Louise blev enke som højgravid: Vi må leve uden far

Louise var gravid i 7. måned, da en politimand måtte give hende nyheden om, at hendes ufødte barn aldrig ville møde sin far, der havde begået selvmord. Med en stor blanding af sorg og kærlighed fødte hun sin datter, og nu har hun et helt særligt budskab til sine døtre.

Fra vinduet i rækkehuset i Kolding kan politibilen anes fra vinduet. Betjenten har en pose i hånden, da han bevæger sig mod hoveddøren. Louise sidder i stuen, da hun kan høre døren blive åbnet, og da hun ser den uniformerede betjent i sin stue, er håbet der stadig. At hendes elskede mand lige om lidt viser sig med et beklagende smil på læben. Men den alvorlige mine knuser gnisten, og da ordene kommer ud ad betjentens mund, knækker hun sammen.

Den dag forsvandt håbet.

– Jeg sank helt sammen, mens jeg skreg, men jeg kunne ikke tvinge nogle tårer frem. Inderst inde vidste jeg godt, at han aldrig ville komme hjem til os igen, men tanken om, at han ikke skulle se sin datter, kunne jeg ikke få til at synke ind, fortæller 30-årlige Louise, mens den få uger gamle Enya ligger og grynter i hendes favn.

På hylden midt i stuen smiler Casper fra billederne, mens farverigt legetøj, der tilhører parrets 2-årige datter Stella, fylder gulvet. Drømmen om børn og hus var stor for både Casper og Louise, da de mødte hinanden for ni år siden, og da Louise kom med den glædelige nyhed om et kommende barn, var Casper jublende lykkelig. Han fulgte spændt med, da maven voksede, og da han fik sin nyfødte datter i armene for to år siden, var det kærlighed ved første blik.

Læs også: Michelles mand har fået en dødsdom: Vores datter skal vokse op uden far

Bange anelser

– Han var en fantastisk far, og han elskede Stella meget højt, fortæller Louise, der så den samme glæde i Caspers øjne, da graviditetstesten igen var positiv.

Som maven voksede, opfattede Louise ikke, at hendes mand havde det dårligt. Han glædede sig til at blive far igen, og han havde sørget for ferie, så han kunne tilbringe en måned sammen med Louise, når deres nyfødte datter kom til verden.

Natten til mandag den 26. februar 2018 gav Louise sin mand et godnatkys. Han ville lige ligge lidt på sofaen med sin telefon, og Louise gik op ad trapperne og lagde sig i sengen. Men midt om natten vågnede hun med en uro i kroppen. Hun kiggede til siden, men Casper var der ikke.

– Jeg ved ikke hvorfor, men jeg fik hurtigt følelsen af, at der var noget galt, fortæller Louise, mens hun skruer tiden tilbage til de timer, hvor hendes og børnenes liv blev forandret for altid.

Bilnøglerne lå stadig på deres plads, og da hun ringede til hans arbejdsmobil, gik den på telefonsvarer med det samme. Uroen i kroppen tog fart, og da hun ville ud og kigge i bilen, lagde hun mærke til, at hoveddøren var låst. Men Casper var ikke at finde, og da uro begyndte at udvikle sig til panik, ringede hun til sin familie. Politiet blev alarmeret, og der gik ikke lang tid, før der var en hundepatrulje i området.

Mens Louise kunne se de blå uniformer uden for døren, lå hendes 2-årige datter og sov uvidende om, at hendes far var væk.

Se også: Marias elskede storebror og bedste ven begik selvmord

Forstod det ikke

– Jeg kunne ikke få noget til at stemme. Vi havde det jo godt. Han havde det godt, og vi var snart en familie på fire, som vi alle sammen glædede os meget til, fortæller Louise, der mandag morgen ringede til hans arbejdsplads.

Hans chef fortalte, at Casper havde sygemeldt sig og derfor ikke var mødt op.

Men selv om uroen og de bange anelser pumpede rundt i kroppen, prøvede Louise at skjule det over for datteren Stella. Hun blev vækket som normalt, og Louise brugte alle sine kræfter på at virke, som om alt var, som det plejede. Først da Stella var afleveret i dagpleje, kunne Louise få afløb for de mange følelser.

Senere på eftermiddagen fik Louise den besked, som hun havde frygtet. Benene kunne ikke holde hende, da en betjent fortalte, at hendes mand havde valgt at tage sit eget liv.

Louises krop blev som gelé, og en mørk, dyster skygge omsluttende hendes sind.

– Da jeg fik at vide, at han havde begået selvmord, forstod jeg ingenting. Var der noget, jeg havde overset? Jeg troede jo, at vi delte det meste, siger Louise opgivende.

Casper blev fundet i en nærliggende ejendom og havde efterladt et afskedsbrev i en pose.

Sorg og glæde

– Han skrev, hvor meget han elskede mig, Stella og lillesøster. At han vidste, at vores ufødte datter ville blive en sund og stærk pige, og han var ked af, at han aldrig kom til at møde hende. Han havde rodet sig ind i nogle problemer, han ikke kunne se sig ud af. Så han følte, at han forlod os af kærlighed, forklarer Louise, mens savnet skinner igennem de våde øjne.

– Han havde virkelig tænkt over det i lang tid og forberedt sig. Det er voldsomt at tænke på, når jeg havde gået rundt og troet, at alt var, som det plejede.

Den efterfølgende tid var det datteren Stella, der holdt Louise oppe. Hun prøvede at holde dagligdagen så normal som muligt, men når Stella var afleveret i dagpleje, befandt hun sig i fosterstilling, indtil hun igen skulle hente datteren.

Louise måtte have sin søster med på hospitalet, da datteren Enya blev født.

– Mens det stod på, så græd jeg rigtig meget. Det var jo Casper, der skulle stå ved siden af mig og holde mig i hånden. Det var hans stolthed, jeg skulle se lyse ud af ham, som den gjorde, da Stella blev født, siger Louise, der havde blandede følelser, da hendes nyfødte datter blev lagt i hendes arme.

– Det var to enorme følelser, der arbejdede imod hinanden, og jeg skifter stadig mellem sorgen, der kan føles som en damptog, og så den kæmpe glæde, jeg får, når jeg kigger på min datter, beskriver Louise, der nu kæmper med at acceptere det valg, som hendes mand tog.

Læs også: Mistede deres fædre til ALS: Tragedier blev til venskab

Vigtigt at snakke

Louise har på intet tidspunkt følt vrede, men hun står uforstående over, at hendes mand ikke delte sine problemer med hende. Derfor er det også vigtigt, at hendes døtre vokser op med bevidsteheden, at det ikke er nogen skam at bede om hjælp.

– Det er så vigtigt, at man snakker om tingene. Man må aldrig være for stolt til at dele sine sorger eller problemer, for det kan ende med at hobe sig op, og så kan man ikke se sig ud af det. Det var jo sådan, det var i det her tilfælde, siger Louise, der uanset hvad der sker i fremtiden vil sørge for at hendes døtre ved, at deres far elskede dem overalt på jorden.

– Jeg kan se Casper i begge mine piger. De ligner ham virkelig, så på den måde vil han altid være med mig. Og med dem.