Vandt millioner i lotto: Gevinsten gav os mor tilbage

Da Beate blev lotto-millionær, havde hendes børn kun ét brændende ønske: At hun flyttede hjem til dem igen.

Vandt millioner i lotto: Gevinsten gav os mor tilbage

7.395.650 norske kroner – eller godt 5,7 millioner danske. Så mange penge var der i den lotto-gevinst, der med et trylleslag ændrede 51-årige Beate Jensvolls liv. Fra at være alenemor med pengeproblemer som eneste faste følgesvend fik hun pludselig økonomisk frihed til at opfylde drømme, som hun end ikke turde sige højt.

– Jeg har mange gange fantaseret om, hvordan det ville være at få et opkald fra tipstjenesten om, at jeg var blevet millionær, siger Beate fra Tromsø.

– Jeg husker det som den rareste telefonsamtale i mit liv. Første troede jeg, det var telefonfis. De syv tal, der gav mig en ny start på livet, var nemlig ikke de tal, jeg altid har spillet på. Det var en lynlotto, fortæller Beate og tænker tilbage på den lørdag aften i begyndelsen af januar.

Læs også: Glade kolleger: Vinder 3 mia. i lotto

Fattig alenemor inden lotto-gevinst

Det er over tre år siden, at Beate følte sig tvunget til at flytte fra sine to drenge for at få styr på sit liv.

Efter at have været eneforsørger for nu 30-årige Jan Tore og 22-årige Daniel det meste af deres barndom, var tiden inde til, at hun tog sig af sine egne problemer.

– Jeg blev mor til et krævende barn i en ung alder. Jeg fandt aldrig overskuddet til at få en uddannelse og tog dårligt betalte job, boede til leje så rimeligt som muligt og lånte indimellem penge til mad og noget ekstra, fortæller Beate.

For at betale sin gæld ud flyttede Beate ind hos sin mor i byen Måløy 1.600 kilometer fra sine børn, samtidig med at hun fik hjælp til at refinansiere og lægge en plan for afviklingen af gælden.

Selv om hun kun skyldte 250.000 kr., skulle hun arbejde hårdt i mere end seks år og være meget sparsommelig for at få betalt gælden.

I Måløy fik Beate straks et job som personlig assistent for en mand med muskelsvindsygdommen ALS. Den dag, hendes lotto-gevinst gik ind på kontoen, donorede hun 200.000 norske kroner til en lokal ALS-forening.

– Selv om det er vanvittigt mange penge, følte jeg mig ikke fattigere af den grund, siger hun med et smil.

Se også: Jytte var blind i 47 år: Gud, ser jeg sådan ud!

Drengenes ønske

Det er mange år siden, hun har smilet så meget.

I mange år blev tandproblemer behandlet billigst muligt, men nu har hun fået lavet tænder for 100.000 kroner og kan endelig smile uden at skamme sig.

Da Beate fortalte sønnerne, at hun var blevet lotto-millionær, havde de kun et ønske.

– De kunne have bedt om hvad som helst. Alligevel var det eneste, de ønskede, at mor skulle flytte tilbage til Tromsø. Og det ønske har jeg opfyldt, siger Beate, og sønnerne stemmer i:

– Vi vandt også, for pengene gjorde, at mor kunne komme tilbage til os. Selv om jeg aldrig har set hendes stramme økonomi som et problem, var det fint at få den nye seng, jeg trængte til, og en god stol. Men det er alligevel allerbedst at have mor i nærheden, siger Jan Tore.

Han bor i egen lejlighed i en beskyttet bolig. Lillebror Daniel har fået det største værelse i den lejlighed, Beate har købt i byen. Den er renoveret og bygget om efter Beates ønske.

– Det tog kun nogle dage, fra jeg fik opkaldet om, at jeg var millionær, til pengene var på kontoen. Der gik et par dage mere, inden det gik op for mig, hvor uvirkeligt mange penge der var tale om. Jeg havde arbejdet ekstra meget i december og glædede mig til lønningsdag, men nu så jeg ikke engang, om lønnen var kommet ind på kontoen, fortæller hun.

Læs også: Ærlige Tina fra TV3's "Luksusfælden": Gælden skyldtes narko

Gældfri og lettet

Den første drøm gik i opfyldelse, da Beate betalte sin gæld ud. Hver en krone til banker, finansieringsselskaber og familie blev betalt tilbage.

– Det var vanvittig dejligt at blive gældfri. Jeg har ikke været gældfri, siden jeg tog mit første lån som 18-årig, siger hun.

Nu vil Beate opfylde sin næste drøm: En rejse til Australien.

– Det har jeg ønsket mig, siden min mor kom hjem med en koalabjørn til mig. Siden har jeg drømt om at se underlige dyr på nært hold. Nu har jeg endelig muligheden, og jeg kan tilmed dele oplevelsen med mine drenge.