Du må ikke dø fra mig

Da Christina var baby, trillede Steffan stolt rundt med hende i barnevognen. Men i teenagealderen udviklede han et massivt misbrug. Fængselsdomme, knivstik og narko blev en del af hans hverdag, og familie og venner forsvandt en for en. Undtagen hans lillesøster.

Dørklokkens velkendte tone har fået Christina til at bevæge sig mod hoveddøren. Da hun åbner, begynder hjertet at banke. To betjente toner frem, og den frygt, hun har haft så mange gange, fylder hele hendes krop. Hun ser allerede sin elskede bror for sig med lukkede øjne. Forestiller sig, hvordan hun står foran hans kiste og siger et sidste farvel.

– Er det Steffan? spørger Christina, selv om hun allerede kender svaret.

– Hvor er din mor henne? spørger den ene betjent, der ikke svarer på, hvorfor de står uden for døren.

– Hun er på arbejde, får Christina fremstammet, og sammen med de to betjente bevæger de sig de få meter hen til morens arbejdsplads. Det er hendes sidste arbejdsdag, og Christina har lovet at hente hende.

Gennem den aflange glasfacade kan hun se morens glade smil. Christina ved, at det om lidt vil blegne, når hun får øje på betjentene.

– Steffan er blevet stukket ned. Han ligger i koma, og I skal komme og sige farvel til ham, siger den ene betjent.

Tæt på at miste sin bror

Den dag bryder hele Christinas verden sammen. Den frygt, hun har haft, hver gang telefonen ringede, eller hver gang hun ikke kunne få fat på sin bror, er nu blevet til virkelighed.

Sorgen er altoverskyggende, men samtidig mærker hun også en følelse af lettelse. Den smerte, de begge i så mange år har haft, vil nu være overstået. Narkoens lænker bliver snart løsnet, og hun trøster sig kort med, at hendes elskede bror snart skal mødes med sin far i himmelen.

På hospitalet bliver Christina mødt af synet af slanger, der smyger sig på Steffans ranglede krop. Øjnene er lukket, og hun kan ane den gule jod fra operationen. Den nat mistede Steffan flere liter blod efter de mange knivstik.

Hvad Christina foretager sig de følgende timer, kan hun ikke huske. Om hun er hjemme eller på hospitalet, har hun fortrængt. Hun husker først igen fra næste morgen, hvor hun åbner døren til hospitalsstuen og ser sin bror syngende i sengen, mens tårerne triller ned ad kinderne på ham.

– Jeg var overbevist om, at han ikke ville overleve denne gang. Det var lægerne også. Så da jeg så ham sidde der i sengen, blev jeg bare så lykkelig. Selvfølgelig håbede jeg, at han ville blive stoffri, men jeg prøvede ikke at få forhåbningerne for højt op, fortæller 26-årige Christina Lykke Mikkelsen fra Vejle. Hun arbejder som socialpædagog og har tidligere medvirket i ”Min fede træner” på TV3.

Læs også: Kærlighed gjorde mig ædru

Dårlig indflydelse

Steffan og Christina voksede op sammen, men de havde ikke samme far, og hvor der var mere stabilitet i Christinas familie, var det anderledes, når Steffan var hos sin far, hvor alkohol i lange perioder havde domineret hverdagen.

Steffan begyndte som 13-årig at eksperimentere med hash. I skolen havde han svært ved at følge med, og det endte med, at han brugte det meste tid på at arbejde hos sin far, som havde et taglæggerfirma.

Men selv om han kunne se den ødelæggende effekt, som alkohol og stoffer havde på hans far, der var hans et og alt, holdt det ham ikke tilbage.

Da han en dag gik en tur med sin kæreste på kirkegården, blev han mødt af et syn, der for alvor blev begyndelsen på et liv som misbruger. Hans far sad på en bænk. Hovedet var foroverbøjet, og øjnene lukkede. Han var død af en overdosis.

Den dag brast Steffans hjerte, og hashen blev skiftet ud med heroin og andre hårde stoffer.

– Min far var et af de vigtigste mennesker i mit liv. Mange troede, at jeg nu ville lægge stofferne på hylden, når jeg kunne se, hvad der skete med min far, men der skete det modsatte. Jeg kunne ikke rumme sorgen, og det eneste, der kunne få sorgen lidt på afstand, var rusen.

En ny chance

At Steffan vågnede fra sit koma var det mirakel, ingen havde troet på. Men trods den nye chance var trangen til stofferne for stor, og kort tid efter, at han blev udskrevet, fortsatte Steffan som tidligere. En dag modtog Christina endnu et sønderknusende opkald.

– Jeg fik en opringning om, at han var blevet indlagt. Han var blevet tæsket af nogle, han skyldte penge. Da jeg så ham på hospitalet, tænkte jeg, at hvis han skulle ud af sit misbrug, skulle det være nu. Kroppen var så udmagret, og han var gul og blå af slagene, fortæller Christina, der i et sidste forsøg på at få sin bror stoffri, ringede til kommunen.

Kort tid efter modtog hun et opkald. De havde fået plads til ham dagen efter på et behandlingshjem langt væk fra Vejle.

Dagen efter satte hun sig ind i bilen med Steffan på passagersædet. Mens Steffan sov det meste af turen til behandlingshjemmet, håbede Christina inderligt, at tiden var kommet til en permanent forandring. Men tvivlen gnavede i hende som så mange gange før.

– Mit største ønske er, at Steffan får det liv, han fortjener. At han slipper stofferne og bliver glad og sund. Hvis det sker, bliver jeg verdens lykkeligste lillesøster.

Det er nu fem uger siden, at Christina afleverede sin storebror på behandlingshjemmet. Hun har endnu engang taget turen fra Vejle for at besøge Steffan, og for første gang i seks år ser hun den bror, som hun har vidst, altid har været der. De levende øjne, den underspillede humor og kærligheden, som hun altid har følt.

– Jeg er slet ikke i tvivl om, at hvis Christina ikke havde været der, var jeg ikke i live. Hun har altid været der for mig. Nogle gange forstår jeg ikke hvorfor, men det er virkelig stort, fortæller den nu 37-årige Steffan Lykke, mens han kigger kærligt på sin lillesøster.

Se også: Julius Mygind: Jeg var misbruger som 14-årig