Julies store sorg: Min far valgte mig fra

Da Julie var yngre, glædede hun sig til at se sin far hver anden weekend. Men ofte blev hun overladt til sig selv, og selv om Julie flere gange prøvede at fortælle, at hun savnede ham, nåede hun aldrig ind til ham. Kontakten er nu gledet helt ud, og Julie har ikke set sin far i fire år.

Med barnevognen solidt plantet mellem sine hænder bevæger Julie sig ned ad gågaden i Silkeborg. Hun har lagt en ungdom med druk og selvskade bag sig og er begyndt på det liv, som hun inderst inde vidste, hun en dag ville få. Beviset på hendes udvikling ligger og sover under den lille dyne, men da hun på et tidspunkt kigger op, så ser hun ham. Hendes far. Den mand, som hun elskede overalt på jorden, men som hele hendes barndom fik hende til ikke at føle sig god nok.

Deres øjne mødes i menneskemylderet, og han vender sig mod barnevognen, hvor hans barnebarn ligger og sover. Men hurtigt er blikket væk. Han vender hovedet uden at sige noget, og da hun ser hans ryg bevæge sig længere og længere væk, så ved hun inderst inde godt, at hun aldrig igen vil få et forhold til sin far.

– Jeg havde håbet, at hvis han så sit barnebarn, ville han lukke mig ind i sit liv igen. Vi er jo hans kød og blod, og jeg havde jo ikke gjort noget forkert. Jeg havde bare truffet nogle valg, som han ikke var enig i. At det skulle være nok til ikke at ville se sin datter, det forstår jeg ikke, siger 24-årige Julie Skjoldborg, der skruer tiden tilbage til barndommen i Silkeborg.

Stribe af skuffelser

De første to år af hendes liv boede hendes forældre i et hyggeligt villakvarter, men da de blev skilt, flyttede hendes mor, og hendes far blev boende.

Hurtigt kom der en ny kvinde ind i hans liv, og når Julie besøgte ham hver anden weekend, havde hun svært ved at føle sig velkommen.

– Min far arbejdede rigtig meget, så jeg var enten hjemme hos hans kæreste eller med min far på arbejde.  Jeg kan huske, at jeg følte, at jeg var i vejen, og det var, som om den weekend med mig bare skulle overstås, fortæller Julie.

Hun prøvede at få sin far til at tilbringe nogle timer med hende, når hun var på besøg.

Nogle gange var han nærværende. Så kunne de gå en tur eller tage på café, men ofte blev gensynsglæde vendt til skuffelse, når hun blandt andet blev sat af ved svømmehallen, hvorefter han kørte videre på arbejde.

– Jeg sagde til ham, at han slet ikke behøvede at hoppe i vandet. Han kunne bare sidde og se mig svømme, men der var altid noget arbejde, der skulle laves. Så jeg fik nogle penge, og så ville han komme og hente mig senere.

Læs også: Maj blev forældreløs som 7-årig: Jeg blev vred på mine forældre

Kom ikke til konfirmationen

Selv om Julie flere gange prøvede at fortælle sin far, at hun følte sig udenfor og gerne ville være mere sammen med ham, skete der ikke noget. Følelsen af at komme i anden række begyndte at fylde, og da tiden for hendes konfirmation nærmere sig, var det med følelsen af bekymring. Ville hendes far komme, og ville hendes mor og far kunne opføre sig ordentligt over for hinanden?

– Jeg kan huske, at han en dag sagde, at han selvfølgelig kom til min konfirmation. Det var virkelig en lettelse, for det fyldte rigtig meget, fortæller Julie, der glædede sig over, at hendes far endelig havde sat hende først.

Men lykken varede kunne kort. 14 dage før, at Julie skulle iføre sig sin hvide kjole og træde ind i de voksnes rækker, fik hun den besked, hun havde frygtet.

– En dag sagde han, at han ikke kom alligevel. Han mente ikke, at min mor og han ville kunne være i rum sammen, men han lovede mig, at han kom i kirken.  Jeg havde nok troet, at han for en gang skyld ville sætte mig højere, men det skete bare ikke, fortæller Julie, der begyndte at misunde sine veninders fædre. De hyggede sig og bekymrede sig for, hvad deres døtre lavede. I stedet fik Julie frie tøjler, når hun var hos sin far.

Savnede trygheden

Som teenageårene nærmede sig, begyndte de mange år med følelsen af manglende nærvær at sætte sine tydelige spor.

Julie blev ligeglad med skolen, og skænderierne med hendes mor blev så voldsomme, at hun ikke længere ville bo hjemme. Men da hun spurgte sin far, om hun kunne bo der, fik hun et klart nej. 

– Det var et kæmpe slag i ansigtet, for jeg gav virkelig udtryk for, hvor meget jeg havde brug for at flytte. Når jeg tænker tilbage, var det nok et af de slag, der gjorde, at jeg følte, at det hele kunne være lige meget.

I stedet fik hun et kollegieværelse. Hun blev kendt som pigen, der altid var i byen, og som man ikke skulle sige noget forkert til. Gjorde man det, så skete det ofte, at hun slog fra sig.

Når følelserne blev for overvældende, førte hun en skarp genstand over sin arm, og når folk kiggede på hende udefra, så de kun en uregerlig pige.

– Jeg vidste jo godt, hvad jeg udstrålede med min opførsel, men inderst inde havde jeg det så skidt. Jeg følte ikke, at der var nogen, der forstod mig, og jeg savnede så meget en tryg havn at komme hjem til. 

Forstod det ikke

Til sidst var Julie så langt ude, at hun ikke havde lyst til at leve mere. Hun vidste inderst inde, at hvis hun skulle få det liv, hun drømte om, så var det nu. Hun begyndte at gå hos en psykolog og begyndte at sætte ord på de negative tanker og følelser, som hun havde båret rundt på i så mange år. 

I takt med, at hun begyndte at få det bedre, kom der også en mand ind i hendes liv. For første gang nogensinde følte hun sig rigtig lykkelig, og da en graviditetstest viste to streger, var hun klar på den store omvæltning, hendes liv snart ville tage.

Alligevel var de lykkelige omstændigheder også præget af nervøsitet.

– Vi valgte at lave en ægtepagt på baggrund af min graviditet for at sikre hinanden, og da jeg fortalte det til min far, blev han rigtig vred. Han sagde, at jeg ikke skulle kontakte ham mere, og jeg var lige som min mor. Det gjorde virkelig ondt, for de havde aldrig haft et godt forhold. Men da jeg skrev, at jeg var gravid et par uger senere, håbede jeg, at han var blevet god igen. Men jeg hørte intet.

– Jeg forstod ikke, hvorfor han ikke kunne glæde sig over min lykke. Han skulle jo snart været morfar, fortæller Julie, der på farens fødselsdag stillede en gave foran hans dør.

Da hun havde født datteren Isabella, sendte hun et billede af hende i håb om, at han endelig ville svare hende, men der skete stadig intet.

Får aldrig svar

Det er nu fire år siden, at Julie sidst havde kontakt med sin far, og hun har accepteret, at hun nok aldrig igen kommer til at have ham i sit liv igen. I stedet har hun valgt at trække fokus hen på datteren Isabella og uddannelsen til socialrådgiver.

– Da jeg blev mor, blev det nok sværere for mig at forstå, at man kunne vælge sit eget barn fra, og selv om jeg godt kunne tænke mig at spørge, hvorfor han ikke vil mig, så ved jeg også godt, at jeg aldrig får et svar.

Hun håber og ønsker med sin historie at sætte fokus på tabuet omkring at blive fravalgt af sin egen familie, så det bliver nemmere at stå sammen og hjælpe hinanden.

– Jeg troede, at der var noget galt med mig, og jeg følte mig valgt fra. Men du kan ikke styre, hvad andre tænker og gør. Selvfølgelig gør det ondt, men det må aldrig sætte en stopper for at leve det liv, du inderst inde ønsker.