13-årige Joan-Graces store sorg: Jeg savner dig far

Joan-Grace var kun 8 år, da døden tog hendes far. Han var hendes største helt – stærk og sej som ingen anden. Men selv helte kan falde, og i kampen mod kræft måtte han desværre give fortabt.

13-årige Joan-Graces store sorg: Jeg savner dig far

13-årige Joan-Grace husker stadig de mange timer, hun brugte i værkstedet sammen med sin far. De to havde noget helt specielt sammen, når de stod dér og hamrede og bankede til sent ud på aftenen, og de behøvede ikke at udveksle mange ord, for de forstod hinanden bedre end nogen andre. 

Joan-Grace var nemlig en rigtig ”fars pige” og lignede ham på en prik af både udseende og af sind. De var begge meget fåmælte og foretrak i stedet at udtrykke sig gennem håndværk. 

Læs også: Christina fik kontakt til sin afdøde far

Umenneskelig måde

Men den forfærdelige dag, hvor bedemændene kom for at hente Joan-Graces far, fløj ordene ud af den lille piges mund:

– Det er min far, I behandler sådan, råbte hun og skældte ud på de ubetænksomme fremmede, som bare kastede hendes afdøde far op på en båre og nærmest hældte hans krop over i en kiste, inden de kørte ham væk.

– Selv om hun kun var 8 år, var hun gammel nok til at se, at det var en helt umenneskelig måde, hans lig blev håndteret på, forklarer Joan-Graces mor, Susanne Heidemann-Johansen.

Hun var samme morgen vågnet op i sengen ved siden af sin elskede mand blot for at konstatere, at han var sovet stille ind i løbet af natten. Tre år tidligere havde han fået konstateret kræft i endetarmen, og sygdommen havde langsomt ædt ham op indefra. Nu kunne hans krop ikke mere.

– Selv om vi vidste, at det lakkede mod enden, var hans død et kæmpechok for os begge, og vi er stadig dybt mærkede af den bratte måde, han kom herfra, siger Susanne.

Læs også: Isabella blev kun 28 år: Jeg savner min smukke datter

Vil ud af mørket

Hun har derfor bedt Ude og Hjemmes clairvoyant, Selma Ambirk, om hjælp. 

Susanne håber, at Selma kan give hende og ikke mindst datteren mulighed for at få en ordentlig afsked, så de begge kan slippe ud af sorgens mørke.
Selma sætter sig i sengen på Joan-Graces værelse. Hun har allerede fået kontakt til en fra den anden side, og det står hurtigt klart, at der er tale om en velkendt person.

– Da jeg sad i bilen på vej hen til jer, hørte jeg navnet Jens. Så jeg ved ikke, om din far hed Jens eller noget, der minder om det, spørger Selma.

– Tæt på, siger Joan-Grace og Susanne i kor.

– Kunne det være Jes så? Jeg har svært ved at høre navnet helt tydeligt, siger Selma.

– Præcis, smiler Susanne.

Læs også: Jeans hjerte stoppede med at fungere: Jeg ville ikke dø fra mine børn

Maskulin energi

– Godt. Jeg mærker også en maskulin energi, og han viser sig som en pæn, nobel og meget gavmild mand. Han er en mand af få ord, men han føles alligevel som en stærk autoritet, der var meget respekteret for sit arbejde. Det er sjovt, for nu får jeg pludselig vist en sko. Giver det overhovedet mening? griner Selma.

– Dét gør det. Jes var en anerkendt håndskomager, fortæller Susanne, som også sagtens kan genkende beskrivelsen af sin afdøde mands personlighed. 

– Så ved vi, at det er den rigtige, vi har igennem. Jeg smager også noget medicin og får kvalme nu. Så han må have haft det dårligt, inden han gik bort. Jeg fornemmer, at han kæmpede en brav kamp for at komme ovenpå igen, men han svandt lige så stille ind både fysisk og psykisk, og det var svært for ham at acceptere, siger Selma.

– Det har du helt ret i. Han blev ved med at sige, at han ikke ville væk fra lillepigen, som han kaldte Joan-Grace. Han ville selvfølgelig heller ikke væk fra mig, men det var primært hende, han bekymrede sig om. Hun har altid haft meget at kæmpe med, fordi hun er ordblind, ligesom Jes var, forklarer Susanne.

Læs også: Ingrid Wall om tabet af sin datter: Kim lever videre i os alle 

Stolt far

Selma vender sig mod Joan-Grace og lægger kærligt sin hånd på hendes lår.

– Din far er meget stolt af dig, og af hvordan du klarer det. Han siger, at du er en virkelig stærk pige, selv om du måske ikke selv ved det. Og så er du et godt menneske, og det er det allervigtigste. Du passer så godt på andre hele tiden. Men han vil gerne have, at du også passer på dig selv.

Læs også: Søster dræbt i bilulykke - far døde af sorg: Smerten forsvinder aldrig

Passede syg mor

Selmas ord gør dybt indtryk på Susanne, som nikker stille og tørrer en tåre væk fra øjenkrogen. Hun ved præcis, hvad Jes mener. 

Da han gik bort, blev Susanne så hårdt ramt af sorg, at hun fik alvorlige hjerteproblemer og selv var tæt på at dø. Imens veg Joan-Grace ikke fra sin mors side. Hun gjorde rent, købte ind og lavede mad til sin afkræftede mor, samtidig med at hun passede sin skole og naturligvis også selv kæmpede med en tung sorg. 

– Er der nogen, som har været stærk i alt det her, så er det Joan-Grace. Vi har ikke meget familie tilbage og heller ikke så stor en omgangskreds, så hendes støtte har været altafgørende for, at jeg er kommet til hægterne igen. Men det er også et kæmpestort ansvar, der er blevet lagt på hendes skuldre, siger Susanne.

– Det er det nemlig. Selv om du er meget moden af din alder, så er du alt for lille til at påtage dig så stort et ansvar og så store bekymringer om din mor. Jeg kan mærke, at du bærer på en masse ting indeni, som det er vigtigt, at du får ud af dit system. Du er fyldt helt op, for du har ikke fået afløb for de ting, du har kæmpet med, siger Selma til Joan-Grace.

Læs også: Søster dræbt i bilulykke - faren døde af sorg 

Ligner sin far

– Jeg er nok ikke så god til at snakke om mine følelser og vise, når jeg er trist. Der ligner jeg meget far. Jeg holder det mest for mig selv, siger Joan-Grace og får pludselig ondt i nakken.

– Det er, fordi vi taler om noget uforløst fra din fortid. Det sætter sig typisk i nakken, forklarer Selma og tilføjer:

– Jeg vil gerne tilbyde dig, at du kan komme til healing hos mig, hvis du har lyst. Det er min gave til dig, og jeg synes, du skal overveje, om det er noget for dig. Det er ikke sundt for dig at holde tingene inde, og jeg kan hjælpe dig med at få din sorg og smerte forløst. Der skal ske noget nyt for, at du igen kan blive den glade pige, du var engang.

– Det vil jeg gerne, smiler Joan-Grace.

– Din far har også et godt råd til dig. Han beder dig indtale dine tanker og følelser på en telefon. Sæt dig ned, når du er alene, og fortæl, hvordan du har det, hvad du savner ved ham, og hvad der sker hos dig, når du tænker på ham. Det kan være svært at formulere sine følelser, når der sidder andre og kigger på en. Det kan være meget lettere, når man taler til et bånd, og det er også en god måde at få tingene ud på, siger Selma.

– Det er en rigtig god idé, lyder det fra både Joan-Grace og hendes mor.

Læs også: Eva har mistet tre børn 

Giv slip

– Det er vigtigt, at I begge to arbejder på at komme videre nu. Det er tid til at give slip, siger Selma så og ser på Susanne.

– Det betyder ikke, at I skal glemme ham, men sorgen over ham fylder stadig alt og forhindrer jer i at nyde livet. I er nødt til at finde en måde at være i livet på uden ham, så I ikke sidder fast. Jes ønsker også for jer begge, at I kommer videre. Han siger, at tingene er, som de skal være, og han har sluttet fred med, at han ikke er der mere, for han havde det ikke godt til sidst. I har jeres egen rejse nu, siger han, og sammen kan I klare alt. Se bare, hvad I har været igennem, og hvad I har rejst jer fra. 

– Har han det godt, hvor han er nu? spørger Susanne rørt.

– Han har det rigtig godt, og han siger, at overgangen til den anden side var meget smuk. Du, Joan-Grace, må have spekuleret meget på, hvordan han havde det, lige inden han gik bort, for jeg kan mærke, at han rigtig gerne vil berolige dig med, at han ikke led.

– Det er jeg glad for at høre, siger Joan-Grace og fortæller, at hun ofte har tænkt på sin fars sidste timer.

– Han siger også, at han stadig er omkring jer. Det må I begge have fornemmet, for han bekræfter det egentlig bare, siger Selma.

Læs også: Ondskab tog min datter 

Vil sende en mand

Joan-Grace og Susanne nikker. De har begge følt Jes' tilstedeværelse flere gange efter hans bortgang. Joan-Grace fortæller, at hun ofte ser sin fars skygge, og da Susanne var alvorligt syg, så hun hver aften ånden af en kriger stå ved sin seng. En ånd, som hun er overbevist om, var hendes afdøde mand.

– Han griner nu og siger, at han sendte dig krigeren for at give dig styrke. Han er der altid for jer, når I har det svært, og I kan altid bede om hans hjælp. Han siger også, at han vil sende dig en ny mand, Susanne. Han kan mærke, at du er ensom, og du har hans tilladelse til at finde en anden.

– Det er vigtigt for mig at høre. Jeg kan godt se, hvad han mener med, at jeg ikke kan blive ved med at sørge, og det kunne da også være rart at finde en, man kunne holde af igen. Jeg har ikke været parat til det før, men efter at have hørt fra Jes, kan jeg godt se, at det er det, jeg skal, siger Susanne. 

– Det er han glad for, at du siger. Jeg kan mærke, at han trækker sig nu, så har I en sidste ting, I gerne vil sige til ham? spørger Selma.

– Ja. Sørg for at sende en mand, der ligner dig, griner Susanne.

– Ja, han skal ligne far. Kun det bedste er godt nok. Og far var virkelig den bedste, siger Joan-Grace.

Læs også: Mette og Pias far blev hjerneskadet efter ulykke: Vores far forsvandt