Lasses sidste brev til sine børn: Tag godt imod jeres nye far

I februar 2017 vidste Lasse Lüders, at han ville dø af sin uhelbredelige sygdom. I to år havde den unge familiefar kæmpet en tapper, men forgæves kamp for at få mere tid med sine fire børn. Derfor besluttede Lasse at skrive et afskedsbrev fyldt med kærlighed og gode råd til børnene. Lasse døde i april, og nu har hans enke, Ina Lüders, givet Ude og Hjemme tilladelse til at bringe brevet.

Ina Lüders vidste, at hendes mand, Lasse, inden sin død havde skrevet et afskedsbrev til deres elskede fire børn. Det havde hun opfordret ham til at gøre, og Lasse ville gerne. De to talte ofte om, hvor vigtigt det ville være for børnene senere i livet at kunne støtte sig til deres fars gode råd og læse om hans følelser og ønsker for dem. Samtidig ville børnene via brevet få at vide, hvad der gik gennem deres fars hjerte og hjerne i hans sidste tid i live.

Men Ina vidste også, hvor svært det var for Lasse at sætte ord på sin grænseløse og ubetingede kærlighed til Hugo, Albert, Viola og Karlo. I det sidste år af sit liv var det ikke sig selv og sin egen umenneskelige skæbne, som Lasse tænkte på. Den unge familiefars bekymringer gik udelukkende på, hvordan det skulle gå børnene og Ina, når han ikke var mere.

Døde af ALS

Til sidst kunne Lasse ikke sige noget. Men med hjælp fra en tekstmaskine, der via Lasses øjne kunne omdanne hans tanker til ord og sætninger, begyndte den døende familiefar den 16. februar 2017 på brevet til sine børn. Det blev til en syv sider lang kærlighedserklæring med gode råd og kloge tanker. Desuden var brevet et vidnesbyrd om den døende fars grænseløse omsorg for sine børn.

Nu har Lasses tre sønner og datter et smukt minde om den far, der tappert klamrede sig til livet. Ikke for sin egen skyld, men for deres. Søndag den 29. april 2018 sidst på eftermiddagen fik Lasse Lüders fred, efter at have kæmpet i mere end tre år med sin uhelbredelige ALS-sygdom.

Kort tid efter åbnede Ina de fire enslydende breve til børnene. Det skete, mens de alle fem sad ved Lasses gravsted på Brøndbyøster Kirkegård. Ina vidste ikke, hvad eller hvor meget Lasse havde skrevet, men det var et smukt, gribende og klogt brev. Tårerne trillede ned ad Inas kinder, da hun læste brudstykker op for børnene.

Der var også et brev til hende selv fra Lasse, og det opbevarer Ina sammen med sin vielsesring. De to ting, ringen og brevet, vil altid minde den 41-årige enke om hendes og Lasses kærlighed, også selv om de tre barske og svære år med sygdommen bød på store udfordringer i ægteskabet.

Svær begyndelse

”Kære børn. Kære Hugo, kære Albert, kære Viola og kære Karlo. Det er så tit, at jeg tænker på, at jeg vil skrive noget til jer. Små beskeder om tanker og minder, når jeg ser noget, der får mig til at tænke på jer. Når jeg ser billeder fra, da I var små, når jeg tænker på, hvad jeg kunne tænke mig at lave med jer, når jeg ser andre fædre med deres børn, når jeg savner jer, og det gør jeg hele tiden. Men jeg får aldrig skrevet noget eller lavet noget til jer, selv om der er så uendeligt mange ting, jeg gerne vil sige jer og give til jer. Det er lige, som om der hele tiden kommer noget i vejen. Et møde om sygdommen, en behandling, en aftale og jeg føler ikke, at jeg har overskud til det den dag, og jeg skyder det til en bedre dag.

Jeg er bange for at gå i gang. Jeg ved ikke, hvor jeg skal starte, og hvor meget tid jeg har. Om jeg skal skrive til jer, som hvis I skulle læse det nu eller i fremtiden. Om jeg skal skrive mere til lille Hugo end til Karlo, som jeg jo har haft mange flere år sammen med. Og ikke mindst hvad jeg skal skrive.

Mor har mange gode idéer og kommer tit med forslag. Rigtig fine forslag. Og derfor ved jeg også, at I nok skal klare jer. Hun passer på jer og får talt med jer om de svære ting. Og når så mor kommer med forslag, rammes jeg af dårlig samvittighed. Jeg bliver sur og indelukket og trækker mig, mens jeg prøver at finde en undskyldning. Mest til mig selv, men det virker ikke, for jeg lytter ikke. Jeg ender alligevel altid med den samme tanke om mig selv. At jeg ikke dur. Til at være far og til at give jer, hvad I har brug for. Og det er dumt.

Så, nu kan jeg begynde”.

Således indleder Lasse Lüders det gribende afskedsbrev.

En unfair kamp

I april 2016 fortalte Ude og Hjemme historien om familien Lüders, der dengang boede i Glostrup.

Den 24. marts 2015 havde Lasse fået diagnosen ALS. Det er en dødelig og uhelbredelig sygdom, som rammer centralnervesystemet.

Da var Ina gravid i 7. måned med parrets fjerde barn, og fremtiden var på alle måder uvis. Lasse sagde dengang, at han nægtede at acceptere lægernes dødsdom, og at han havde alt for meget at leve for til at ville give op.

”Jeg håber på et mirakel”, sagde Lasse omgivet af hustruen Ina og de fire små børn.

Men kampen var umulig at vinde. Sygdommen trak langsomt livet ud af Lasse, og i april i år var det slut. Omgivet af alle sine kære døde den 38-årige familiefar på et hospice i Måløv.

”Karlo, Viola, Albert og Hugo – I betyder ALT for mig. Jeg elsker jer, og min kærlighed til jer vil aldrig forsvinde. Det er grunden til, at jeg kæmper sådan for at blive hos jer. Forsøger at få sygdommen til at gå væk, så jeg kan være med jer i mange år endnu. Jeg kan slet ikke fatte, hvis jeg ikke skulle få lov til at holde jer i hånden, når I har første dag i børnehave og skole. Holde om jer og sige tillykke, når I skal konfirmeres eller bliver færdig i skole. Se jer blive voksen en dag, lære jeres kæreste at kende, se jer blive gift og holde af jeres små unger, som I engang vil få. I har givet mit liv mening”.

Svigtede ham aldrig

DR 1 bragte for nylig de to dokumentarudsendelser ”Mens døden os skiller”, hvor man på tætteste hold fulgte den hårdt ramte familie frem til den ultimative afsked med de fire børns far og Inas mand. Udsendelsen skabte stor debat, blandt andet fordi nogle fik den opfattelse, at Ina svigtede sin mand, blandt andet ved at sende ham på plejehjem i november 2016.

– Kærligheden har mange ansigter, og den kommer til udtryk på mange måder. Min kærlighed til Lasse var betingelsesløs, og den var lige så stor, da han døde, som da vi forelskede os. Men jeg måtte kæmpe for at overleve, hvis børnene ikke skulle miste både far og mor. Jeg har brug for at sætte ting i kasser og have faste rammer. Havde jeg ikke haft det under Lasses sygdom, var det hele ramlet, siger Ina Lüders.

Ina Lüders fortæller usentimentalt og ærligt om de svære år, da hendes rolle som hustru og livsledsager til Lasse blev udfordret på grund af hans sygdom. Ved brylluppet i 2015 lovede de hinanden at følges ad i med- og modgang uden at vide, hvad det ville komme til at indebære.

– Jeg svigtede aldrig Lasse under hans sygdom. Men vores forhold blev et andet, fordi han ikke længere kunne udfylde sin rolle som en ligeværdig ægtefælle. Pludselig stod jeg med alt det praktiske og med fire børn, der også skulle have opmærksomhed.

– Da Lasse kom på plejehjem, var det lige så meget af hensyn til ham, som det var til børnene og mig. Han kunne ikke klare den uro, som der var i huset med børn, støj, kaos, hjemmehjælper, og hvad ved jeg. Jeg havde brug for faste rammer og firkantede kasser, hvis jeg skulle få det til at fungere. Jeg kunne ikke helbrede Lasse med kærlighed, selv om jeg troede det i begyndelsen, siger Ina.

Farvel til børnene

”Engang, da du, Viola, var 4 år, og vi legede sammen, sagde du til mig, at vi to skulle giftes, når du blev stor. Da vidste jeg, at jeg havde gjort det godt som far for dig. Selv om jeg godt vidste, at du nok vil foretrække en anden, når den dag kommer, så var det den største kærlighedserklæring, jeg kunne få. Jeg elskede og blev elsket. Og begyndte at glæde mig til den dag, hvor du skal giftes, så jeg kunne lave sjov med dig og sige, at vi to jo havde en aftale.”

Lasse var ramt af sygdommen, da parret i 2015 blev forældre til barn nummer fire, Hugo. I brevet skriver Lasse til sin yngste søn:

”Nu er det snart to år siden (Hugos fødsel, red.) den smukke aften, Hugo, og jeg er her stadigvæk. Lidt endnu. Selv om jeg slet ikke har kunnet være den far, som jeg havde ønsket mig, for dig og dine søskende, så er jeg lykkelig for hver dag jeg får sammen med jer. Jeg har ikke skiftet din ble mere end en håndfuld gange. Jeg har ikke båret dig så meget, som jeg gerne ville. Har ikke puttet dig nok gange og fået dig til at sove med sang og vuggende i mine arme. Men alligevel giver du mig så meget kærlighed og opmærksomhed. Kalder mig far, det var et af dine første ord, og klatrer op til mig i kørestolen for at lege. En masse af vores familie og venner har leget med dig og båret på dig, og jeg undrer mig af og til over, hvorfor du ikke tror, at de er din far”.

”Jeg ville gerne være hos jer mange år endnu og se jer blive voksne mennesker. Jeg har været meget ked af det, og er det stadig, over, at det nok ikke kommer til at ske. Men jeg ser nu også alle de vidunderlige ting, som sker hver dag, mens jeg stadig er her, og føler mig så heldig og taknemmelig over, at jeg har fået jer og alle de oplevelser, der følger med. I de to år, jeg har været syg, har jeg dagligt kæmpet for at forlænge den tid, vi har sammen. Men de to år i sig selv har også været fyldt med mange fantastiske store og små begivenheder, som har varmet mit hjerte og fået mig til at smile og le og endda græde af lykke”.

”Det gør mig tryg og glad at vide, at I har hinanden. Jeg elsker at fortælle, at jeg har fire børn, og jeg er stolt hver gang, jeg har besøg af jer, eller vi er ude, og folk roser jer og siger, at I ligner mig. I passer på hinanden og skal gøre det mange år frem. I er fire, der har været det samme igennem. I er rundet af de samme oplevelser og vil forstå hinanden bedre end de fleste. Hold sammen og støt hinanden, og lad ikke uenigheder og frustrationer komme imellem jer og splitte jer. Sammen har I et fællesskab, der kan vokse med tiden, når der kommer venner, kærester og børn til. Lad åbenheden, nysgerrigheden og hjælpsomheden vare ved. Tal sammen, grin sammen og græd sammen. Fortsæt med at skabe smil, glæde og liv sammen. Det ønsker jeg mig for jer”.

Det var ikke en lettelse

Rundt omkring på vægge og reoler i lejligheden i Herlev, hvor Ina og de fire børn nu bor, vidner små hjemmelavede ting og børnetegninger om den far og ægtemand, der ikke er mere. Ina er i færd med at skabe en ny tilværelse, men selv om meget er blevet nemmere, efter at Lasse ikke er her mere, får man hende aldrig til at sige, at hans død kom som en lettelse.

– Vi var meget sammen, også selv om Lasse boede på plejehjem. Han var med til alle fester og fødselsdage, og jeg savner ham hver dag. Da Karlo gav koncert med klarinet på skolen, tog jeg mig bagefter i at ville sende videoen til Lasse, sådan som jeg altid havde gjort.

– I Ikea sad vi alle fem for nylig og spiste i cafeteriet, da Karlo fik øje på en far, der legede med sin søn. Jeg kunne se, hvad min søn tænkte, og pludselig sad vi med hinanden om halsen og græd. Karlo sagde ikke noget. Men jeg tænkte, at sådan en oplevelse burde en 12-årig dreng være forskånet for, fortæller Ina Lüders.

Mine sidste ønsker

”En dag vil mor nok finde en ny kæreste og måske flytter han ind hos jer. Han bliver ikke jeres far, men jeg er sikker på, at han kan blive en rigtig god voksen for jer og forhåbentlig være med til stort og småt, på ture og rejser, hjælpe jer, støtte jer og trøste jer, hvis der er behov. Være en del af jeres liv, én I kan holde af og tænke om, at han er god at have, når nu I ikke har jeres far. Det ønsker jeg mig. For jer og for mor”.

Præcis det samme fortalte Lasse Lüders til Ude og Hjemme i foråret 2016. Selv om han var mærket af sygdommen, som han vidste, ingen har overlevet, tænkte han allerede dengang på, hvad der ville være bedst for Ina, når han var borte.

– Jeg skal ikke leve alene med mine børn resten af livet. Men det er ikke aktuelt med en anden mand. Det er også en ordentlig mundfuld, vedkommende i givet fald skal sluge. En enke på 41 år med fire små børn kræver sin mand. Men selvfølgelig dukker han op en dag, når jeg er klar. Det skylder jeg mig selv, og det var Lasses ønske, siger Ina med et skævt smil.

Lasse Lüders slutter sit smukke afskedsbrev med disse råd til Karlo, 12, Viola, 9, Albert, 6, og Hugo, 3:

”Vær åbne og nysgerrige over for verden omkring jer. Snak, lyt, smag, føl, oplev og tag jer tid til det. Lad være med at skynde jer, også selv om samfundet omkring jer hele tiden vil have jer til at sætte tempoet op. Tag på efterskole eller højskole. Tag et sabbatår. Tag ud at rejse. Eller hvad I nu har lyst til. Så længe I følger jeres hjerte, vil gode ting komme til jer. Og det fortjener I, mine kære børn.

Med dette kan jeg nu hvile ved tanken om, at jeg har fået skrevet til jer, hvad jeg har på hjerte. Når jeg trækker vejret for sidste gang, vil jeg være glad og taknemmelig for jer og for det, I har givet mig, og alt, vi har oplevet sammen. Fri for sygdom og træthed vil jeg tage herfra med kærligheden til jer, og det er nok for mig. Jeg ønsker jer det bedste og håber, at vi ses igen en dag.

Jeres far, Lasse”.