28-årige Natacha har en svulst i hjernen: Mine børn holder mig oppe

Flere uger med hovedpine viste sig at være en dødelig svulst i Natachas hjerne. Hvordan kræften vil udvikle sig, er der ingen, der ved. Alligevel holder hun stædigt fast i, at kræften ikke skal overskygge livsglæden.

– Du har en svulst i hjernen.

24-årige Natacha sidder ved bordet på Rigshospitalet med sin mor og kæreste ved siden af. Det er, som om ordene stopper få centimeter, før de rammer hende. Alvoren vil nemlig ikke sive ind, og mens lægens latinske betegnelser flyver gennem luften, kan hun se sin mors øjne svømme over af tårer.

– Da han sagde, at jeg ikke kunne blive helbredt, så forstod jeg det ikke. Jeg havde jo bare haft hovedpine, og pludselig havde jeg fået en kræftdiagnose og skulle opereres i hjernen, fortæller den nu 28-årige Natacha Christiansen fra Køge, mens hendes mor, Jaqueline, prøver at holde styr på sine børnebørn, der sammen med Natacha bor i stueetagen i hendes gule hus.

Natacha sender hende et taknemmeligt smil, mens hun prøver at finde ro til at samle sig om de fire år, der er gået, siden hendes liv blev vendt på hovedet.

Natacha arbejdede som butiksassistent og havde et liv som mange andre med kæreste, byture og datteren Anastasia. Hun havde altid været sund og rask, så da hun mærkede den begyndende hovedpine, slog hun det hen.

Men den dunkende fornemmelse i hovedet blev værre, og selv om hun prøvede at dulme smerterne med piller, så hjalp det ikke.

Du har en plet

– Jeg fik at vide af lægen, at jeg kunne få hovedpine af for mange piller, men da det blev ved, insisterede jeg på at få det undersøgt nærmere. Jeg var egentlig ikke nervøs, men jeg ville bare gerne vide, hvad der skete med mig, fortæller Natacha, der efterfølgende blev indkaldt til en scanning.

Kort tid efter fik hun resultatet. Det var en plet på scanningsbilledet.

Natacha fik lavet en biopsi og fik den dag på Rigshospitalet det endelige svar.

– Da han sagde, at jeg havde en svulst i hjernen, tænkte jeg på min datter. Men jeg fik ret hurtigt overbevist mig selv om, at den blev opereret ud, og så ville jeg kunne vende tilbage til det liv, som jeg havde levet, fortæller Natacha, der kort tid efter undergik en seks timer lang operation, hvor lægerne fjernede så meget af svulsten, som de kunne.

– Da jeg vågnede, kunne jeg ikke huske noget. Jeg vidste ikke, hvilket hospital jeg var på, eller hvor gammel min datter var. Det var virkelig skræmmende, for på det tidspunkt anede jeg ikke, hvordan operationen havde påvirket min hjerne, fortæller Natacha, der den efterfølgende tid var på så kraftig medicin, at hun følte, at hun gik i en klokke.

Hun var blevet sygemeldt fra sit arbejde, og ofte måtte hendes mor tage over med de praktiske gøremål.

Positiv graviditetstest

Som tiden gik, fik Natacha det bedre. Hun gik til regelmæssige scanninger, der viste, at tumoren i hjernen ikke voksede, og halvandet år efter operationen var der en positiv graviditetstest.

– Jeg havde fået at vide, at jeg ikke kunne blive gravid på grund af den medicin, jeg fik, så da jeg pludselig havde en positiv test, var jeg ret bekymret for, om det overhovedet var en god idé at få et barn. Jeg anede jo på ingen måde, hvordan min fremtid ville se ud, siger Natacha, der blev beroliget af sin læge, der ikke kunne se nogen grund til, at hun skulle afbryde sin graviditet.

Ni måneder senere kom Zakaria til verden.

– Det var jo fantastisk at blive mor igen, og jeg følte også, at jeg havde noget vigtigt at stå op til. Jeg kunne ikke klare, hvis det hele skulle gå op i sygdom og bekymringer. Så jeg tog et valg. Enten kunne jeg lade kræften styre mit liv, eller jeg kunne leve det liv, som jeg havde lyst til. Hvad der ville komme, kunne jeg alligevel ikke styre, siger Natacha, der for halvandet år siden blev mor til datteren Yasmin.

Optimistisk sind

Selv om forholdet til de to yngstes far ikke holdt, fandt Natacha ro i hverdagen med sine børn. Byture og de mange bekendtskaber var ikke længere en prioritet, der fyldte i hendes liv.

– Jeg har nok altid haft et optimistisk sind, og jeg prøver at lade være med at bruge en masse energi på de ting, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved. Så selv om jeg godt vidste, at der var en risiko for, at svulsten igen ville vokse, så tænkte jeg ikke rigtig over det, før det var en realitet, fortæller Natacha, der trods operationen stadig ikke slap for hovedpinen.

Hendes hukommelse var svækket, og ofte blev hun overmandet af træthed.

Løbende scanninger havde vist, at tumoren ikke var vokset, men da hun havde været til endnu én, fik hun en bekymrende opringning fra sin læge, der gerne ville mødes med hende.

Dommen var klar: Tumoren var begyndt at vokse, og den unge kvinde skulle endnu en gang under kniven.

– Denne gang vidste jeg desværre, hvor voldsomt det kunne være at vågne op igen, og jeg kunne nok ikke lade være med at tænke på, hvad der skulle ske med mine børn, hvis jeg ikke kunne være der for dem, siger Natacha, der efter operationen blev ramt af en lammelse i sit ene ben, og sammen med sin mor traf hun et valg.

Lejeren af stueetagen i Jaquelines hus blev opsagt, så Natacha kunne flytte ind med sine børn. Huset blev udvidet, så der var plads til den nye familie, og hver aften lavede Jaqueline mad til den lille familie. Hun hentede og bragte sine børnebørn i institution, og når Natachas smerter og udmattelse var for voldsom, blev børnene sendt op til mormor.

Åben om sin sygdom

Det er få måneder siden, at Natacha endnu en gang fik opereret noget af tumoren væk. Hun har accepteret, at hun aldrig bliver helbredt, men selv om sygdom er et emne, der er svært for børn at forholde sig til, så har Natacha valgt at snakke åbent om.

– Anastasia ved godt, at jeg har kræft i hjernen, men de to andre er for små til at forstå det. Egentlig er det ikke noget, der fylder særlig meget herhjemme, siger Natacha, der har fået stråler og er i gang med kemobehandling.

Hun prøver nu at fokusere på de positive ting i hverdagen og bruge så lidt tid på bekymringer som muligt. Alligevel har hun været nødt til at kæmpe en kamp for at overbevise kommunen om, at hun er for syg til at arbejde.

– Hvis man ikke vidste det, ville man jo ikke tro, at jeg var syg. Jeg har alt mit hår og alle mine lemmer. Man kan jo ikke se min manglende hukommelse, smerterne og trætheden, siger Natacha, der håber, at hun kan få en førtidspension, så hun kan bruge sin sparsomme energi på det, der betyder allermest; nemlig sine børn.

I det idylliske, gule hus nær Køge har Jaqueline sørget for, at børnene har fået overtøj på.

Hun gør, hvad hun kan for at aflaste sin datter så meget som muligt, så de alle sammen kan have så mange gode stunder som muligt.

– Jeg skriver en slags dagbog, så hvis jeg en dag ikke er her mere, kan mine børn læse om alle de mange oplevelser, store som små, vi havde sammen. Ofte går den almindelige hverdag over i glemslen, men for mig er det noget af det bedste ved livet, siger Natacha, der ikke frygter døden.

– Jeg tænker ikke på det. Hvis jeg gjorde, ville jeg bare rende rundt og været trist, og det er der ingen, der kan bruge til noget. Det vigtigste i mit liv er mine børn, og når jeg kigger på dem, er jeg lykkelig.