Den sag glemmer jeg aldrig: Banal bilulykke blev til mord

Hele Danmarks færdselsbetjent Vlado Lentz fra ”Politijagt” på Kanal 5 har udgivet en bog, hvor han fortæller om sine over 30 års arbejde i politiet. Her bringer vi et uddrag af bogen, hvor han blandt andet fortæller om en mordsag, han aldrig glemmer.

Fælles for næsten alle ulykker i trafikken med dødelig udgang er, at ingen har ønsket, de skulle ske, og langt de fleste kunne have været undgået, hvis de ansvarlige havde kørt efter forholdene og i det hele taget rettet sig efter reglerne i færdselsloven.

Men selv den mest farttossede bilist, der slår ihjel med sit køretøj, kan jo argumentere med, at han ikke ønskede, nogen skulle dø; det var en beklagelig, men utilsigtet konsekvens af hans tåbelige adfærd. Disse bilister bliver straffet for uagtsomt manddrab, og alt muligt andet, men forsætligt drab er der i lovens forstand altså ikke tale om. Spørgsmålet er så, om det rimeligt.

Tja, det kan i hvert fald være svært – ikke mindst for de efterladte – at bruge den kolde jura som forklaring på, at en vanvidsbilist med liv på samvittigheden slipper forholdsvist billigt, fordi han ”ikke gjorde det med vilje”, selv om han efter almindelig sund fornuft burde have indset, at han udsatte tilfældige mennesker for risiko for at blive dræbt, men på trods af denne erkendelse valgte at fortsætte sin vanvittige fremfærd.

Sker det så en sjælden gang, at forbrydere konkret benytter bilen som et mordvåben, er sagen naturligvis en ganske anden. Så kommer de tunge paragraffer i straffeloven på bordet, om end det kan være svært at bevise. Selv har jeg haft med en sag at gøre, hvor en bil blev søgt benyttet til drab. Det var en sag, som på alle måder var så tragisk, at det overgår enhver forstand.

Flov over økonomien

Den tog sin begyndelse i et parcelhuskvarter i en by på Sjælland, et område med pæne velholdte haver og nyere biler i carporten, beboet af folk med gode indtægter, uden at man kan kalde det for et egentligt velhaverkvarter. Med andre ord et typisk dansk boligområde med carport og havegrill og uden skæmmende sociale problemer. Men nogle gange krakelerer idyllen.

I et af husene boede en familie med far, mor og tre døtre. Manden i huset – PP – var håndværksmester med en indtægt, der tillod ham at invitere sin familie på rejser og i det hele taget leve komfortabelt. Men i de senere år var hans virksomhed begyndt at gå dårligt, og det knagede efterhånden mærkbart i økonomien.

Enhver kan komme ud for, at det i en periode kniber med pengene, for eksempel i forbindelse med arbejdsløshed, skilsmisse, dårlige konjunkturer på boligmarkedet eller – som her – at et firma kommer i vanskeligheder. Masser har prøvet turen; det behøver altså ikke være specielt flovt eller noget at skamme sig over, og sådan er det heldigvis også for langt de fleste. Men ikke for PP. I hans verden var det ubærligt at skulle fortælle hustruen og omgangskredsen, hvordan landet lå, og at familien måtte spænde livremmen ind, droppe den planlagte ferie til udlandet og for en tid måske melde børnene ud af et par fritidstilbud.

En grusom udvej

I stedet valgte han den grusomste udvej af alle. En dag, hvor han var alene hjemme sammen med to af sine døtre, skar han halsen over på dem, hvorefter han kørte hen til skolen og samlede sin tredje datter op.

Hans vanvittige plan var at benytte sin bil til at slå sig selv ihjel og tage sin sidste datter med sig i døden. Efter et kort ophold ved skolen kørte han ud på landevejen med retning mod Holbæk. Hvad far og datter talte om i bilen, ved jeg ikke, og hvilke tanker der er gået gennem PP’s hjerne, ved jeg heller ikke.

Det eneste sikre, vi ved, er, at PP siddende bag rattet søgte efter rette tid og sted til at dræbe sin intetanende datter for bagefter at realisere sin plan om at begå selvmord.

Men forløbet kom ikke til at gå, som han havde planlagt og håbet. Det blev om muligt endnu mere bestialsk.

Samme dag og i samme tidsrum, som PP begik sine forbrydelser, var jeg på rutinemæssig patrulje på min motorcykel.

Ufattelig forbrydelse

Jeg kørte mod øst, og på en af vejene i nærheden af Holbæk bemærkede jeg en bil, som kom imod mig i vestlig retning med en mand bag rattet. Ved siden af ham sad en pige. Der var intet påfaldende ved føreren, hans kørsel eller ved bilen, så jeg fandt ingen anledning til at standse ham. Set i lyset af, hvad der skete nogle øjeblikke senere, ville det – muligvis – have reddet menneskeliv, men det kan kun blive gisninger, som ikke fører til noget.

Få kilometer senere fik jeg et opkald på radioen om en bil, som var kørt ind i en parkeret lastbil. Jeg vendte om og var hurtigt fremme på stedet. En civil politipatrulje var tilfældigvis også kommet forbi og var naturligvis standset op for at se på sagen.

Der var kun sket forholdsvis begrænset materiel skade, og da vi så ind i bilen, var føreren tilsyneladende ikke kommet noget alvorligt til. Han var ved bevidsthed og stirrede frem for sig med et tomt blik uden at sige noget. Ved siden af ham sad en pige, som var faldet sammen, og vores første indskydelse var, at hun på én eller anden måde måtte være kommet til skade i forbindelse med uheldet eller måske blot var besvimet på grund af chok. Ambulancen var hurtigt fremme, og redderne fik pigen ud af bilen.

Søgte hjælp

På det tidspunkt var det endnu min opfattelse, at det handlede om et af de mange uheld, hvor en bilist overser et parkeret køretøj. Det har jeg set så ofte og er for mig ren rutine. Men et råb fra én af redderne ændrede på sekundet min opfattelse. At pigen var faldet sammen, skyldtes ikke chok eller en ukendt indre skade, men den ubegribeligt makabre kendsgerning, at hun havde fået skåret halsen over.

Da det gik op for mig, at jeg ikke stod med en færdselssag, men med en drabssag, gjorde jeg så det, vi skal gøre i den situation: tilkaldte indsatslederen, som kom til stede sammen med ”hele udtrækket” af efterforskere, teknikere og andre eksperter.

Det kom frem, at PP havde fejlbedømt mulighederne for at slå sig selv og datteren ihjel ved sammenstødet med lastvognen. Da det gik op for ham, at datteren var i live, tog han sin kniv og skar halsen over på hende. Hvorfor han ikke prøvede at begå selvmord, står hen i det uvisse. Måske svigtede modet, og så er der i øvrigt ingen grund til at gå i flere detaljer om den sag, hvor tre uskyldige børn mistede livet, og hvor deres far sidder indespærret på ubestemt tid.

Helt uforståeligt

På det personlige plan gav sagen anledning til, at jeg søgte professionel psykologisk hjælp. I selve det øjeblik, det gik op for mig, hvad der var sket, handlede jeg fuldstændigt rationelt og i overensstemmelse med de indarbejdede rutiner. Her og nu var det ikke tiden til at tænke nærmere over, hvor ufattelig en forbrydelse det var, at tre små piger var blevet dræbt af deres egen far.

Normalt er jeg god til at lægge også voldsomme hændelser bag mig, men denne var alligevel i særklasse, så om ikke andet, for at forebygge eventuelle følger, valgte jeg at tage et par samtaler med politiets psykolog, der kender vores arbejdsbetingelser. Efter et par gode seancer blev vi enige om, at der ikke var behov for yderligere initiativer.

Det sker, at jeg tænker på sagen, men på en måde, jeg kan håndtere, uden at det skaber problemer. Men uanset hvor mange gange, den dukker op i min bevidsthed, har jeg aldrig fundet et svar på, hvad der fik en far til så velovervejet at slå sine tre døtre ihjel på grund af noget så banalt som forbigående økonomiske vanskeligheder.

Fire ud af ti drab bliver begået af en nær slægtning til ofret, og at jalousi og frustration og svigt kan kalde stærke følelser frem, er måske til at forstå. Men at dræbe sine egne børn? Det er i min optik komplet uforståeligt.