Inger-Helén blev genoplivet til et bryllup: Fik nyt hjerte og nyre samtidig

For 10 år siden faldt Inger-Helén Hjemvoll om til et bryllup med et hjerteanfald, og efterfølgende stod hendes ene nyre af. Hun var tæt på at dø. Men i dag lever hun et liv som alle andre, efter hun har fået både nyt hjerte og ny nyre.

– Det var ikke min tur til at dø den dag, jeg faldt om på grund af et alvorligt hjerteanfald, siger Inter-Helén Hjemvoll med et stort smil på læben og viser stolt sit ar frem.

Hun var ellers klinisk død efter hjerteanfaldet, men med lægekyndige venners ihærdige indsats på stedet lykkedes det dem at bringe hende tilbage til livet igen.

Læs også: Hugo fik hjertestop i skolen

Helbredsproblemer

Efter hjerteanfaldet for 10 år siden tårnede problemerne sig ellers op for den allerede hårdt prøvede Inger-Helén. Hun fik besked om, at den ene af hendes nyrer var sat ud af funktion og var i færd med at ødelægge den anden. Derefter fik hun skjoldbruskkirtlen fjernet. Hendes hjertekapacitet var nede på 20 procent, og hun havde en hjertestarter indopereret i brystet.

Bare det at gå op af en trappe føltes som om, hun besteg et bjerg. Og i forbindelse med at hjertestarteren blev udskiftet, blev en af hendes hjerteklapper også beskadiget.

Svær ventetid

I februar 2013 blev hun udredt på Rigshospitalet med henblik på en hjerte- og nyretransplantation.

– Selve transplantationen er jo rimelig hård rent fysisk, men der er også en psykisk belastning forbundet med det. Jeg blev angst for at dø og for at være alene. Jeg spekulerede på den ene side over, hvor glad jeg ville blive, hvis det gik godt, og på den anden side tænkte jeg på alle dem, der ville blive kede af, hvis jeg døde.

Kirurgerne på hospitalet besluttede sig for, at hun skulle have en dobbelttransplantation, hvor både hendes hjerte og nyre skulle udskiftes samtidig.

– Det var en lang og tung ventetid. Jeg havde ondt, når jeg lå på ryggen, og store vejrtrækningsproblemer. Da telefonen endelig ringede med besked om, at der var et sæt nye organer klar til mig, var jeg så udmattet, at jeg næsten ikke orkede at løfte røret. Men da jeg så, hvem opkaldet kom fra, vidste jeg, at det endelig var min tur.

Se også: Jytte var blind i 47 år: Gud, ser jeg sådan ud!

Den største gave

Sammen med sin mor Asbjørg fløj hun fra Tromsø til Oslo, hvor operationen skulle foregå. Det var en følelsesladet dag for moderen – det var hendes fødselsdag, og dagen efter skulle hendes datter have den livsreddende operation.

– Beskeden om, at et hjerte og en passende nyre ventede på min datter i Oslo, var den bedste fødselsdagsgave, man kunne forestille sig. Vi kunne fejre, at hun havde fået livet tilbage, siger Asbjørg bevæget.

Selv om det var et stort og risikabelt indgreb, der lå foran Inger-Helén, var hun ikke et sekund i tvivl:

– Jeg følte en indre glæde, da jeg blev kørt ind på operationsstuen, og jeg var aldrig i tvivl om, at transplantationen ville gå godt. Jeg var så fuld af adrenalin, at jeg bare glædede mig til at vågne op igen efter narkosen med mine nye organer.

De første spæde skridt

Operationen tog syv timer, og Inger-Heléns krop var meget medtaget bagefter. Hun kunne ikke kende forskel på højre og venstre og havde problemer både med at tale og med hukommelsen. Men efter tre dage vendte situationen. Kroppens nye motor fungerede, som den skulle, og hun kunne tage de første, spæde skridt i sit nye liv.

– Jeg følte, at det nye hjerte var helt og aldeles mit, og hvordan jeg blev stærkere for hver dag der gik. Med hård træning og masser af tålmodighed kom jeg langsomt på benene igen, fortæller Inger-Helén.

Læs også: Børnefamilie reddede 18-årig: Vi vil altid have et særligt bånd

Takker sin donor

Den seje kvinde har altid været god til at sætte sig mål – og opnå dem. Det første, hun opnåede efter operationen, var at gennemføre KK-mila, der er et af Norges største kvindeløb. Her løb hun 5 km på under en time. Sidenhen er det blevet til mange andre motionsløb.

– Jeg skylder min donor at tage vare på mit nye hjerte, så det kan holde i mange år. Derfor træner jeg også flere gange om ugen og føler, at jeg på den måde ærer den, som gav mig sit hjerte, og de pårørende, der sagde ja til organdonation.