Blodprøve kan måske afsløre fibromyalgi

Amerikanske forskere hævder, at de kan påvise fibromyalgi ved en blodprøve. Norsk forsker er skeptisk.

Amerikanske forskere kan være tæt på at udvikle en blodprøve for den kroniske smertetilstand fibromyalgi. Det skriver forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.

Eksperter fra Ohio State University har i et nyt studie opdaget "klare metabolske mønstre" i blodet på 12 fibromylagi-patienter, skriver universitetet i en pressemeddelelse.

Opdagelsen kan blive et vendepunkt for patienterne, mener studiets hovedforfatter, lektor Kevin Hackshaw fra Ohio State’s College of Medicine:

– Det bringer os nærmere en blodprøve, end vi nogensinde har været, siger Kevin Hackshaw i pressemeddelelsen fra Ohio State University.

Vanskelig at diagnosticere

Fibromyalgi er en smertefuld sygdom, der påvirker bindevæv, muskler, ledbånd og sener.

Læs mere på Videnskab.dk: Global epidemi af kronisk smerte skal bekæmpes uden medicin

Men hidtil har den været vanskelig at diagnosticere, og patienterne bliver ofte fejldiagnosticerede, eller de får ingen diagnose

I det nye studie kunne forskerne udelukkende ved hjælp af blodprøver skelne imellem patienter med henholdsvis fibromyalgi, leddegigt, artrose og lupus.

I alt havde 50 af deltagerne i studiet fibromyalgi, men eksperterne bag studiet håber at kunne gentage forsøget med flere patienter for at styrke resultatet.

Det er muligt, at det videre arbejde kan føre til opdagelsen af et særligt protein eller en kombination af molekyler, som er knyttet til fibromyalgi.

Skeptisk over for resultatet

En norsk professor fra Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet er dog skeptisk over for det nye resultat.

– Vi behøver ikke at afvise det helt, men det er ikke blevet nævnt yderligere i fagmiljøet, siger Egil Andreas Fors til forskning.no ifølge Videnskab.dk.

Læs mere på Videnskab.dk: Funktionelle lidelser udfordrer lægevidenskabeligt paradigme

Mange patienter kan have flere sygdomme på samme tid, eller de kan gå fra at have én sygdom til at få en anden, påpeger Andreas Fors, der forsker ved Institut for samfundsmedicin og sygepleje. Derfor er det principielt vanskeligt at diagnosticere fibromyalgi udelukkende fra en blodprøve.

Den norske professor mener dog, at studiet er interessant, og at det kan være et godt bidrag til videre forskning.

– Studiet omhandler ikke en stor mængde materiale, men resultaterne er lovende. Det vil være spændende, hvis de formår at gentage resultaterne med en større mængde materiale, slutter Egil Andreas Fors.

Andre artikler på Videnskab.dk

Hvorfor føler vi smerte?

Forskningen i kronisk træthed er fortsat præget af usikkerhed og uenighed

Sådan afleder du hjernens opmærksomhed fra smerte