Nybagt mor blev ramt af alvorlig sygdom: Løb blev min terapi efter hjertestoppet

En måned efter at have født sin søn blev Janina pludselig meget syg. Ingen forstod, hvorfor den nybagte mor blev tyndere og tyndere og var så udmattet, at hun end ikke kunne tage sig ordentligt af sit barn. Lægerne mistænkte hende for at have anoreksi, men den 24-årige kvinde var ramt af en alvorlig sygdom, ingen kendte til.

Lægerne mente, at den spinkle, unge mor havde anoreksi. At hun med vilje sultede sig og kastede op for at se tallet på vægten blive lavere og lavere. Flere bekymrede familiemedlemmer antydede det samme. Det var jo umiddelbart den mest oplagte forklaring på, hvorfor den 24-årige nybagte mor pludselig tabte sig og var så drænet for energi, at hun end ikke havde kræfter til at tage sig ordentligt af sin baby.

Janina Nyfors blev syg kort efter, hun for knap tre år siden blev mor. Hvor hun tidligere havde tonset frem med 200 kilometer i timen og altid havde haft travlt med dans, uddannelse og venner, så orkede hun ikke længere noget som helst.

Hvad hun fejlede, vidste ingen, men som nybagt mor og studerende kunne Janina selv forestille sig mange mulige forklaringer.

– Først troede jeg, det var stress og søvnmangel. Det var hårdt at tage sig af mit barn i dagtimerne og så studere om natten. Tit satte jeg vækkeuret til klokken 4 om morgenen for at komme op og læse, siger Janina, som blev dårligere og dårligere.

Helt afkræftet

Hun begyndte at kaste op hele tiden og havde næsten ingen appetit længere, og da tilstanden havde varet så længe, at den ikke kunne forklares med en almindelig maveinfluenza, opsøgte hun en læge. En læge, som mente, at Janina havde anoreksi.

– Det gjorde mig meget, meget ked af det. Jeg var jo syg, og jeg ønskede at få hjælp, siger Janina, som kategorisk benægtede, at hun sultede sig med vilje. Hun ønskede bestemt ikke at være afpillet og udsultet. Hun ville jo livet. Hun ville være en god kæreste for sin store kærlighed Daniel. Og ikke mindst ville hun være en god mor for deres lille Theodore. Men hun magtede ingenting, for hver gang hun spiste, kastede hun ulykkeligvis det meste op igen.

En dag gik det så galt, at Janina faldt om med Theodore i armene, så de begge måtte på skadestuen og tjekkes. Drengen fejlede heldigvis ikke noget. Men Janina var så afkræftet, at hun måtte indlægges for at få noget næring ind med drop. Hun blev naturligvis undersøgt på kryds og tværs. Men lægerne kunne stadig ikke finde frem til en fysisk diagnose, så spiseforstyrrelsen blev igen deres bedste bud.

Kæresten tog over

Da Janina kom hjem, blev hendes tilstand kun værre. Hun skulle ikke bare kæmpe med kvalme og udmattelse. Hun skulle også kæmpe med den dårlige samvittighed over, at hun ikke slog til som mor.

– Daniel var tvunget til at være hjemme og tage sig af ”Theo”. Han var fantastisk og den største støtte. Mens jeg var syg, orkede jeg ikke at lege med ”Theo”. Når han løb rundt, græd jeg, fordi jeg ikke orkede mere. I et år fik min kæreste næsten hele ansvaret for ham, erkender Janina, som i den periode især havde det meget svært med, at folk mistænkte hende for selv at være skyld i sin tilstand. Hun vidste med sikkerhed, at hun ikke led af en spiseforstyrrelse. Men hun anede ikke, hvad det så var, der havde ramt hende.

Det fandt lægerne først ud af, da Janina var så svækket, at hun til sidst kom på hospitalet, hvor de måtte transportere hende rundt i en kørestol.

Fordøjelsen virkede ikke

Endelig kom der en diagnose. Efter adskillige undersøgelser viste det sig, at Janinas fordøjelse ikke virkede. Hun led af Gastroparese, som er en slags lammelse af maven.

Janina var lettet, da hun fik diagnosen. Både fordi den frikendte hende fra at lide af anoreksi. Men også fordi hun endelig kunne få den rette behandling, så hun langsomt kunne begynde at tage føde til sig igen og komme til kræfter.

Og nu burde alt være godt hjemme i den lille, svenske familie.

Men kort tid efter, at Janina begyndte på sit nye arbejde, fik hun en underlig fornemmelse i kroppen. Hun begyndte at besvime. For eksempel når hun rejste sig for at gå over til kopimaskinen. Eller når hun løb efter bussen.

Selv var hun ikke særlig bekymret. Hun havde jo lige været så syg, at lidt besvimelse ikke chokerede hende. Men det bekymrede Daniel, og da hun var faldet om for 10. gang, insisterede han på, at hun opsøgte hospitalet igen.

Tæt på

Det viste sig at være en ekstrem god idé. Kort efter Janinas ankomst blev det hele nemlig meget alvorligt. Undersøgelser viste, at Janina led af en medfødt hjertefejl, og det blev besluttet, at hun skulle have en pacemaker.

Operationen var planlagt til et par dage senere, da hendes tilstand en nat pludselig blev meget akut og meget alvorligt. Faktisk kunne det ikke blive værre.

– Mit hjerte stoppede, siger Janina.

Selv husker hun ikke noget fra den dramatiske nat, hvor lægerne kæmpede for hendes liv. Men hun ved, at det var hendes store held, at hun allerede lå på hospitalet under tæt overvågning, da det skete.

– Jeg ville ikke have været her i dag, hvis jeg ikke havde været indlagt den nat. Det er selvfølgelig svært at tænke på, siger Janina, som heldigvis blev holdt i live og i dag trives godt med sin pacemaker.

Men det sætter selvfølgelig sine spor, når døden har pustet en i nakken.

– Jeg har tænkt på, om jeg skulle tale med en psykolog om alt det, jeg har været igennem, siger Janina, som dog har valgt en helt anden slags terapi. En terapi, som ikke kræver samtale, men en god kondition. Janina har nemlig fundet ud af, at løb for hende er det bedste måde at bearbejde de traumatiske oplevelser.

Læs også: Nicole trænede sin depression væk: Jeg græd dagen lang

Den største sejr

Faktisk var det allerede på hospitalet lige efter hjerteindgrebet, at hun begyndte at tale om løb. Var det mon muligt, at hun kunne komme til at løbe igen? På det tidspunkt var hun selvfølgelig så svækket, at det var svært at forestille sig, men indledningsvis begyndte hun at gå små ture. Skridtene blev efterhånden til forsigtigt løb, og ni måneder efter sit hjertestop deltog hun i længere løb i høj fart.

Det er selvfølgelig en stor sejr. Men ikke den største. Det bedste ved Janinas helbredelse er, at hun nu igen kan være den mor, hun gerne vil være.

– Jeg mistede næsten et år med min søn, og det er det værste. Det gjorde ondt i mit moderhjerte at se, hvordan Theo hver gang vendte sig mod Daniel og ikke mod mig, hvis han for eksempel slog sig. Vi har haft meget at indhente, men nu har jeg igen energi til at lege med ham, siger Janina, som er dybt taknemmelig over, at hun igen er sig selv med både et hjerte og en mave, der fungerer.

– Jeg græder flere gange om dagen af lykke. Nu vågner jeg om morgenen fuld af energi. En følelse, som jeg ikke har haft i flere år.