Malins 25-årige søn døde i en grøft

En eftermiddag i april i 2016 bankede to betjente og en præst på døren hjemme hos Malin Leskoviku. De havde en besked, som ingen af dem havde lyst til at give. Efter et døgns eftersøgning var Malins 25-årige søn Robin blevet fundet død i en grøft i skoven ikke langt fra den lille svenske by Ullared.

Kvinde står ved stol i stuen

– Der blev helt stille. Jeg var i chok og anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Til sidst ringede jeg til min mand, som var i gang med at lede efter Robin, siger 45-årige Malin.

Hendes mand Idlir, som altid havde fungeret som far for Robin, vidste på det tidspunkt kun, at alle eftersøgningsgrupper havde fået besked om, at de skulle samles på parkeringspladsen foran kirken. Hvorfor de skulle mødes, vidste han stadig ikke. Men da han hørte Malins ord i telefonen, forstod han, at håbet var ude.

– Det er forbi, sagde Malin, hvorefter Idlir sank ned på knæ og begyndte at skrige.

I tiden efter var alt kaos. Malin forstod ingenting. Hvordan kunne Robin være død? Hendes livsglade søn med de klare øjne, der var så blå, at selv fremmede stoppede på gaden og beundrede hans udseende, da han var helt lille.

Læs også: 15-årig begik selvmord: Christian ville være perfekt

Mange drømme

Malin fik Robin som bare 17-årig, og det var nok de færreste, der forventede, at den unge, enlige mor kunne klare det. Men det kunne hun. På trods af en hård hverdag med et stort ansvar lykkedes det hende at komme tilbage til gymnasiet og blive student. Senere fandt hun overskud til at uddanne sig til lærer. Og hun var så stolt af sin søn.

– Robin var et let barn. Han elskede fodbold og musik, og han havde mange venner. Det var først, da han blev 18 år, at han oplevede svær modgang, da en af hans venner begik selvmord, fortæller Malin. 

Bekymret blev hun vidne til, hvordan vennens selvmord udløste en depression hos Robin, der senere fik diagnosen bipolar lidelse.
For Malin var det også en svær periode. Efter Robin havde hun nemlig fået tre sønner mere, og de to yngste var helt små på det tidspunkt, så 
Malin havde hænderne fulde.
Men heldigvis drev de mørke skyer langsomt væk, og livet blev godt igen. Robin havde store drømme for sin fremtid. Han ville se verden, og han ville være skuespiller.
Han begyndte med at rejse til Australien, hvor han boede i tre år, mens han tog en uddannelse som bartender og arbejdede som model. Hans bånd til familien hjemme i Sverige var dog så stærke, at han hvert eneste år tog den lange, dyre rejse hjem for at være sammen med sine tre brødre, sin mor og bonusfar Idlir, som kom ind i hans liv, da han var lille.

Jeg elsker dig 

I 2016 så hans helt store drøm ud til at gå i opfyldelse. Han var blevet optaget på en anerkendt skuespillerskole i Los Angeles, hvor han skulle starte i august, og i foråret var hans flybillet købt og betalt. Fremtiden lå i den grad for Robins fødder. 

Men inden hans nye amerikanske eventyr skulle begynde, flyttede han hjem til Sverige for at slappe af med familien.
Han havde været hjemme i en måned, da hans mor så ham i live for sidste gang.
Den dag tænkte Malin, at Robin havde en lidt for tynd jakke på, da han gik ud ad døren for at køre sine yngre brødre til fodbold. Hun bemærkede også, at hun ikke nåede at kysse ham farvel, som hun plejede, fordi de var lidt sent på den. Det kom Malin til at fortryde mange gange.
Hun fik nemlig aldrig igen muligheden for at kysse sin smukke dreng med de klare, blå øjne.
Malin har gennemgået den sidste dag med Robin igen og igen for at finde et svar på det uforståelige. Men svaret er aldrig dukket op.
Malin ved kun, at Robin så sine brødres fodboldkamp, 
og at de bagefter kørte ud for at købe et brugt computerspil, de havde fundet på nettet. Om aftenen lånte han bilen for at køre på besøg hos nogle kammerater.

– I dag ville jeg sådan ønske, at han var blevet hjemme og havde ligget i sin varme seng, siger Malin, som heldigvis nåede at sige tre vigtige ord, 
da hun samme aften ringede
 til sin søn: – Jeg elsker dig.

– Jeg elsker også dig, mor, svarede Robin.

Så var samtalen slut.

Han var pist væk

Samme nat vågnede Malin med en urolig fornemmelse. Robin var ikke kommet hjem. Han var selvfølgelig også 25 år, så Malin fortalte sig selv, at han nok bare kom meget sent hjem. 

Men næste morgen kunne hun ikke berolige sig selv mere. Robin var nemlig stadig ikke kommet hjem.
I begyndelsen skrev Melin beskeder til sin søn. Men der kom ingen svar. Efter lidt tid tjekkede hun, om han havde været aktiv på Facebook for nylig. Det havde han ikke.
Nu begyndte de bange anelser at vokse i Malins mave, og hun skrev derfor et opslag på Facebook, hvor hun spurgte, om nogen vidste, hvor Robin var. Det vidste ingen. Heller ikke vennen, som han havde besøgt dagen før.
Malins uro voksede og voksede, og i løbet af dagen gik den store eftersøgning i gang. Både digitalt på de sociale medier, men også fysisk i det skovområde, hvor Robin havde besøgt sin ven, og hvor hans bil stadig stod. Politi, militær og hold af frivillige fra organisationen Missing People gjorde alt for at finde den unge mand. Også Idlir og Robins lillebror Albin var med.

– Jeg sad hjemme med nogle venner, der støttede mig. Det var så skræmmende ikke at vide noget, og jeg ringede hele tiden til Idlir for at høre, hvad der skete, husker Malin.

Læs også: Mariannes søn var tæt på at dø: Han lignede en engel

Der var ingen spor af Robin, og næste morgen gik også helikoptere i luften for at søge, ligesom stadig flere mennesker kom til for at hjælpe.
Malin blev hjemme. Hun ville ikke være den, der fandt sin egen søn, hvis der skulle være sket noget forfærdeligt.

Ingen forklaring

Hun var derfor i huset, da det bankede på døren, og de to betjente og præsten gav hende meddelelsen, som ændrede alt. Robin var fundet død i en grøft i skoven.

– Efterfølgende gik jeg helt ind i mig selv og holdt op med at spise og drikke. Heldigvis var min mand den stærke, som tog sig af alt.

Malin ønskede at se sin søn en sidste gang, da han var gjort i stand. Hvis hun ikke med egne øjne havde set ham, var hun nemlig ikke sikker på, at hun helt ville forstå, at han var død.

– Han var så smuk og fin. Men kold. Det var, som om mit hjerte tørrede helt ud, som hun siger.

I tiden efter var Malin ikke bare fyldt med den tungeste sorg. Hun var også fyldt med 
tusindvis af spørgsmål. 

– De kunne ikke finde dødsårsagen. Robin havde ingen stoffer eller alkohol i kroppen. Det tror jeg ellers, de havde forventet, siger Malin, som oplevede en dyb frustration over 
politiets arbejde. 

Midt i det hele gik de nemlig på ferie, og efterforskningen og afhøringerne fortsatte først længe efter.

Mening midt i det meningsløse

Den endelige konklusion var, at der ikke lå en forbrydelse bag Robins død. En afslutning, som Malin havde svært ved at tro på. Hun havde nemlig set billeder fra det sted, hvor Robin blev fundet.

– Han lå på ryggen. Den ene arm stod lige op, den anden lå til siden og hovedet lå på skrå. Det så så mærkeligt ud. Hvordan havde han været i stand til at dø af sig selv på den måde?

Malin måtte leve videre med alle sine spørgsmål. Og det var ikke let. Smerten og sorgen havde nærmest overtaget hendes hverdag.
– Helt små ting som en sang i radioen kunne udløse minder, så jeg faldt ned i et stort sort hul af smerte. Det var, som om jeg ikke kunne sørge rigtigt, fordi jeg ikke vidste, hvad der var sket, siger Malin, som nok aldrig får vished om Robins sidste timer.

Selv om politiet genåbnede sagen næsten to år efter Robins død, fordi tv-programmet ”Ugens Forbrydelse” kritiserede efterforskningen, så var konklusionen stadig, at der ikke havde været andre involveret i Robins død. I stedet blev det slået fast, at han døde af nedkøling og drukning. 
Det har naturligvis ikke fjernet Malins mange spørgsmål eller store sorg. Men i dag har hun fundet overskud til at stå sammen med andre i sorg. Og det giver mening midt i alt det meningsløse.
Sammen med en ven har hun etableret en lokal støttegruppe for forældre, der har mistet børn.

– I begyndelsen troede jeg ikke, at jeg kunne. Jeg var så skræmt, men det har været fantastisk. Det har hjulpet mig så meget at møde andre, der ved, hvordan det er at miste en datter eller en søn.

Læs også: Sorg over mine døde børn blev tabu