. Jeg er syg, men det er ikke ensbetydende med, at man ikke kan have et dejligt liv. Mit er skønt lige nu, og det er det, jeg har fokus på.