Marius’ første to hjerter svigtede: Mit tredje hjerte banker for Tonje

Marius kan fejre tre fødselsdage om året. Den første er dagen, han kom til verden. De to andre er dagene, hvor han fik transplanteret nye hjerter.

33-årige Marius Solberg var kun 17 år, da alting ændrede sig. Han gik fra at være et energibundt, der håbede på en karriere som professionel fodboldspiller, til at føle sig nedslidt og tømt for kræfter.

– Selv om jeg sad stille, havde jeg ofte en puls på 180-200 slag i minuttet. Jeg kastede op og orkede absolut ingenting.

Det viste sig, at Marius havde en arvelig genfejl, der var årsagen til, at han fik hjertesygdommen ARVC. Den betyder, at muskulaturen i højre hjertehalvdel svækkes, og den kan give hjerterytmeforstyrrelser og i værste fald hjertestop.

Marius var vant til at træne fodbold i fire-fem timer hver eneste dag, men fik at vide, at sygdommen er en kendt årsag til hjertestop hos unge, især idrætsudøvere. De, der har ARVC, frarådes derfor at dyrke hård træning, hvilket betød, at Marius lagde fodboldstøvlerne på hylden.

Ned ad bakke

I sommeren 2002 fik han indopereret en pacemaker, som sørgede for at tage kontrol, hvis hjertet slog ud af takt. Og den fungerede, som den skulle. Men en dag mærkede Marius et kraftigt slag i brystet. Det var første gang, at pacemakeren slog til.

Det skete i en periode, hvor Marius ikke havde været god til at tage sin medicin, selv om han havde fået strenge formaninger om det, så han lærte på den hårde måde, at medicinen var vigtig.

Alligevel blev Marius’ form væsentlig forringet i 2011.

– Jeg troede bare, jeg var ved at blive doven, men så fandt lægerne ud af, hvor dårligt mit hjerte egentlig var. Min tilstand blev så dårlig, at jeg nogle nætter vågnede med voldsom høj puls, fortæller Marius.

I 2012 stod det klart, at den unge nordmand havde brug for et nyt hjerte, hvis han skulle overleve.

Tredje gang er lykkens gang

I første omgang var han heldig. Det nye hjerte dukkede op allerede tre uger efter, at han blev skrevet på ventelisten, og han fik hurtigt sit nye hjerte.

Men selv om alt som udgangspunkt var fint, gik der ikke mange måneder, før lægerne fandt ud af, at også det nye hjerte var i gang med at sætte ud.

– Ikke fordi jeg havde gjort noget galt, men fordi jeg var uheldig, fortæller Marius.

To år efter den første transplantation var der ikke længere tvivl: Marius ville ikke klare sig uden endnu et nyt hjerte.

– Jeg havde ikke noget valg. Det var bare at takke ja og tænke på, hvor heldig jeg er for at få endnu en chance.

Marius blev dermed den 19. person i Norge, som fik transplanteret nyt hjerte for anden gang. Og indtil videre har han og hans nye hjerte det godt.

– Mit tredje hjerte banker for dig, siger Marius og kigger på kæresten Tonje Heiberg Storvik, 35.

De to har været kærester siden efteråret 2015, og det var hospitalet, der førte dem sammen.

Marius havde fået sin transplantation, da de lærte hinanden at kende. Han gik dog stadig til kontrol, og da han så Tonje, blev han interesseret i at vide, hvem hun var.

Mistede sin søn

Tonje har selv tilbragt meget tid på sygehuse og oplevet hårde tider. I 2017 mistede hun sin kræftsyge søn, Theodor.

– Jeg ser det som en fordel at have en kæreste, som ved, at livet ikke altid er en dans på roser, siger Tonje.

– Marius var der for mig i mit livs største krise.

I dag er parret forlovet, men brylluppet har de ikke travlt med at sætte en dato på. Foreløbigt drømmer de mest om at finde et større sted at bo. De har brug for mere plads, når Marius’ to døtre, 11-årige Julie og 8-årige Andrine, kommer hver anden uge.

Marius er på førtidspension, men nu hvor kræfterne er ved at vende tilbage, håber han også at få overskud til at prøve sig selv af på arbejdsmarkedet.

– Et liv på sofaen vil slå mig ihjel. Derfor er træning så vigtig for os hjertetransplanterede, selv om det er noget så enkelt som gåture i skoven, siger Marius.

Et ja med stor betydning

For ham er det dog ikke nok med spadsereture. Han er aktivt medlem og deltager i internationale idrætskonkurrencer for transplanterede og har vundet flere medaljer for Norge i bordtennis, svømning og badminton.

Hans næste mål er idrætslegene for hjerte- og lungetransplanterede, som foregår i Spanien til næste år.

Marius fortæller sin historie, for at folk skal forstå, hvor vigtig det er at sige ja til organdonation.

– Et ja betyder meget for mange. Derfor er det så vigtigt at snakke om organdonation. Også for pårørende. Deres elskede kan gå videre i historien som en, der har reddet liv, selv efter sin død.

Men selv om Marius i teorien kan fejre tre fødselsdage om året, er det særligt dagen for den sidste transplantation, som markeres.

– Dette er blevet en dag til eftertanke. Det, som for mig er glædens dag, vil jo altid være sorgens dag for nogle andre. Jeg håber, at de kan mærke min taknemlighed.