Tommy kørte en selvmorder over med toget: Jeg så hende lige i øjnene

Fire gange har lokomotivfører Tommy Damstedt Jørgensen ramt et menneske med toget. Den sidste gang var den værste. Han påkørte en kvinde, som havde lagt sig på skinnerne med vilje. Og han nåede at se, at hun fortrød.

Toget susede gennem landskabet med 180 kilometer i timen. Det var den 11. september 2002, og lokomotivfører Tommy Damstedt Jørgensen nød synet af efterårets mange farver fra sin perfekte udsigtspost i førerhuset. Pludselig fangede hans øjne noget, som ikke burde være der. En mørk bylt. Den lå helt stille midt på skinnerne nogle få hundrede meter længere fremme.

Tommy sænkede farten velvidende, at det var umuligt at bremse den 110 tons tunge IC3-maskine i tide. Snart ville han ramme bylten. Han kiggede koncentreret ned på skinnerne, mens toget hastigt nærmede sig. Hvad pokker var det? Så fik han øjenkontakt. Det var en kvinde klædt i sort.

– Hun løftede hovedet fra skinnerne og så mig direkte i øjnene. Hendes blik sagde alt. Hun havde lagt sig på skinnerne af egen fri vilje, og nu fortrød hun. Men det var for sent, og det vidste vi begge. Jeg fik utrolig ondt af hende. Og så ramte toget, siger Tommy.

Fjerde gang, det skete

Det var ikke første gang, han kørte et menneske ned. Han havde gjort det tre gange før.

Første gang var han kun 25 år og næsten lige begyndt som lokomotivfører. En ”plørefuld” ung mand faldt ned mellem to vogne, da Tommys S-tog kørte forbi en perron. Manden døde ikke, men han mistede begge sine ben.

– Jeg følte det, som om jeg var med i en film. At det ikke var mig, det skete for, men at jeg i stedet stod ved siden af og kiggede på ham den unge lokofører, som pludselig skulle yde førstehjælp til en anden midt på skinnerne og dirigere rundt med andre på ulykkesstedet. Adrenalinen kørte rundt i kroppen, og jeg var mest af alt bare overrasket over, at folk gjorde, som jeg sagde. Alvoren gik ikke op for mig før senere, husker Tommy, 56.

Anden gang, han ramte en person, kørte han godstog i Vordingborg, da han pludselig fik øje på et levende væsen på skinnerne. Få sekunder efter skete kollisionen.

– Jeg bildte mig selv ind, at det var en golden retriever. Også selv om jeg synes, at jeg havde set en parkacoat. Dagen efter så jeg i fjernsynet, at en 57-årig svensker havde mistet livet på strækningen, fordi han løb beruset rundt på skinnerne. Jeg vidste med det samme, at det var ham, jeg havde ramt. Dét slog hårdt, for så fik han pludselig en identitet. Det kom alt for tæt på, siger Tommy, som efter den episode begyndte at gå til psykolog og havde stor gavn af det.  

Tredje gang ramte Tommy en ung fyr, som var ved at rydde sne ved banelegemerne. 

– Han kunne ikke se sporene for sneen og gik lige ud foran mig. Heldigvis røg han ikke under toget, så han overlevede. Men han fik sig nogle ordentlige skrammer.

Hun valgte det selv

De fire påkørsler er blevet en del af Tommys personlighed, fortæller han.

– Jeg tænker ofte på dem alle, men det er den sidste, kvinden på skinnerne, der har taget hårdest på mig. Hun var ikke bare dumdristig, fuld eller klodset som de andre. Hun havde selv valgt, at toget skulle ramme hende, så hun vidste, at det ville ske. Jeg føler en enorm empati for hende. Ikke kun fordi vi havde en kontakt, inden hun blev ramt. Men også fordi hun må have haft det helt forfærdeligt. Hvordan kan vi leve i en verden, hvor folk har det så dårligt, at de får lyst til at slutte livet på den måde?, spørger Tommy.

Noget andet, han ofte spørger sig selv om, er: Hvor finder man modet til at stille sig foran et tog?

– Jeg turde i hvert fald ikke. Så det vidner jo også om et enormt mod. Og så er det, at jeg bliver så ærgerlig. Hvorfor bruger man ikke i stedet det mod til at kæmpe videre? For det første så dør man ikke. Og for det andet så gør man heller ikke en masse andre mennesker ondt. Det gælder både de pårørende og os, der fører toget eller skal rydde op på ulykkesstedet.

Rykker ud med krisehjælp

Tommy kører ikke tog længere. Faktisk stoppede han kort efter, at han ramte kvinden dengang for 16 år siden. Men det havde ikke noget med påkørslen at gøre, selv om det var alt, han kunne tænke på i lang tid efter. Tommy blev i stedet personaleleder hos DSB, og en del af jobbet er at være påkørselsvagt. Han rykker således ud med krisehjælp til lokomotivførerne, så snart et menneske er blevet ramt. Han ved, hvor voldsom en oplevelse det er, og han ved, hvad der hjælper.

– Det er morbidt at køre et menneske over. Man ser én, der står der… og så bom! Lyden er højere, end man tror, og den bliver ved i lang tid. Modsat de andre i toget, så er lokoførerne forberedte på, hvad der sker, og en helt naturlig reaktion er at føle skyld. Det er så min opgave at tale oplevelsen igennem med dem og hjælpe dem med at se, at de ikke kunne have ændret udfaldet. Det kan sagtens tage 500 meter at standse et stort tog i fart.

Når toget rammer, sørger Tommy også for, at lokomotivføreren bliver fulgt hjem og mødt af et kendt ansigt, ligesom han arrangerer psykologhjælp til tiden efter. For det er først senere, når adrenalinen er ude af kroppen, at man reagerer følelsesmæssigt, og der har man naturligvis også brug for støtte, fortæller han.

Alle kommer til at opleve det

– Man er simpelthen så udmattet, og alligevel har man svært ved at finde ro. Man føler sig nedtrykt og kan få problemer med hukommelsen, koncentrationen og appetitten. Her er det vigtigt at tale sine oplevelser igennem med nogen. Psykologen og familien er selvfølgelig gode til det formål, men dét, der typisk hjælper mest, er faktisk at komme tilbage på arbejdet og snakke med sine kolleger. De er de eneste, der for alvor kan sætte sig ind i, hvordan det er – uanset om de selv har prøvet at køre et menneske ned, eller om de har været tæt på. For alle kommer til at opleve det.

Det ved Tommys kollega, Jonas Berger Hansen, 37, også godt. Han har været lokomotivfører i ni år og har endnu ikke ramt nogen med sit tog. Men han har været tæt på mange gange, og han ved, at det kun er et spørgsmål om tid, før det sker.

– Der er meget fokus på påkørsler i vores uddannelse, og det hedder ikke ”hvis det sker”, men ”når det sker”. Det kan ikke undgå at fylde noget i dagligdagen. Det er ikke sådan, at jeg tænker ”åh nej, nu skal jeg på arbejde”, men jeg tænker ofte, når jeg tager hjemmefra ”gad vide, om det er i dag, det sker?”.

Tænk jer om

Trods risikoen for påkørsler elsker Jonas sit job. De positive ting fylder heldigvis mest.

– Der er en stor frihed i at køre tog. Du bevæger dig gennem skiftende landskaber i en fantastisk maskine, uden at nogen ånder dig i nakken. For mig er det et drømmejob, og jeg håber ikke, at de negative sider får andre til at opgive drømmen. Påkørslerne gør det ikke til et dårligt job. Det er bare en dårlig ting ved jobbet, ligesom der nok er dårlige ting ved alle job, siger Jonas, der dog ligesom Tommy håber, at han ved at stå frem kan være med til at nedbringe antallet af påkørsler.     

– Hvis vi bare kan forhindre én påkørsel i at ske ved lige at få folk til at tænke sig om først, inden de lægger sig ud på skinnerne for at dø eller løber rundt på dem i kådhed eller fuldskab, så har vi i hvert fald også reddet én lokomotivfører fra en masse problemer bagefter. Så til personen med selvmordstanker: Du er modigere end de fleste. Brug dit mod til at leve videre. Man hører altid fra dem, der har overlevet et selvmordsforsøg, at de har fortrudt, de overhovedet gjorde det. Så undgå at blive én af dem. Og til dem, der løber hovedløst rundt på skinnerne, eller går på kanten af perronen med næsen nede i mobiltelefonen: Tænk dog lige på, hvad der kan ske. Ikke kun med jer selv – men også med andre, siger Tommy.