Veronicas 22-årige søn døde af en overdosis: Nu har Adrian det bedre

Veronica Andersson følte, hun gjorde alt for at hjælpe sin søn Adrian, der som 14-årig begyndte at ryge hash og fortsatte i et narkomisbrug. Det var bare ikke nok. I dag to år efter sønnens død er Veronica afklaret: – Min søn levede et liv, som jeg ikke ønsker for min værste fjende.

Normalt vil en mor altid ønske det bedste for sin søn, og Veronica Andersson har da også svært ved at få ordene over sine læber.

Den 45-årige svenske kvinde har mistet sin elskede søn, men det var efter hendes mening det bedste, der kunne ske for Adrian. Det liv, som hendes 22-årige søn til sidst levede som narkomisbruger, var ikke et liv værdigt.

– Jeg tror, at der findes et liv efter dette, og at der er en mening med alt. Det er forkert, at et ungt menneske skal miste livet til narko, men Adrians liv var uværdigt. Han har det bedre nu.

En septemberdag i 2016 mistede Veronica Andersson sin søn, men først nu er hun parat til at fortælle sin triste historie til skræk og advarsel. Hun finder sin mobiltelefon frem, og med ordet ”elendighed” viser hun de triste billeder af den lejlighed, hvor hendes søn levede den sidste tid.

– Jeg fik et chok, da jeg så Adrians lejlighed efter hans død. Jeg kunne blot være der i få minutter, inden jeg måtte ud igen. Min søn boede under tilsyn, men lejligheden var et frygteligt rod og svineri. Jeg fik det dårligt ved at tænke på, at han døde under disse forhold. Det var uværdigt for et menneske, siger Veronica.

Hun får blanke øjne, når hun taler om den søn, hun kun fik lov at have så kort tid. Adrian boede under tilsyn og med støtte i en lejlighed i Gøteborg, og Veronica forstår ikke, at ingen af de ansvarlige medarbejdere hjalp ham. Men de måtte ikke gå ind i lejligheden uden Adrians tilladelse.

Alt står i tåge

Selv forsøgte hun forgæves at få Adrian på rette vej, da han i en tidlig alder kom ud i misbrug, og hun føler hverken skyldfølelse eller skam.

Men uroen og frygten for sønnens skæbne sad altid i hende, mens han levede.

Veronica fortæller om den onsdag aften i september 2016, da hun havde et sent møde på jobbet. Hun tjekkede telefonen, og der var flere opkald fra hendes mand, som hun ikke havde besvaret. Hun ringede tilbage, og han svarede kort:

– Der er sket noget. Du må skynde dig hjem.

Hjemme ventede en kvinde – med præstekrave – og en mand – chefen for det bosted, hvor Adrian levede den sidste tid.

– Da jeg så dem, vidste jeg, at det, jeg længe havde frygtet, var sket. Men jeg troede, at jeg ville få beskeden overbragt af en politibetjent. Jeg husker, at jeg bare råbte ”nej, nej, nej, ikke Adrian”. Herfra står alt som i en tåge, husker Veronica.

Behandlede sig selv

22-årige Adrian var blevet fundet død i sin lejlighed med store mængder af det stærke medicinske præparat fentanyl i kroppen.

Moren fortæller, at sønnen allerede som 14-årig begyndte at ryge hash, og misbruget eskalerede, uden at hun bemærkede det.

Adrian havde Aspergers syndrom og havde ikke en normal adfærd for et barn. Han holdt sig for det meste hjemme og havde få sociale relationer.

Som 16-årig blev han placeret på et behandlingshjem, fordi hans misbrug af især amfetamin var kommet ud af kontrol.

– Adrians misbrug var voldsomt, og han isolerede sig i lange perioder med angstanfald. Humøret skiftede fra glæde til vrede, og han fortalte ikke sandheden, når jeg spurgte ham om noget. Jeg bebrejder mig selv i dag, at jeg ikke spurgte mere ind til hans problemer. Men jeg havde ikke evnerne, og til sidst var det for sent, erkender Veronica.

Adrian fik diagnosen Aspergers syndrom i 8. klasse, og det var efter morens opfattelse alt for sent. Da havde sønnen nemlig allerede et misbrug.

Var behandlingen begyndt langt før, ville sygdommen kunne kontrolleres med medicin. I stedet begyndte Adrian at eksperimentere og behandle sig selv med stoffer.

Svær balancegang

Veronica var på det tidspunkt alene med sønnen og fik stor støtte af en god ven. Hun indså hurtigt, at enhver form for misbrug er en sygdom, som kræver behandling. Hun er klar over, at mange vil lægge skylden for sønnens misbrug på hende. Men så enkelt ser hun ikke på det.

Veronicas erfaring er, at også unge, der vokser op i kernefamilier, risikerer at havne i narkoens svøbe.

Efter sønnens død begyndte hun at søge information om, hvad hun havde gjort rigtigt og forkert. Blandt andet gav hun Adrian penge til mad, som han dog brugte på stoffer. I dag kan hun se, at hun skulle have holdt mere kontrol.

– Men det var en svær balancegang. Når jeg gav Adrian penge, vidste jeg jo ikke, at han brugte dem på narko. Det skete, at han kom hjem fra behandlingshjemmet for at sove hos mig og sine to små søskende, men det blev jeg frarådet på grund af hans sygdom.

– Det var svært for mig som mor at sige, at han ikke måtte komme hjem. Det er ikke det samme at tale i telefonen med sin søn, som det er at give ham et kærligt knus, siger Veronica, der heller ikke ønskede, at Adrians to mindre søskende, Albin på 9 og Elin på 8, skulle se ham påvirket.

Et uværdigt liv

De ved godt, hvorfor deres storebror døde. De stiller ofte spørgsmål om ham og taler om ham, og Elin siger tit, at hun savner sin bror. Men da han døde i 2016, fortalte moren dem, at deres bror var død af et lægemiddel, som han ikke kunne tåle.

– Jeg sagde, at Adrian havde taget for meget og derfor var død. De spurgte ikke mere, men efter et stykke tid begyndte de at spørge ind til, hvilket lægemiddel han var død af. Så fik de langsomt mere at vide, og nu ved de alt, siger Veronica.

I dag har de to søskende gode minder om deres bror. Da de var mindre, boede han hjemme, og de husker, hvordan storebroren læste bøger og legede med dem.

Når den 45-årige kvinde i dag tænker på sin søn, fyldes hun med en vis lettelse, selv om det er sørgeligt, at det skulle gå sådan. Men Veronica trøster sig med, at Adrian ikke lider mere.

– Han har det bedre nu, det er jeg helt sikker på. Han levede til sidst et liv, som ikke var værdigt, og som jeg ikke ønsker for min værste fjende, siger Veronica Andersson.