Sønnen og ekskonen begik selvmord: Smerten vil altid sidde i mig

– Der var engang, hvor jeg mente, at jeg var det mest privilegerede menneske. Men så trak skyerne op. Det fortæller den 80-årige tv-legende Poul Thomsen, som har mistet både sin søn Morten og ekskonen Hanne, som han var gift med i 47 år. Men som også har kærlighed i sit liv hver dag.

– Jeg kan sgu ikke gennemføre optagelserne i aften.

Sådan lød Poul Thomsens besked, da han ringede til sin chef lige før, han skulle i studiet til de allerførste optagelser til DR’s hyggelige quiz-program ”Hund og Hund imellem.”

På det tidspunkt var han Danmarks mest berømte dyreven. Hele landet havde været på fornavn med hans afdøde hønsehund, Balder, og alle genkendte hans karakteristiske stemme, når han sagde ”godaften”. Poul Thomsen var for længst blevet en erfaren tv-vært. Og selv elskede han at fortælle om dyr og natur til folk hjemme i stuerne. Men denne aften kunne han ikke.

I offentligheden anede ingen, hvad der foregik hjemme hos den smilende tv-vært, men det var alvorligt.

Knækket af sorte tanker

Hans kone, Hanne, var maniodepressiv. En lidelse, som altid havde boet i hende, men den depressive side var med tiden blevet værre og værre, og nu havde de kulsorte tanker knækket hende.

– Hanne var blevet tvangsindlagt den dag. Det var første gang, og jeg var ked af det, siger Poul, som efter telefonsamtalen med chefen ventede på, at han skulle ringe tilbage, når redaktionen havde holdt krisemøde.

– ”Hund og hund imellem” var et kæmpe maskineri med publikum og alverdens ting, så det ville blive dyrt at aflyse. Da min chef ringede efter krisemødet, sagde han, at det ikke skulle komme an på penge. Men han ville give mig et godt råd: Gå ind og gør det. Hvad vinder du ved, at vi lægger hele programmet ned, og du sidder hjemme med hovedet i hænderne?

Den aften lød programmets frejdige kendingsmelodi som planlagt. Publikum klappede. Og Poul Thomsen sad midt i det hele og bød velkommen.

– Jeg gennemførte det, og jeg tror ikke, der var en eneste, der kunne mærke, at jeg var bundulykkelig.

Ramte hele familien

I 47 år levede Poul sammen med Hanne. Det var stor kærlighed. Men det var også stor sorg og opslidende bekymringer, efterhånden som Hannes sygdom forværredes. For det gjorde den. Og den ramte ikke kun Hanne.

Parrets ældste søn, Morten, arvede desværre sin mors lidelse. Men hvor galt det var fat med ham, vidste ingen, før det var for sent.

– Jeg troede, jeg kunne klare alting. Det havde jeg jo været vant til. Jeg troede også, at jeg kunne klare det her. Men det kunne jeg ikke, siger Poul Thomsen, som i dag er 80 år og udkommer med sin stærke selvbiografi ”Dus med livet”.

En halv familie

Han ligner sig selv med skægget, smilet, den skovgrønne skjorte og den kærlige hånd på den lyse og logrende labrador, Lillebror. Han er bare ældre. Han bor også i det samme hus i landsbyen Albæk, 10 kilometer uden for Randers, hvor han også levede, dengang han havde sin kernefamilie omkring sig. Mor, far og de to sønner, Morten og Mads.

Men meget er hændt siden. I dag er kun halvdelen af familien tilbage.

Det ville være forståeligt, hvis Poul Thomsen ikke mere helt var sig selv. Men Poul Thomsen har stadig både historier og grin på læben. Tragedierne i hans liv har godt nok ramt ham med en sorg, der aldrig forsvinder. Men som menneske har han overlevet.

– Jeg tror, det har noget at gøre med mine gener. Jeg har et lyst sind.

Selv har Poul en klar fornemmelse af, hvem han har arvet det lyse sind fra, som endte med at blive hans redningskrans. Det må komme fra hans far. Poul Thomsen har bare aldrig mødt sin far. Han aner ikke, hvem manden er.

Skulle bortadopteres

I 1938 blev den 38-årige frøken Thomsen fra Hammel Bank gravid.

– Dengang så man ned på en kvinde, der fik et barn uden for ægteskabet. Det var hårdt. Man kunne enten lægge sig på køkkenbordet hos en kvaksalver, der så lavede en illegal abort. Eller man kunne føde barnet og adoptere det væk. Min mor valgte det sidste.

Frøken Thomsen fødte Poul hos sin søster i Nykøbing Falster og efterlod ham der, fordi hun ikke havde fridage nok til at vente på, at adoptionen gik igennem.

Livet skulle jo fortsætte. Og uheldet skulle af vejen. Men planen mislykkedes.

Pouls bedstemor havde nemlig set sit nyfødte barnebarn, som ventede på at få sine adoptivforældre. Mødet med den lille dreng havde ramt dybt. Og det satte hun sig ned og skrev i et brev til sin datter.

”Jeg har set den bette dreng, og han er så sød. Skulle vi nu ikke tænke os godt om.”

Bedstes kloge ord

Det gjorde Pouls mor. Heldigvis. Hendes nye overvejelser betød nemlig, at Poul fik lov at vokse op med sin mor og sin bedstemor. Han sov mellem dem i den store seng om natten, og når han stod op, var han altid pakket ind af især sin bedstemors varme og religiøse opdragelse.

– Jeg vil nok sige, at hun er det vigtigste menneske i mit liv. Ingen aner, hvor megen visdom, kærlighed og ro, der kan være i sådan en ganske almindelig dansk bondekone. Som barn var jeg overbevist om, at hvis bedstemor døde, så døde jeg også. Sådan havde jeg det virkelig. Som dreng sagde jeg til hende hver aften: Bedstemor, du må ikke dø. Og fordi hun var så klog, sagde hun: Det gør jeg heller ikke. Sådan. Det er visdom. Hun døde selvfølgelig alligevel. Men på det tidspunkt var jeg blevet så stor, at jeg kunne klare det.

Bedstemoderen sagde mange kloge ord. Især én sætning vendte tilbage til Poul langt senere i livet: ”Der kommer noget til alle.”

Med det mente hun selvfølgelig modgang. Poul skulle dog blive temmelig voksen, før han indså, hvor meget hans bedstemor havde haft ret.

Lykkelig og elsket

I første omgang var Pouls liv legende let. Han var 20 år, da han mødte Hanne. På det tidspunkt var hun godt nok forlovet med en anden, og selv var han kæreste med hendes søster, men der var ingen vej udenom.

– Jeg havde aldrig i mit liv set noget så smukt. Det skulle bare være Hanne. Om det så skulle koste mig livet, smiler Poul, som heldigvis kom levende gennem forviklingerne og giftede sig med Hanne.

Den første sankthans efter brylluppet styrtede han ud og plukkede en kæmpe buket blomstrende hyld. Blomsterne satte han i det værelse, hvor Hanne lå og netop havde født deres søn Morten. Livet kunne ikke blive større.

Eller det kunne det. Tre år efter kom Mads til verden. Der var held og medgang i Pouls tilværelse, hvor han ovenikøbet kom til at leve af noget af det, han holder allermest af: At give sin glæde over dyr og natur videre til andre.

Danskerne elskede Poul Thomsens ”Dus med dyrene”. Og Poul Thomsen elskede sin plads foran kameraet, mens Balder hvilede i kurven.

– Der var engang, hvor jeg mente, at jeg var det mest privilegerede menneske. Men så trak skyerne op, som han siger.

Hanne blev mere og mere syg. Hun blev indlagt flere gange, og livet hjemme i huset i Albæk føltes alt andet end let og privilegeret.

En øl fik følger

– Jeg kunne se hendes depressioner komme. Jeg vidste nøjagtigt, hvornår vi var på vej ned i helvede. Hendes anfald blev dybere og dybere, og jeg blev efterhånden ekspert i psykiske sygdomme. Jeg ringede til lægerne, for jeg ville have dem til at give hende elektrochok. Det var det eneste, de ikke havde prøvet. Jeg pressede dem så hårdt, at hun fik stribevis af chokbehandlinger. Men det hjalp jo ikke.

Poul pressede ikke kun lægerne hårdt. Han pressede også sig selv til det yderste.

   – Til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg synes ellers, jeg er sej, men jeg følte, at hvis jeg var blevet i det, var jeg selv gået til, husker Poul, som mentalt havde taget beslutningen om at blive skilt, da han en aften var ude og få en øl i Randers med tv-lægen Peter Qvortrup Geisling.

Lys i mørke

Oppe i baren stod to søstre. Den ene var Susanne. Og hun stod der på et afgørende tidspunkt.

– Der sker det, at når du begynder at slippe livlinen til det derhjemme, så er du åben for andre ting. Midt i den sorteste tid kan der opstå lys. Sådan var det for mig, da jeg mødte Sus, siger Poul, som den aften forelskede sig i den 30 år yngre Susanne.

Og følelsen har holdt sig længe efter, baren lukkede. I dag er de gift og lever sammen i huset Albæk, hvor de blandt andet deler glæden for dyr, fiskeri og natur.

Men i starten var der bestemt ikke kun glæde.

– På den ene side var jeg dybt ulykkelig over, at Hanne var så syg, og at vi var nødt til at skilles. Og på den anden side oplevede jeg den eufori, der ligger i at være forelsket.

Poul og Hanne blev skilt efter 47 års ægteskab, og Hannes sygdom tog til.

– Vi var stadig tæt knyttet lige til det sidste, siger Poul og peger ned mod sin indkørsel.

Valgte livet fra

Det var der, en fælles veninde en dag for 11 år siden parkerede, og allerede mens hun gik op ad havegangen, vidste Poul, hvad hun ville sige. Han kunne se det på hende.

– Det er Hanne, er det ikke? spurgte han.

Det var det. Hun havde valgt at tage sit eget liv.

– Hanne var et stærkt og stolt menneske, og hun kunne godt se, hvor sygdommen bar hen. Den ville bare blive værre og værre. Hun havde allerede været på prøveophold på et plejehjem, og hun vidste, det ville ende sådan. Hanne på et plejehjem? Aldrig i livet. Så Hanne valgte at sige farvel til denne tilværelse, hvilket er ethvert menneskes ret.

Da det værste chok og den mest lammende sorg havde lagt sig, kunne Poul faktisk godt se gennem mørket. Han har affundet sig med Hannes beslutning. Men han kommer aldrig til at affinde sig med Mortens.

Som mor, som søn

Den ældste søn havde arvet sin mors lidelse. Men ingen anede, hvor galt det var fat kort før hans 50-års fødselsdag for snart otte år siden.

– Du skulle have kendt Morten, smiler Poul.

– Han var sådan en stor, glad og lys dreng. Alle elskede ham, og så var han så morsom. Når han optrådte som dronning Margrethe, kunne Ulf Pilgaard gå hjem og lægge sig.

Men Morten havde også en anden side, og en iskold decemberaften slog det klik for ham hjemme på hans gård, lidt uden for Aalborg.

– Min store, stærke dreng tog en kniv fra stalden, og så gik han ud i frostvejret og den dybe sne. Han gik langt, langt ud i mørket, og så slog han sig selv ihjel.

Man kan næsten se smerten bide i brystet, når Poul trækker vejret efter sidste sætning om Morten. I et øjeblik er der stille i stuen i Albæk med alle billederne på væggene, bøgerne, de udstoppede dyr og lædermøblerne, som der er blevet siddet meget i gennem årene.

Vigtigt sind

Poul sidder der endnu. Og kigger ud i haven, hvor de amerikanske høns spankulerer i hønsegården, og hvor Poul har indhugget alle sine afdøde hundes navne i en stor sten bagerst i haven. De er til stede. Både de levende og døde. Og Poul er tilbage med et nyt smil og en ny historie. For eksempel om alle de mennesker, der stadig stopper ham på gaden og spørger, hvordan Balder har det.

– Jeg håber, han har det godt. Han har været død de sidste 30 år, svarer Thomsen høfligt.

Høfligheden og humoren er der stadig.

– Jeg har fået nogle høvl i livet. Det er helt sikkert. Men jeg har den der indbyggede stemme, der siger: Jeg klarer den. Det er så vigtigt, at jeg har det sind. For jeg kan jo hverken gøre Hanne eller Morten levende igen.